Efter genforeningen i 1990 er Tyskland atter en stormagt, men historiens spor skræmmer, og det Tyskland, vi møder i dag, er både selvbevidst og tilbageholdende. Tyskland er i dag en økonomisk sværvægter, men det er samtidig også forbundet med hippe Berlin, elektronisk musik, en levende kunstscene og – hilfe! – et sympatisk fodboldhold.Den første halvdel af bogen, som omhandler Murens fald, genforeningen og afviklingen af DDR, fangede da også denne læser langt mere end den anden halvdels halvtørre gennemgang af diverse regeringskonstellationer og indenrigspolitiske diskussioner om energipolitik og arbejdsmarkedsreformer (især Hartz IV-reformerne). Forfatteren går tæt på hvert eneste valg, og der bliver også plads til personskandaler, anekdoter om Merkel og lovforslag om at sænke pensionsalderen. Min eneste anke mod bogen er den detaljerede, kronologiske gennemgang af skiftende regeringer fra 1989 til i dag. Det er den deskriptive form for historiefortælling, hvor alt skal med, og hvor man savner, at stoffet vinkles og indsættes i en form for narrativ. Det er lidt ligesom at læse rulleteksterne efter en film. Det er især faget samfundsfag, som tilgodeses i bogen, men sådan må det vel være, når emnet er samtidshistorie.
Bogen er primært rettet mod fagene historie, samfundsfag og tysk, og især i forbindelse med tværfagligt arbejde (for eksempel kultur- og samfundsfag) har den sin styrke. Hvert kapitel afrundes med nogle gode arbejdsspørgsmål, der ikke bare tjekker, om eleven har læst kapitlet, men lægger op til analyse, diskussion og perspektivering. En del af teksterne er på tysk, hvilket giver okay god mening, men der er også en del på engelsk fra for eksempel Foreign Affairs. Her kunne man måske have ofret en oversættelse?
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode