Man bør studere sine forgængere og fra dem tage alt brugbart
Jeg formoder, de fleste oldtidskundskabslærere har hørt sig selv svare en elev med ordene allerede Aristoteles … Hvorfor det forholder sig sådan, bliver tydeligt i den nye bog om Aristoteles fra Klassikerforeningen. Bogen er en fornøjelse at læse. Den er skrevet med stort sprogligt overskud og giver en fremragende introduktion til Aristoteles og hans virkningshistorie. Efter en kort indledning, der skitserer forfatternes bevæggrunde for at skrive bogen, følger tre kapitler: et om Aristoteles selv og hans filosofi, et om den aristoteliske tradition og et om nutidig aristotelesforskning. Kapitlet om Aristoteles giver en glimrende indføring i manden og hans filosofi, både den teoretiske (fysik, matematik, metafysik), den praktiske (etik og politik) samt den produktive (poetik og retorik). En styrke ved dette kapitel er, at forfatterne gør en dyd ud af at vise sammenhængen i Aristoteles’ tanke og ikke mindst fremgangsmåde, hvilket gør det muligt at vise den aristoteliske fremgangsmåde fra et hvilket som helst af hans værker og derfra glide over i en diskussion af den aristoteliske tradition, der til fulde er belyst i bogens andet kapitel. Aristotelismens betydning for vores hverdag bliver endvidere synliggjort i bogens tillæg om aristotelismen i vores sprog. Der er nu nærmest ingen undskyldning for ikke at undervise i Aristoteles. Som forfatterne skriver i deres forord, mangler der tilgængelige og anvendelige oversættelser af Aristoteles’ værker. Desværre kan denne fremragende bog ikke rode bod på det desideratum.