I den politiske hverdag kan vi konstatere det med mellemrum. Men i denne bog dokumenterer den konservative historiker og ph.d. Christian Egander Skov den borgerlige krise. Det er blevet til en uhyre kyndig bog, som analyserer nutidens krise i den borgerlige familie med relevante linjer bagud. Lad os begynde med nogle af disse linjer.
Første nedslag er jordskredsvalget i 1973. Her strøg Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne ind i Folketinget med store mandattal. Skov ser Glistrups succes som vælgernes oprør mod det borgerlige centrum (og Centrumdemokraternes som en protest mod det socialdemokratiske centrum). De etablerede partier havde mistet deres folkelige islæt, ifølge Skov.
Næste nedslag er 1989. Sovjetunionens sammenbrud markerer samtidig liberalismens sejr, og bogens kapitel 4 har titlen ‘Den post—liberale blindgyde’. Liberalismen kom til at dominere den blå blok, som i lang tid har identificeret sig med den liberalistiske reformideologi og den teknokratiske økonomisme.
Det nationalkonservative har haft trange kår, er den konservative skribents konklusion. Det borgerlige Danmark bør være konstitueret af konservatisme, liberalisme og folkelighed, så fungerer det bedst.
Folkeligheden skal være et vigtigt element i både Venstre og Konservative, ellers risikerer den at ende i en populisme, som bogen advarer imod. At Støjberg kan stå stærkt i meningsmålingerne, skyldes blandt andet, at Jakob Ellemann i for høj grad repræsenterer de liberale byvælgere, som Udkantsdanmark har svært ved at identificere sig med.
Skov benytter Andreas Reckwitz’ begreb ‘singulariteternes samfund’ til at illustrere sammenstødene i værdier og livsformer, som vi ser i dag. Tings og holdningers værdi afhænger af deres singularitet. De værdier og livsformer, den nye middelklasse devaluerer, er dem, der knytter sig til industrisamfundets arbejder- og middelklasse – og det ser Støjberg!
Den politiske opgave for det borgerlige Danmark består i at reintegrere det folkelige i centrum-højres politiske platform og derved minimere spillerummet for yderfløjene. Målet for Skov er at skabe en fortælling, der forener forsvaret for menneskets frihed som individ med erkendelsen af dette individuelle menneskes plads i og forpligtelse på civilsamfundet og dets institutioner.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode