Med på digtvognen

Caspar Erics digtsamling Alt hvad du ejer indskriver sig i den nyere sorg­litteratur i et uorganiseret mix af ­kriser i hans eget liv og resten af verden. Mayakulturen, det mistede barn, sterilitet i Handmaids tale, graviditeter omkring ham, forskellige menig­mands madretter, demens … At gå til grunde, død eller uddø er tematikker, der supplerer de både sentimentale og kyniske betragtninger over egen proces og udvikling. Digtene er mestendels korte og frie, flere har sammen karaktertræk som små, interne status­opdateringer, og enkelte leger med gentagelser og anden klassisk formsprog. Umiddelbart ser digtene fragtmenteret ud fra hinanden, men i gennemlæsningen ses fletværket af at være én lang fortælling, og hvordan de ydre bekymringer spejler de indre. Sorgen er ikke bare en øde ø afskåret fra de øvrige bekymringer og situationer, men fremstilling af, at vi som moderne menneske bærer rundt på meget. De knap 300 sider synes af langt mindre, da de fleste sider er mindre end halvfyldte (mange omkring de 10 linjer), og sprogligt vil elever også nemt kunne afkode konnotationer og overskue de få førfaglige ord, så jeg tror, formen vil være god til eleverne. Indholdet er på samme enkelt og kompleks i sine lag, hvor en mangefacetteret sorg uden klart ­narrativ afspejler en virkelighed, som eleverne vil have dannelsesmæssigt perspektiv i at lære at afkode og sætte mere sammenhængende ord på, foruden at sorgens sprog er relevant. De anmeldelser og kritikker, der allerede har været, vil også være gode at holde op mod elevernes vurderinger og for eksempel diskutere, om der er for meget kliché. Jeg synes derfor, denne udgivelse er et godt bud på en relevant værklæsning. Jeg har selv nydt at læse den, jeg er ellers ikke nem at få på digtvognen, og ville gerne arbejde med den i undervisningen.