Spinkelt afsæt uden afgørende nyt

Når man udgiver en lærebog, ligger der næsten altid en dobbeltbundet motivation til grund herfor. De fleste forfattere ønsker således ofte at formidle et fagligt stof, gerne med del i det kernefaglige, og samtidig gøre det med en ny og original vinkling, der i bedste fald kan være med til at nuancere og måske endda udvide det faglige felt. Det er sådanne tanker, der melder sig under læsningen af Kat Weber-Hansens Billedbogen, for hvor bogen udmærker sig ved at rendyrke et centralt område i billedkunstundervisningen, formanalysen og de visuelle virkemidler, forekommer den ikke at bibringe læseren noget afgørende nyt i forhold til det udbud af eksisterende udgivelser, der allerede har behandlet og belyst dette uomgængelige emne i faget til hudløshed. Så hvorfor denne bog, spørger man sig selv.

Trods bogens undertitel bruger den indledningsvis en del krudt på at præsentere andre analytiske tilgange i faget end formanalysen, det vil sige betydningsanalysen, kontekstanalysen, semiotikken med mere, for derefter at udfolde de vigtigste formanalytiske parametre i en række selvstændige kapitler omhandlende farver, komposition, rum og dybde, lys og skygge, teknik og materialer, og det med dertil knyttede praktiske øvelser. Formidlingen heraf er præcis, solid og lødig, og sympatisk er det i udgangspunktet, at forfatteren har udarbejdet bogen med en ambition om at være i øjenhøjde med elevernes egne kunstneriske produkter, som det lyder i forordet, hvilket dog skal forstås ret bogstaveligt, idet samtlige illustrationer i bogen udgøres af elevværker. Højst usædvanligt.

Når et begreb som centralperspektiv toner frem i teksten, skal man altså kigge langt efter et renæssancemaleri af Rafael, ligesom impressionistiske værker af Monet glimrer ved deres fravær i afsnittet om farvevirkninger. Forfatteren har givetvis villet tilbyde elever en mulighed for at identificere sig direkte med de noget elementære, stiliserede udtryk i de valgte illustrationer, men den eksklusive brug af elevprodukter er imidlertid også udgivelsens akilleshæl, da disse – ud over at give udgivelsen et udpræget grundskolepræg – afskærer læseren, lærere såvel som elever, fra at bevæge sig ud i kunsthistorien og samtidskunsten og få indblik i og udbytte af den vigtige og helt centrale dialog mellem praksis, teori, analyse og historie, som udgør det unikke spændingsfelt og læringspotentiale i faget billedkunst.

Med andre ord: Billedbogen er en ganske fin og anvendelig opslagsbog, men den kan ikke stå alene som grundbog i faget. Dertil er afsættet for spinkelt. Bogen tager ganske vist fat i et af de måske mest centrale emner i billedkunstundervisningen, det vil sige formen, men får den reduceret til en slags instrumentaliseret værktøj i stedet for at se den i sammenhæng med fagets øvrige discipliner som et middel til en større og bredere erkendelse af og indsigt i kunstens verden som sådan.