Informations seneste bogudgivelse, som udgør en samling artikler fra sommerens kultursektion, omfatter 34 portrætter af de kendteste tyske filmskabere, billedkunstnere, komponister, filosoffer og forfattere fra Albrecht Dürer til Herta Müller, kort sagt toppen af eliten (Siegfried Lenz, hvis hovedværk låner titel til udgivelsen, er dog ikke med) og skrevet af eliten af skribenter ved avisen under mottoet: ”Vi giver jer Tyskland tilbage”, hvad der jo er et godt udgangspunkt for flere indlæg om tysk kultur i avisen. Introduktionen af de 34 kunstnere er en glimrende koncentreret og fokuseret indføring i vores sydlige nabos kulturpersonligheder efterfulgt af en læseliste over deres hovedværker i dansk oversættelse, særdeles nyttigt og lige til at låne på biblioteket. Det er for anmelderen at se en fremragende måde fra avisens side at udbrede kendskabet til europæisk kultur på, og anmelderen foreslår, at sådan en serie gøres kontinuerlig, ikke bare i sommerferien, og at man tager de enkelte landes kunstnere op, et for et; det vil øge læserskaren. Og at udgive serien i bogform er jo en smal sag for et avisforlag. Prisen er nok noget høj for ikkeabonnenter; det kan helt sikkert gøres billigere, netop for endnu ikke Information-læsere. Men ellers en fremragende ide.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode