Det er et imponerende arbejde, der ligger bag nærværende udgivelse. Som titlen angiver, er der tale om tre civilisationers historie, som skal behandles, og de fire stjerner er for Carl-Johan Brylds evne til at skære ind til benet, holde fokus og gøre det til tre sammenhængende historier. Hvert kapitel afsluttes med arbejdsspørgsmål, som konstant trækker tråde til foregående kapitler og lægger op til en komparativ tilgang. Desuden har Bryld opstøvet og oversat en lang række relevante kilder, som for eksempel araberen Ahmad al-Kalidis breve fra et besøg i renæssancens Firenze. Det er klart, at der er kamp om pladsen, og at for eksempel den franske og den amerikanske revolution og Hitlers vej til magten fylder forsvindende lidt, er vel en o.k. pris for den komparative tilgang. Fokus er på den politiske og økonomiske historie, men i kildematerialet træder de kulturelle og religiøse forskelle tydeligere frem. Bogen er temmelig dyr, men den findes da også som iBog. At man har sparet indeks og litteraturliste væk, forstår jeg ikke, og den kunne altså også godt have klaret en ekstra korrekturlæsning. Der er imidlertid større problemer end disse:

Hvad er en civilisation? spørges der fornuftigt om i indledningen, og efter at have konkluderet, at det er der mange bud på, så overtager Bryld Samuel Huntingtons stærkt omdiskuterede definition. Her havde det været på sin plads at introducere andre civilisationsopfattelser, og Bryld undlader at bringe selv den mest gængse kritik af Huntingtons civilisationsbegreb (for eksempel Armatya Sen). At Bryld er påvirket af konservative historikere som Niall Ferguson og Bernard Lewis, er også meget tydeligt. For eksempel når det gælder spørgsmålet: Hvorfor fik hverken den muslimske eller den kinesiske civilisation en industriel revolution? Fordi de hang fast i religiøse og kulturelle fordomme og foragtede alt, som kom fra Vesten, lyder svaret. Det er givetvis en del af sandheden, men spørger man andre historikere (for eksempel en arabisk), ville man få helt andre svar. I Brylds optik er den vestlige civilisation – baseret på kristendom og oplysningstidens idealer – de andre overlegen, men sammenhængen mellem netop disse idealer og totalitarismen i mellemkrigstiden end ikke antydes, og man kunne også have fremhævet slavehandel, nationalisme og andre knap så idealistiske sider af den vestlige civilisation. Hvorfor holder så mange grundbogsforfattere fast i den autoritative fortællestemme frem for at vise, at historieskrivning er en ideologisk kampplads? Hvad enten man vil det eller ej.