Atomenergi – Fremtidens energiform?
Debatten om, hvorvidt Danmark skal satse på atomkraft som en del af sin energiforsyning, er i de senere år blusset op igen. Hvis en sådan beslutning skal træffes på et oplyst grundlag, er det nødvendigt med adgang til materialer, der kombinerer solid fysikfaglig indsigt med en forståelse for de sikkerhedsmæssige perspektiver ved kernereaktorer. Netop dette lykkes faktisk med denne bog.
Bogen indleder med en klassisk gennemgang af kernestoffet i gymnasiets fysik på B-niveau. Her behandles atomers og atomkerners opbygning samt radioaktivitet, herunder henfaldstyper, aktivitet og henfaldsloven. Fremstillingen er klar og pædagogisk, og den minder i sin struktur om et traditionelt lærebogskapitel. Illustrationerne er velvalgte, og de mange små opgaver undervejs giver eleverne mulighed for løbende at teste deres forståelse. Særligt interessant er brugen af QR-koder, der leder til interaktive figurer og oversigter. Jeg synes, det er en rigtig god ide, men måske kunne der have været flere interaktive figurer, og de kunne have været mere udbyggede (dem, jeg prøvede, var online GeoGebra-grafer produceret af MatematikFessor).
Grafisk er bogen overskueligt opbygget med en farvekodning: hvid til grundtekst, blå til eksempler og grøn til opgaver. Det gør det nemt for både lærer og elev at navigere i materialet.
Efter den indledende, mere klassiske fysikdel bevæger bogen sig videre til en rigtig fornuftig og pædagogisk gennemgang af atomreaktorer. Her beskrives både letvandsreaktorer, tungtvandsreaktorer og andre reaktortyper. Fremstillingen har et tydeligt ingeniørmæssigt præg, hvilket giver eleverne et indblik i, hvordan den mere teoretiske fysik kan omsættes til konkrete teknologiske løsninger.
Bogens kapitler om strålingssikkerhed og affaldsproblematikker knytter an til velkendte emner fra fysikundervisningen, men særligt kapitlet om ulykker på atomkraftværker er værd at fremhæve. Her gennemgås både klassifikationen af ulykker og de historiske hændelser ved Tjernobyl og Fukushima.
Afslutningsvis indeholder bogen et aktuelt og interessant kapitel om Danmark og kernekraft, hvor moderne initiativer og startup-virksomheder inden for atomenergi præsenteres. Dette giver en tydelig kobling til nutidige problemstillinger og gør stoffet nærværende for eleverne.
Samlet set er bogen særdeles velegnet til brug i gymnasiets fysikundervisning på alle niveauer. Den dækker centrale kernestofområder og kan uden problemer indgå i forløb om kernekraft. Samtidig rækker den langt ud over det rent fysikfaglige og åbner for tværfaglige samarbejder, hvor spørgsmål om energipolitik, risikovurdering og teknologisk udvikling er oplagte at inddrage.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode