Lærere skal ikke føle, at de står alene med svære ­udfordringer

Lærere reagerer forskelligt
På skolen har de noteret sig, hvordan gymnasieskolen har ændret sig.

“Jeg har undervist i gymnasiet i 20 år, og jeg kan godt se, at gymnasieskolen har forandret sig. Vi optager elever, der har nogle andre udfordringer, samtidig med at der er flere krav fra både elever, forældre og ministeriet om, at vi håndterer flere udfordringer,” siger Karin Bentsen og tilføjer:

“Med til det hører også, at ungdommen har ændret sig. Der er kommet en større villighed til at dele med sin lærer, hvis man har det svært – ting, som de unge nok ikke i samme grad tog med i skole tidligere. Det er jo også positivt, at de unge kan tale om det, og at de har tillid til deres lærer.”

Forældrehenvendelser fylder i dag også en del både for ledelsen og de enkelte lærere.

“Men jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke bare ‘skyder’ på forældrene og eleverne – for de er jo for det meste fantastiske. Sagen er bare den, at en hel del er ændret. Forventningen fra samfundet er, at gymnasiet skal håndtere mange individuelle udfordringer og behov, og det presser den enkelte lærer og organisation. Det er vi nødt til at tage højde for på arbejdspladsen,” påpeger Sune Agger.

“Som gymnasium skal vi møde eleverne, hvor de er, men vi skal samtidig sikre, at lærerne ikke bliver klemt mellem ønsket om at hjælpe eleven og elevens egen forventning om, i hvilken grad læreren kan hjælpe,” siger Karin Bentsen.

Struktur for håndteringen
På Learnmark Gymnasium har de desuden haft besøg af forskellige oplægsholdere, blandt andet psykologen Rikke Høgsted, der har specialiseret sig i belastningspsykologi. Og der har været en række efteruddannelseskurser for alle medarbejdere.

En stor del af arbejdet har været organisatorisk, blandt andet ved at lave procedurer for, hvordan og hvem der håndterer det, hvis man er udfordret.

“Jeg synes, at noget af det vigtigste har været, at processen har været gennemsyret af, at det er o.k., at man ikke ved, hvordan man skal løse problemer med nogle elever eller en klasse. Vi laver faktisk en organisatorisk plan for, hvordan vi kan løse det. Og det er altafgørende, at vi bakker hinanden op, når det er svært,” siger Sune Agger.

Processen har også gjort dem mere opmærksomme på netværk på skolen, fortæller Karin Bentsen.

“Nogle lærere har et godt netværk på skolen, som de sparrer meget med, men der er også nogle, der ikke har sådan et netværk. Derfor kan man som arbejdsplads ikke bare forvente, at det mere uformelle netværk klarer udfordringer. Det er vigtigt, at alle ved, hvem man kan snakke med, hvis man oplever udfordringer,” pointerer Karin Bentsen.

Rektor tilføjer:

“De uformelle netværk er jo mere kultur, men vi har forsøgt at opbygge en struktur. Det kan være godt at få talt en episode igennem med en kollega helt uformelt, men vi mener, at det også er vigtigt at have en form for systematik for, hvordan man håndterer sværere udfordringer, der ikke kan klares med en snak.”

Tavs viden
Ud over at gymnasieskolen har forandret sig, så mener Karin Bentsen også, at de seneste års skolepolitik har bidraget til, at flere lærere bliver mere påvirket af de høje følelsesmæssige krav.

“I kølvandet på OK 13 og de massive besparelser, som sektoren har været udsat for, så er det kollegiale samvær også blevet nedprioriteret. Jeg tror lidt, at klasse- og teammøder ofte er blevet set som en sur pligt, fordi man hellere ville nå at forberede sig. Vi har fået mere og mere travlt og er nok blevet lidt mere privatpraktiserende lærere. Men det er et kæmpe problem, hvis vi ikke længere prioriterer det kollegiale samarbejde og snakkene, hvor vi kan drage omsorg for hinanden,” siger Karin Bentsen.

“Konsekvensen kan være, at der er en masse tavs viden, som vi ikke længere deler med hinanden. Snakke om, hvad der er svært, sjovt eller udfordrende i lærerlivet. Det er uheldigt både for erfarne lærere, men også for helt nye lærere, som ikke får samme indblik i kollegers udfordringer og løsninger,” fortsætter hun.

Både hun og rektor synes, at lærerne har taget godt imod tiltaget.

“Jeg synes, at det har været en lærerig proces, hvor vi har drøftet mange problematikker, og hvordan vi vil løse dem. Og processen har øget bevidstheden om, at det er en fælles opgave at løse de udfordringer, som nogle lærere oplever indimellem,” siger Karin Bentsen.