Okay – men skal suppleres for at blive rigtig god
Bogen Brug ordet er, som dens undertitel peger på, en praktisk forløbsbog i at skrive og forstå taler, der vil forandre noget. En grundsten i et velfungerende demokratisk samfund er retorikken. Samtale, argumenter, overtalelse, enighed og vinkler er alle med til at udfordre og udvikle den nødvendige sammenhængskraft i et samfund. Den praktiske tilgang betyder, at bogen kun har en smule need to know-teori om trin i taleskrivningen, men mestendels er orienteret mod elevernes egen anvendelsesorienterede skrivning. Det er ikke en bog, der analyserer andres taler, men en, som skal udvikle eleverne og modne dem i deres tilgang til verden. Og det er ganske kærkomment. De to forfattere har etos i orden, da de også står bag den danske udgave af talefestivalen Nordisk Talefest, foruden at de i øvrigt underviser i taleskrivning. Min erfaring fra Talefest er, at den via seks moduler får eleverne til at skrive en tale, og at der for de flestes vedkommende kommer en velreflekterende tale ud af det. Både bogen og den nordiske Talefest-konkurrence sigter mod, via en mesterlæretilgang, at lære eleverne at skrive en deliberativ tale, hvor talens sigte er at forandre noget i tilhøreren. Bogens indhold er reduceringer og nytilskrivninger af materialet på Talefest-hjemmesiden, men nu i en mere afgrænset og overskuelig form. Bogen er pædagogisk opbygget med forskellige trin i taleskrivningen og fremførelsen, krydret med eksempler på taler i den sidste tredjedel af bogen. Foruden seks taler fra både kendte talere generelt og tidligere Talefest-deltagere er der bagerst links til yderligere 16 taler, som bogen refererer til. Layout er ikke videre inspirerende med et par portrætter, et par stregtegninger og græsgrøn typografi, og jeg finder det direkte fladt. Bogen anbefaler på side 41, at man gør brug af ekstra materiale på Dansklærerforeningens Forlags hjemmeside og på dansketaler.dk, så basalt set er bogen et analogt og statisk udsnit af noget, der allerede ligger tilgængeligt online. På hjemmesiden er der masser af videoer af fremførte taler, og det fungerer i sagens natur bedre end kun at læse taler. Herunder også svenske og norske taler, som udgør et kærkomment tilskud til danskundervisningen. Til gengæld er bogen dejlig overskuelig, for eksempel i forhold til at give lektier for, hvor hjemmesiden var mere kringlet i den optik, og der er også noget i tidens vinde, der taler for mere bog og mindre skærm.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode