Vi udgør 15 procent af jordens befolkning. Og alt for længe har vi holdt vores munde
Jeg tilhører den store gruppe af mennesker med handicap. Man ser eller hører ikke så meget til os i betragtning af, at vi er omkring 800.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder. Måske skyldes det, at vi er dårlige historier i medierne. Vi er ikke interessante nok, vi koster penge, og vi er besværlige. Men med en let omskrivning af digteren Caspar Erics ord: Vi har holdt vores munde alt for længe (henvisning 1), og derfor åbner jeg nu min mund.
Mit handicap er ikke et stort problem til daglig, for jeg har indrettet min hverdag, så den fungerer med arbejde og privatliv. Mine kolleger og ledelsen på min skole støtter mig og respekterer mine begrænsninger. Derfor behøver jeg ikke at slide mig selv op ved at prøve at være som alle andre, og det er jeg taknemmelig for. Jeg vil nemlig gerne blive på arbejdsmarkedet, indtil jeg en dag ude i fremtiden selv vælger at gå på pension.
Det er ikke nogen selvfølge at være på arbejdsmarkedet i min situation. Jeg har autisme og ADHD, og jeg er slidt efter i mange år at have prøvet at passe ind. De indre alarmklokker bimler lidt for ofte med advarsler om stress og udbrændthed, og det er jeg nødt til at tage alvorligt. Statistikker siger, at ikke en gang 10% af autister i min aldersgruppe er i almindeligt job, mens 71% er førtidspensionister (henvisning 2).
Indimellem løber jeg hovedet mod en temmelig hård mur, når jeg prøver at give udtryk for mine behov og begrænsninger. Måske er det, fordi mit handicap er usynligt, eller måske er det, fordi ikke-handicappede ikke er særlig gode til at sætte sig i de handicappedes sted.
Jeg ville ønske, at vi handicappede ville blive set som ligeværdige mennesker.
For nylig blev jeg pålagt – ikke af min skole, men i forbindelse med uddannelse – at deltage i et flerdages kursus, vel vidende at deltagelsen efterfølgende ville koste et sygefravær på noget mellem et par dage og et par uger. Men alligevel skulle jeg deltage fysisk i størstedelen af kurset. Opfattelsen hos de kursusansvarlige var tilsyneladende, at “når andre kan, så kan du også”.
I virkeligheden er det ikke så meget, der skal til for at gøre det lettere for mig at deltage i kurser og i andre sammenhænge med mange mennesker eller med mennesker, som jeg ikke kender. Den største hjælp ville være muligheden for online tilstedeværelse i stedet for fysisk tilstedeværelse. Så ville jeg kunne deltage i det hele uden den efterfølgende udmattelse, hovedpine, sygemelding osv.
Ved fysisk tilstedeværelse kan jeg deltage et par timer ud af en dag, hvis der er mulighed for et stille lokale til gruppearbejde, og hvis der er accept af hjælpemidler som støjdæmpende headset, strikketøj m.m. Men det plejer at koste hovedpine og udmattelse en dag eller to bagefter.
Når jeg møder den opfattelse, at “når andre kan, så kan du også”, efterlader det mig med følelser af afmagt, opgivenhed og uretfærdighed. Jeg ville ønske, at vi handicappede ville blive set som ligeværdige mennesker, og ikke som nogle, der skal være taknemlige for den smule hjælp, vi får, selvom den langt fra er tilstrækkelig.
For nylig rejste FN’s Handicapkomité skarp kritik af Danmark, der svigter på handicapområdet. Politikere kalder os “det specialiserede socialområde” i stedet for mennesker i medierne. Og vi behandles ofte derefter. På arbejdsmarkedet er der sjældent plads til at være anderledes, så vi arbejder hårdt på at passe ind, og vi undskylder, når vi er til besvær. Når vi så er slidt op og ikke har flere kræfter, ryger vi efter lange og ofte traumatiserende forløb i kommunerne på førtidspension. Det er derfor, jeg har lånt digteren Caspar Erics ord til titlen på dette indlæg: Der er 15 procent af os, der er handicappede. Og alt for længe har vi holdt vores munde.
Henvisninger:
- Caspar Eric: Nye balancer, Gyldendal 2023
- Autisme i tal, Autismeforeningen
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode