Ungesynet i gymnasieskolen mangler en pædagogisk opgradering
I dagtilbuds- og folkeskoleregi taler man ofte om et børnesyn, der skal være i orden, når man arbejder med små mennesker. Man taler om, at børn der kan opføre sig ordentligt gør det. Man interesserer sig for, hvad der ligger bag en adfærd, når et barn reagerer på en måde, der fremstår uhensigtsmæssig for omgivelserne og antager at barnet, om end på en uhensigtsmæssig måde, er i gang med at kommunikere et budskab, der er værd at tage alvorligt.
Man forsøger altså at lægge den moralske bedømmelse af en adfærd fra sig derhjemme med det formål at kunne agere som en professionel voksen, der er nysgerrig på at hjælpe i stedet for at fordømme. Gør vi også det i tilstrækkelig grad i gymnasiet, eller har vi mon noget at lære fra vores ”kolleger” i folkeskolen og daginstitutionerne? Min oplevelse er, at det ungesyn vi stadig i ret udbredt grad arbejder ud fra i gymnasiet godt kunne trænge til en opgradering.
Gymnasiet har ændret sig markant henover de seneste 15-20 år. Jeg blev selv student i 2005, og der er ingen tvivl om, hos mig, at der er ret stor forskel på det gymnasium, jeg selv blev student fra – og så det gymnasium, jeg underviser i i dag. Det er på godt og ondt.
Eleverne er for nogens vedkommende de samme, men for manges vedkommende er de også nogle helt andre. De kommer, som bekendt, med et langt mere varieret fagligt udgangspunkt, ligesom deres forståelse af det at gå i skole eller i gymnasiet nok også må siges at være udtryk for en noget mere bred fortolkning. Det kan man mene om, hvad man vil, og det er der da også mange, der gør. Jeg mener bare ikke, at en personlig holdning til, hvem der bør gå i gymnasiet, fritager os som undervisere fra at tage ansvar for dem, der rent faktisk går i vores klasser, som det ser ud i dag.
Mange af os er fortsat farvet af et gymnasialt ungesyn, der egentlig hører en anden tid til.
Jeg har for nylig læst i Altinget, at næsten tre ud af fire elever, eller 72,9 % af en ungdomsårgang, har søgt ind på gymnasiet i år. Det vil altså sige, til nok ikke ret mange gymnasielæreres overraskelse, at vi har at gøre med en meget stor diversitet i den elevgruppe, vi arbejder med til daglig. Derfor skal vi som undervisere kunne skabe et læringsmiljø, der kan rumme den diversitet på en god og hensigtsmæssig måde, selvom det kan være brandsvært. Det betyder dels, at vores evne til faglig og didaktisk differentiering kommer til at spille en ret afgørende rolle, men også den pædagogiske del af tjansen som underviser bliver, i mine øjne, langt mere aktuel og nødvendig. Uanset om man bryder sig om det eller ej.
Spørgsmålet er, om vi som gymnasielærere er klædt ordentligt på til særligt den pædagogiske del af opgaven, og om vi som faggruppe er villige til at påtage os den? Særligt bliver det et svært spørgsmål at besvare, når læringsmiljøet samtidig skal være et, der også kan imødekomme de faglige mål i læreplanerne, der fortsat, i ret høj grad, bærer et meget akademisk præg. Det er et paradoks og noget, jeg forestiller mig, at der er andre end mig, der kæmper med i dagligdagen.
Jeg tog pædagogikum i skoleåret 2017/18 og føler mig grundlæggende godt klædt på både fagligt og didaktisk til mit job. Men jeg må indrømme, at selvom jeg egentlig elskede både den teoretiske og praktiske del af pædagogikum, så oplever jeg ikke, at indholdet var rettet mod den store diversitet i elevgruppen, vi har at gøre med i dag. Trods det at jeg forsøger at holde mig opdateret, føler jeg, at jeg rent pædagogisk mangler en mere teoretisk og velfunderet ramme at hente mine handlemuligheder fra. Min egen mavefornemmelse er desværre ikke altid nok.
Jeg skal altså være den først til at indrømme, at jeg undertiden kommer til kort i forsøget på at skabe trivsel og faglig udvikling for så bred en målgruppe. Jeg kan også stadig indimellem falde i den moralske grøft og blive overvældet på en måde, der gør, at jeg kan have svært ved at bevare nysgerrigheden og den konstruktive tilgang i forhold til en elevs adfærd. Det sidder simpelthen ikke nok på rygraden hos mig, hvordan jeg griber en så bred målgruppe an pædagogisk. Jeg oplever det dog, hver gang jeg mere eller mindre bevidst mentalt får dømt en elev ude, som en form for falliterklæring hos mig selv som underviser, som jeg på ingen måde ønsker.
Jeg tænker, at mange af os fortsat er farvet af et gymnasialt ungesyn, der egentlig hører en anden tid til, hvor de krav og forventninger man kunne have til elevgruppen var nogle andre. Jeg forestiller mig derfor også, at mange af os kunne have god gavn af en langt større pædagogisk værktøjskasse, der tog udgangspunkt i en tillid til, at vores elever grundlæggende gør det så godt, som de nu engang kan med de forudsætninger, de hver især kommer med.
Jeg tror, at det er væsentligt at forstå om vores gymnasium af i dag, at de udfordringer og problemer der er, ikke nødvendigvis bor i eleverne, men måske snarere i de forventninger vi som undervisere, skoler og ministerium har til eleverne, som for manges vedkommende må være afsindigt svære at leve op til, især taget den bredde målgruppe og de meget abstrakte faglige mål i betragtning.
En bred pædagogisk opgradering ville derfor i mine øjne give rigtig god mening.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode