En ting ad gangen.
Det kan lyde banalt, men det er alligevel det vigtigste råd, som gymnasielærer Minna Olivia Christiansen kan komme i tanke om i forhold til pædagogikum. Hun underviser i matematik og spansk på Handelsgymnasiet JTP, Niels Brock, og afsluttede gymnasielæreruddannelsen sidste skoleår.
”Jeg tror, at pædagogikum kan virke overvældende for nogle, hvis de forsøger at have fokus på både undervisningen, kurserne og teorien. Jeg tog det lidt, som det kom, og koncentrerede mig om undervisningen, når jeg var på skolen, og kurserne, når jeg var afsted,” fortæller hun.
“Jeg synes, at de skal udnytte frirummet til at eksperimentere.”
Sara Malou Meyer, underviser i almen didaktik på teoretisk pædagogikum
Lærer, Hillerød Tekniske Gymnasium
Gymnasielærer Sara Malou Meyer er lidt på samme linje. Det er længe siden, at hun tog pædagogikum, men hun underviser blandt andet i almen didaktik på teoretisk pædagogikum ved siden af sit job på Hillerød Tekniske Gymnasium.
”Sænk skuldrene, træk vejret og lad dig flyde med i starten. Det hele kan være meget overvældende, fordi alt er nyt – både didaktikken og de andre pædagogikumkandidater. Mange har været vant til at være fagnørder, og lige pludselig står de med et stort ukendt pensum, der måske har et andet sprog og felt, end man tidligere har oplevet på studiet,” forklarer hun.
”Der kan være en verden til forskel mellem teorierne fra de forskellige fakulteter. For eksempel kommer nogle kandidater fra et naturvidenskabeligt fag, der ligger langt væk fra den måde, man arbejder med teori og analyse i pædagogikum. Det møde kan opleves som frustrerende, fordi nogle af teorierne på pædagogikum vil provokere én, da de kradser i de forestillinger og erfaringer, man har, i forhold til, hvordan man forstår og praktiserer undervisning. Men prøv at leve med frustrationen, eller hvis man er supersej, så se på de teorier eller begreber, der frustrerer, som en mulighed for at udvikle sig,” foreslår hun.
God sparring
Minna Olivia Christiansen indrømmer, at hun nok lagde mere energi i den praktiske del af pædagogikum end den teoretiske.
”Kurserne var lærerige, men også lidt frustrerende. Nogle af de didaktiske teorier kan virke lidt for indlysende, og så kunne jeg indimellem godt tage mig selv i at tænke: ”Behøver jeg virkelig at deltage i et helt seminar om det?” Men omvendt forstår jeg jo godt, at man skal lære det,” siger Minna Olivia Christiansen
”Jeg fik rigtig meget ud af at se vejlederne undervise og at få deres feedback på min undervisning.”
Minna Olivia Christiansen, lærer, Handelsgymnasiet JTP, Niels Brock,
Hun havde undervist i flere år, inden hun kom i pædagogikum. Hun arbejdede nemlig som vikar under kandidatuddannelsen og var som nyuddannet desuden nødt til at udsætte pædagogikum på grund af barsel.
Den bedste del af pædagogikum foregik ifølge hende på skolen.
”Jeg havde jo undervist før, men var lidt i tvivl, om jeg gjorde det rigtige. Derfor var det virkelig fedt at kunne sparre med vejlederne. Jeg fik rigtig meget ud af at se dem undervise og at få deres feedback på min undervisning,” fortæller Minna Olivia Christiansen.
“Når en vejleder sagde: “Har du prøvet at gøre sådan”, så fik jeg også mere mod på at afprøve noget nyt.”
En bedre underviser
Gymnasielærer Louise Mejrup på Sct. Knuds Gymnasium havde også undervist både på efterskole og på gymnasiet, inden hun kom i pædagogikum forrige skoleår.
”Inden pædagogikum følte jeg lidt, at jeg skulle opfinde det hele selv. Det var svært, fordi jeg var nødt til at prøve mig frem. Men pædagogikum var virkelig en gave, hvor jeg fik redskaber til at blive mere reflekterende omkring min undervisning,” siger Louise Mejrup, der underviser i dansk og retorik.
”Jeg havde forestillet mig, at jeg ville føle, at jeg skulle bedømmes af min vejleder, men i stedet fik jeg meget god vejledning, der satte gang i en konstruktiv refleksion.”
“Det blev tydeligt for mig, at man ikke bare er født til at være en god underviser.”
Louise Mejrup, lærer, Sct. Knuds Gymnasium
Louise Mejrup var “vildt glad” for både den teoretiske og praktiske del af pædagogikum, fordi hun føler, det hjalp hende til at blive en bedre underviser.
“Det blev tydeligt for mig, at man ikke bare er født til at være en god underviser – det er noget, man skal øve sig på. På den måde bidrog pædagogikum også til, at jeg gik fra at have et personligt blik til et mere professionelt blik på rollen som underviser,” fortæller hun.
Louise Mejrup synes også, at pædagogikum påvirkede relationen til kollegerne på skolen.
“Jeg føler, at jeg åbnede mig mere op i forhold til kollegerne og turde spørge ærligt, hvordan de håndterer forskellige udfordringer. Pludselig føltes det ikke så farligt, hvis der var noget, jeg var i tvivl om,” husker hun.
Eksperimenter
Minna Olivia Christiansen nyder at være tilbage, hvor hun “kun skal undervise”.
“Jeg er meget selvkritisk, så det kan godt være lidt intenst hele tiden at skulle reflektere over alt. Jeg elsker at undervise, så det er rart at være tilbage og kunne koncentrere sig 100 procent om det,” siger hun.
Louise Mejrup kan godt forstå, hvis nogle pædagogikumkandidater synes, det er hårdt.
“Mit bedste råd er, at de skal fokusere på, at det kun er et år, og at alt ikke skal være perfekt. Og så vil jeg også opfordre dem til at turde at kaste sig ud i noget nyt – jeg er sikker på, at det gør en til en bedre underviser,” siger Louise Mejrup.
Sara Malou Meyer har lignende anbefaling:
“Forhåbentlig oplever pædagogikumkandidaterne, at der er mere tid til at afprøve ting og til at reflektere over det. Derfor synes jeg, at de skal udnytte det frirum til at eksperimentere. Det er ikke al undervisning, der skal lykkes,” understreger Sara Malou Meyer.
Selvom hun er erfaren, oplever hun selv, at hun kommer hjem med noget, når hun har undervist på teoretisk pædagogikum.
“Hver gang tænker jeg, at snakken og sparringen er så inspirerende og lærerig – også for mig.”
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode