Det kan aldrig blive en god løsning bevidst at obstruere et muligt samarbejde

Den 24. september havde Peter Juul Jensen et debatindlæg på Gymnasieskolen.dk om det nyligt indførte EU-direktiv om tidsregistrering af arbejde.

Med overskriften ”Velkommen til Cirkus Tidsregistrering” er man fra begyndelsen ikke et sekund i tvivl om, hvad Peter Juul Jensen mener om tidsregistrering. Det er man heller ikke gennem resten af indlægget, hvor den ironiske tone fortsætter med udsagn som: ” Pist væk er nu alle bekymringer over grænseløst arbejde, og nu kan vi så endegyldigt stoppe med at snakke om OK 13 (pis, jeg kom til at nævne det alligevel)”. 

Indlægget er med sin ironiske, eller ligefrem sarkastiske, tone gennemsyret af mistillid til, at et tidsregistreringssystem nogensinde og nogle steder kan komme til at fungere. Den mistillid er jo uden tvivl helt reel på nogle skoler. Vi kender alle til kolleger rundt omkring i det ganske land, der arbejder under ledelser, der ikke tager tidsregistrering seriøst som et reelt redskab til at sikre en rimelig og jævn arbejdsbelastning, og hvor man til enhver tid kan kaste en hvid pind efter udbetaling af merarbejde, idet man i stedet som medarbejder bliver mødt med et krav om at ”effektivisere” eller simpelthen bare arbejde mindre, altså med andre ord løse sine opgaver hurtigere, hvilket for de fleste må sidestilles med dårligere.

I GL kæmper vi for at få ledelsen på de skoler til at følge de gældende overenskomster på området. Vi tror sådan set ikke, som Juul Jensen antyder det i sit indlæg, at tidsregistrering med et snuptag løser alle udfordringer på alle skoler. Men tidsregistreringen er kommet for at blive – ikke kun på gymnasierne, men på (stort set) alle arbejdspladser i hele EU. Det kan man glæde sig over eller begræde, alt det man vil. Men det er nu engang sådan, landet – eller EU – ligger. Det er vi ikke herrer over.

Hvordan vi som medlemmer af GL går til kravet om tidsregistrering, er vi til gengæld herrer over. Her rådgiver Peter Juul Jensen os i sit indlæg til med alle tænkelige midler at forsøge at obstruere en fornuftig anvendelse af tidsregistreringen og et muligt samarbejde med ledelsen. Vi rådes således i hans debatindlæg til: 1) at snyde med tidsregistreringen – ikke ved at skrive 7,4 timer på hver dag (”dit oprør bliver for hurtigt gennemskuet”), men ved at fifle med timerne, så det ser mere ”realistisk” ud (selvom det jo så netop ikke viser et reelt og realistisk billede af ens arbejdstid), 2) at snyde med tidsregistreringen ved at sørge for, at man – uanset ens reelle arbejdstid ved slutningen af året – ligger 10-20 timer under årsnormen , 3) at obstruere dialogsamtalerne på alle tænkelige måder, for på den måde at ”tvinge” en leder til at opgive at få noget fornuftigt ud af de fire årlige møder.

Hvordan en sådan tilgang skulle gøre noget godt for nogen, er mig uforståeligt. I stedet for ovenstående ”gode” råd, kunne man i stedet foreslå følgende 3 råd:

• At se tiden an. På mange skoler er det stadig helt nyt at skulle tidsregistrere, så hvem ved? Måske kan det der tidsregistrering vise sig at kunne noget – også på skoler med aftaler eller på de skoler, der indtil nu har arbejdet ud fra åbne planlægningstal. Og måske kan den nye lovgivning vise sig et at være en kærkommen lejlighed til at opruste arbejdet med implementeringen af OK21-overenskomsten.
• At insistere på idealet om det gode, lokale samarbejde mellem medarbejder og ledelse – og selvfølgelig mellem TR og ledelse – om rimelige arbejdsvilkår – også selvom man mødes af en ledelse, der ikke selv lever op til disse idealer.
• At udnytte muligheden for at kontakte sin TR og sin fagforening, fx hvis der mod bedre vidende laves pseudosamtaler, eller der fx ikke bliver udmøntet merarbejde.

Det er selvfølgelig ikke tre råd, der med et snuptag fjerner alle udfordringer. Men det kan i hvert fald for mig at se aldrig blive den bedste af alle løsninger bevidst at obstruere et muligt samarbejde.