Tekst_
Tina Rasmussen
Foto_
Carsten Bundgaard
Fokus: Arbejdsliv
Hvad giver arbejdsglæde? Hvad skaber frustrationer? Og hvad med fremtiden? Vi zoomer ind på gymnasielærernes arbejdsliv.
Hun holder meget af at formidle sine fag og se eleverne rykke sig. Men jobbet som gymnasielærer er også hårdt. Et stigende arbejdspres fik Trine Lund Petersen til at gå ned med stress. I dag har hun måttet skrue ned for ambitionerne.
Trine Lund Petersen kan ikke forestille sig at lave noget andet end at være gymnasielærer. Men det er samtidig hårdt og til tider frustrerende. Hun har oplevet et stort og stigende arbejdspres i de seneste 10 år – flere hold, flere elever, flere krav.
Hun underviser i biologi, kemi og bioteknologi på Sct. Knuds Gymnasium i Odense og har gjort det siden 2012.
”Der kommer hele tiden noget nyt. Så er der nye krav i læreplanerne. Så forlanger ministeriet, at undervisningsbeskrivelserne skal være mere detaljerede. Så skal man lige tænke et globalt perspektiv ind i undervisningen, fordi skolen er blevet en del af ‘Globale gymnasier’. Det hele tager tid,” siger Trine Lund Petersen.
Samtidig er antallet af beskeder fra elever på Lectio steget markant. Det tager også tid.
”En er utilfreds med en karakter. En vil bare fortælle, at hun skal til køretime i morgen. Og en vil gerne vende et gruppearbejde, der ikke har fungeret. De forventer et svar, og jeg synes også, at jeg skal svare dem. Da jeg begyndte som lærer, var der aldrig nogen elever, der skrev til mig.”
Elevernes forældre mailer også til hende. Deres beskeder handler typisk om studieture eller fravær, der skyldes noget særligt.
Når hun helt overordnet kigger på lærerjobbet, synes hun ikke, at krav og ressourcer hænger sammen.
”Det er umuligt at indfri alle krav på samme tid,” siger hun.
Filer på kvaliteten
I dag er Trine Lund Petersen på nedsat tid. Arbejdspresset blev for stort, og i 2018 gik hun ned med stress og var sygemeldt i to måneder. En medvirkende faktor var, at hun på det tidspunkt havde små børn.
Da hun kom tilbage, begyndte hun på 60 procent. Siden har hun hævet arbejdstiden år for år, så hun i dag er på 85 procent. Hun tvivler på, at hun kommer på fuldtid igen.
Om Trine Lund Petersen
- Underviser i kemi, biologi og bioteknologi på Sct. Knuds Gymnasium i Odense.
- Er arbejdsmiljørepræsentant.
- Har været på skolen siden 2012. Inden da var hun lærer på Hansenberg Tekniske Gymnasium i Kolding og ansat som forsker i en biotekvirksomhed.
”Når jeg tænker på de kommende år, tror jeg godt, at jeg kan holde til jobbet – men kun fordi jeg er på nedsat tid,” siger hun.
Hun vil have overskud til sin familie og til at dyrke fritidsinteresser. Hvis hun ikke var på deltid, ville hun være bange for at brænde ud igen.
Stress-sygemeldingen har betydet, at hun i dag ikke er helt den samme lærer som før. Tidligere ville hun gøre det hele så godt som muligt. I dag har hun skruet ned for ambitionerne.
”Jeg er blevet mindre idealist og mere realist. Jeg dur ikke til at undervise i det samme igen og igen, så jeg laver stadig nye opgaver, udvikler nye forsøg og afprøver nye bøger. Og jeg går aldrig ind til en time uden at have forberedt mig, det har jeg ikke psyken til. Men jeg er blevet bedre til at file lidt på kvaliteten og sige, at nu er det godt nok.”
Fagene giver arbejdsglæde
Arbejdsglæden mærker hun allerstærkest, når hendes elever er i gang med et forsøg i et af skolens laboratorier, og en faglig aha-oplevelse pludselig rammer en eller flere af dem.
”Det er en stor glæde, at jeg får lov til at beskæftige mig med mine fag hver eneste dag. Det er så fedt at formidle fagene til eleverne og opleve, at noget går op for dem, og at de rykker sig fagligt.”
Det motiverer hende også, at hun som gymnasielærer kan spille en rolle i elevernes liv generelt og gøre en forskel.
”Kontakten med eleverne betyder meget for mig. Der sker utroligt meget på de tre år. Det er fedt at se, hvordan de går fra at være store børn til fornuftige voksne.”
Også samspillet med kollegerne er med til at give arbejdsglæde.
”Det giver mig meget, at jeg trives med mine kolleger. Bøvler jeg med noget fagligt, ved jeg, at der altid er fagkolleger, der vil sparre med mig. Og der er altid spændende samtaler i gang på lærerværelset – det er jo en kæmpe vidensbank.”
Meget andet end klasseledelse
Det er ikke kun den stigende mængde arbejdsopgaver, der presser. Gymnasielærerjobbet er samtidig blevet langt mere komplekst. Hun mærker det især i forhold til relationsarbejdet, som kræver en helt anden indsats end for 10 år siden. Årsagen er, at elevgruppen har ændret sig.
Flere elever mistrives. Det kan for eksempel handle om faglige problemer, venindekonflikter eller skilsmisse og sygdom i familien. Gruppen af elever med deciderede diagnoser som adhd og angst er ligeledes vokset.
I hver af skolens klasser sidder der omkring fem-seks elever, der enten mistrives eller har en diagnose, vurderer Trine Lund Petersen.
På den ene side beskriver hun relationsarbejdet som vigtigt og meningsfuldt og helt afgørende for at få undervisningen til at fungere. På den anden side er det enormt hårdt og tidskrævende.
”Tidligere handlede det mest om klasseledelse – om at få skabt ro, fællesskab og et trygt læringsrum. I dag bruger jeg også rigtig meget tid på at se og møde den enkelte elev og hjælpe dem, der har udfordringer og særlige behov,” fortæller hun.
I dag bruger jeg rigtig meget tid på at se og møde den enkelte elev.
Nogle gange føler hun, at trivselsarbejdet stjæler for meget tid fra det faglige.
”Bliver de dygtigste elever altid udfordret nok fagligt? Det kan jeg godt være i tvivl om.”
Umulig opgave
Hun får jævnligt mails fra skolens studievejledere om elever, hun skal være særligt opmærksom på i sin undervisning.
”Elever med diagnoser, der skal have tingene på en helt bestemt måde, kan godt tappe mig for energi. Har jeg tre moduler i streg, er jeg helt blæst i hovedet bagefter.”
Nogle elever vil ikke tale om deres problemer, men vil bare gerne have, at hun ved, at de nogle gange har det svært. Andre er åbne og vil gerne snakke.
Af og til spotter Trine Lund Petersen selv en elev, som hun sender videre til studievejlederne. Er der behov for det, kan de sende eleven videre til psykologordningen, som de fynske gymnasier og hf-kurser er fælles om.
”Jeg vil rigtig gerne hjælpe eleverne, men jeg er jo ikke terapeut.”
Hun synes, at antallet af unge, der har brug for noget særligt, kan være overvældende, og hun føler ofte, at hun står midt i et virvar af krav og er sat på en umulig opgave.
”Når man som lærer skal løse for mange opgaver på én gang, kan man godt få følelsen af, at man svigter sine elever. Nogle gange fagligt, andre gange trivselsmæssigt,” siger Trine Lund Petersen.
Copyright Gymnasieskolen 2024
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode