Akademikerpension bør føre en afkastmaksimerende investeringspolitik
En nyligt gennemført undersøgelse bragt i Forsikring og Pension 28.10.23 viser, at mere end tredjedel af alle danskere, hvoraf 90% har en arbejdsmarkedspension, frygter, at de sparer for lidt op til pensionen. Vi deler til fulde denne bekymring.
2022 var et problematisk år for de fleste danske pensionskasser, men ifølge Berlingske Business 18.07.23 har flere præsteret afkast på 5 % eller mere i 2023. Det gælder desværre ikke AkademikerPension, som tegner til at komme ud af 2023 med langt mindre. Vi er af den opfattelse, at det dårlige resultat skyldes en ideologisk funderet investeringspolitik, som dikterer afkastforringende og risikoforøgende frasalg af værdipapirer i bestemte industrier og nationer.
Begrundelserne kan såmænd lyde overbevisende nok. Eksempelvis er der formodentlig kun meget få af AkademikerPensions medlemmer, som ikke går helhjertet ind for grøn omstilling og sanktioner rettet mod slyngelstater. Desværre har danske pensionskassers eksklusion af brancher eller lande kun i meget begrænset omfang udsigt til at gavne menneskeheden. Frasalget kan højst bevirke, at vi, der sparer op til vores pension, føler os som bedre mennesker. Fattigere gør det os helt sikkert.
AkademikerPension bør selvsagt investere i foretagender, der faktisk har potentialet til at gøre verden til et bedre sted at opholde sig, men udelukkende når sådanne investeringer er forenelige med kerneopgaven: At sikre indskyderne det størst mulige afkast på deres opsparing, så de kan gå deres alderdom trygt i møde.
AkademikerPension bør afholde sig fra at føre en værdibaseret investeringspolitik.
Knap 160.000 mennesker i AkademikerPension indbetaler en sjettedel af deres løn til AkademikerPension. Mange af dem, herunder hovedparten af GL’s medlemmer, har ikke frit pensionskassevalg. Alene af den grund bør AkademikerPension afholde sig fra at føre en værdibaseret investeringspolitik og overlade det til opsparerne at træffe deres egne oplyste valg som forbrugere og verdensborgere.
Lærer Sigrid Jørgensen, Bagsværd Kostskole og Gymnasium
Lærer Michael Hallundbæk, N. Zahles Gymnasieskole
Kommentar til indlægget
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Igen er tidligere bestyrelsesmedlem af AkademikerPension, Sigrid Jørgensen (SJ), ude med kritik af os i pensionskassen. Og igen bliver vi nødt korrigere flere faktuelt forkerte påstande.
Som tidligere bestyrelsesmedlem ved SJ udmærket, at den afkast-mæssige konsekvens af en eksklusion altid er med i overvejelserne, når en sådan bliver overvejet. Det fremgår også i vores Politik for Ansvarlige Investeringer, som SJ er blevet præsenteret for adskillige gange i sin tid i bestyrelsen.
SJ påstår samtidig, at hun og vores 160.000 andre medlemmer bliver fattigere af det.
Der kan vi nu glæde SJ med at fortælle, at netop offentliggjorte tal fra Finanstilsynet viser, at medlemmer af AkademikerPension har fået branchens allerbedste årlige, gennemsnitlige afkast, når man ser 10 år tilbage.
Det er altså en skrøne, når man påstår, at afkast og ansvarlighed ikke kan gå hånd i hånd. For det kan det.
Og med et 2023-afkast, der netop nu ligger på den gode side af seks procent, ser året i år også ud til at blive ganske fornuftigt for SJ og alle vores andre medlemmer.
Vi vil anbefale, at SJ læser denne artikel, hvor de historiske afkast bliver forklaret: https://akademikerpension.dk/nyheder/flotte-historiske-afkast-netop-offentliggjort/
Jens Munch Holst, administrerende direktør, AkademikerPension
Peter Hall, bestyrelsesmedlem i AkademikerPension og medlem af Hovedbestyrelsen i GL