AI som hjælp – men til hvem og hvornår?

For et par år siden kunne jeg demonstrere AI’s problemer for eleverne ved at få ChatGPT til at hævde, at den tidligere socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl ikke alene var radikal, men også blandt de mistænkte i sagen om dobbeltmordet på Peter Bangsvej i 1948. Det kunne de fleste godt se var noget juks, men sådan er det ikke længere. AI’erne bliver bedre og bedre og vrøvler mindre og mindre. I modsætning til eleverne, fristes man til at sige.

Derfor er det meget velkomment og modigt, at Lars Due Arnov og Esben Bækkelund Jensen har kastet sig ud i en bog om AI i historiefaget. Velkomment, fordi der i disse år nærmest ikke kan komme nok fokus på AI i branchen, modigt, fordi tingene ændrer sig hele tiden, og det må have været en udfordring ikke at tale ind i mulighederne fra i går og ikke mulighederne i dag og i morgen.

Bogen indeholder to oversigtskapitler om AI og historiefaget samt mere tekniske ting, som for eksempel oversigt over chatbots og prompting, som det åbenbart skal hedde. Resten af bogen gennemgår kildeanalyse, begreber og teorier, historiebrug og skrivning – alle med AI som omdrejningspunkt og med en masse øvelser, man kan kaste sig over, hvis AI aktiveres som sparring. Øvelserne er klart formulerede, velstrukturerede og lige til at gå til for alle. Spørgsmålet er bare, om man overhovedet skal.

Et eksempel: Øvelsen ‘Den skarpe problemstilling’ lægger op til, at elever stiller tre-fire spørgsmål til et forløb. Derefter får de AI til at gøre det samme på forskellige taksonomiske niveauer, så taler de om, hvilke af AI’ens spørgsmål der var bedst, og endelig skal de vende tilbage til deres egne spørgsmål og se, om de kan forbedre dem med de ideer og input, arbejdet med AI-spørgsmålene har givet. Man lærer altså eleverne, at AI’ens spørgsmål er interessante at måle sig med, men hvorfor ikke springe AI over og forholde sig til andre elevers spørgsmål? I en anden øvelse skal chatbotten optræde som historisk person, for eksempel Napoleon, og eleverne kan så stille AI-Napoleon spørgsmål om ting og sager, som den rigtige Napoleon formodes at kunne svare på. Jeg mener, at der er et grundlæggende fagligt problem i denne type af opgaver. Kan eleven til eksamen huske, om det var AI-Napoleon, der mente et eller andet, eller om det var fra en samtidig kilde eller måske grundbogens udlægning?

Andre steder skal man få AI’en til at lave en disposition for en skriftlig opgave eller ligefrem bruge AI til at forbedre noget, eleverne selv har skrevet. Her mener jeg, man går for vidt og lærer eleverne en praksis, som betragtes som snyd til eksamen eller opgaveskrivning.

Afslutningsvis vil jeg understrege, at AI kan være en stor hjælp for os som undervisere. AI’en Claude er for eksempel fremragende til at lave ordforklaringer til en kilde, og NotebookLM er god til at lave begrebslister og den slags. Det aspekt måtte godt fylde endnu mere i bogen. Men de ting er også en hjælp til os, der kan stoffet, metoderne, kildekritikken, ikke til dem, der efterhånden har vanskeligt ved at læse en simpel grundbogstekst og tilegne sig viden på egen hånd.