Det gør mig ked af det, at jeg ikke stoler på mine elever
Forleden gav jeg mine 1.g’ere danskafleveringer tilbage – desværre for fleres vedkommende indeholdende kommentarer som: ”Hmmm… for at være helt ærlig, så kommer jeg i tvivl, om det rent faktisk er dig, der har formuleret det her”, ”Er det her et ord, du ofte bruger?” eller ”Jeg kan ikke gennemskue, om afleveringen er selvstændigt arbejde, eller om du har fået en eller anden form for hjælp?”. Kommentarer, jeg havde skrevet, fordi jeg flere gange, mens jeg rettede og gav feedback, kom i tvivl om, hvorvidt det afleverede var formuleret af eleven selv eller af ChatGPT. Jeg har endnu ikke haft mine 1.g’ere længe nok til at kende deres skriftlige stil eller niveau. Derfor burde jeg måske have ladet tvivlen komme dem til gode. Jeg ved ikke, om det var det rigtige at konfrontere dem direkte med min mistanke. Og i det hele taget ved jeg faktisk ikke, hvordan jeg skal håndtere de udfordringer, AI giver mig i forhold til at vurdere selvstændigheden og ægtheden i de skriftlige produkter, mine elever afleverer til mig.
Jeg er også fransklærer, og i sprogfagene har vi i årevis efter bedste evne forsøgt at håndtere de muligheder for hjælp eller snyd, eleverne har kunnet benytte ved de skriftlige afleveringer. Det er jo heller ikke sådan, at der ikke også tidligere har været muligheder for at snyde i dansk og alle mulige andre fag. Men det har været nemmere at opdage snyderiet. Alt det ved både I og jeg jo godt. Og efter godt et år med ChatGPT ved vi jo også alle, at vores underviservirkelighed har forandret sig. Alligevel vælger jeg at skrive dette indlæg. Af flere grunde.
En grund er, at jeg først forleden for alvor blev ramt af, hvor fuldstændig forandrende de nye muligheder for at bruge AI til at producere skriftligt arbejde er. Indtil nu har det af en eller anden grund fyldt mindre i min bevidsthed. Naivt? ja, uden tvivl, men sådan har det forholdt sig, og jeg er næppe den eneste, der rammes lidt sent af virkeligheden. Men ramt blev jeg. Og ramt er jeg. For første gang i mange år føler jeg mig i den grad på gyngende grund som underviser. Jeg har været lærer på stx og hf siden 2005, og der skal efterhånden en del til at ryste mig, men efter lektionen forleden, hvor mine elever fik afleveringer tilbage, var jeg træt, rundt på gulvet, ked af det, men først og fremmest var jeg bare virkelig meget i tvivl. I tvivl om, hvad jeg skal stille op fremover. I tvivl om, hvorvidt jeg havde ødelagt noget i relationen mellem mig og mine elever. I tvivl om, hvorvidt jeg havde grebet situationen rigtigt an.
Og hvordan greb jeg den så an? Ud over at skrive direkte til nogle elever om mine mistanker brugte jeg tid på at tale med hele klassen om, at jeg havde nogle af dem mistænkt for at have brugt ChatGPT. Jeg sagde til dem, at AI jo er en præmis, vi som undervisere og elever sammen bliver nødt til at forholde os til. De fik at vide, at jeg i udgangspunktet ikke regnede med, at de snød, men at jeg omvendt nok også var naiv, hvis jeg troede, at snyd ikke kunne finde sted i deres klasse. Endelig fortalte jeg dem, at jeg virkelig ikke håbede, at min mistanke ødelagde relationen mellem dem og mig, og at jeg var meget i tvivl om, hvorvidt min måde at håndtere udfordringen på var den rigtige. Med ærlighed kommer man længst, var vel mit håb… Men om det er rigtigt i dette tilfælde, ved jeg faktisk ikke. De elever, der havde fået en kommentar om muligt snyd, kom alle forbi mig og fortalte, hvordan de havde skrevet afleveringen. Nogle af dem havde hentet hjælp på nettet uden at angive kilder. Andre kunne vise, at den måde, de skrev på, vitterlig var et udtryk for deres stil og niveau, mens de sidste kom med forskellige (sø)forklaringer på, hvordan resultatet var blevet, som det var. Det var fine snakke, som gjorde mig klogere på dem og deres formåen. Desværre var det også snakke, som ikke fuldstændig fjernede den mistanke, jeg havde givet udtryk for. Men det var tydeligvis meget vigtigt for dem, at jeg kunne stole på dem. Og jeg vil virkelig allerhelst stole på dem og opbygge en god og tillidsfuld relation til dem. Derfor kommer jeg nok også fremadrettet til at anvende den strategi, der handler om at være helt ærlig, løbende tage dialogen med mine elever og lade dem vide, at også jeg som lærer er ret meget på herrens mark i forhold til AI. Det leder mig frem til en anden grund til, at jeg skriver dette blogindlæg.
Med en urimeligt nølende minister er vores eneste handlemuligheder nu og her at dele frustrationer, erfaringer og gode idéer med hinanden, tale åbent med vores elever om AI og presse på for at finde lokale løsninger.
Forleden læste jeg et debatindlæg fra en af mine retorikelever. Han skrev om ChatGPT, og hans hovedpointe var, at eleverne alt for længe har været overladt til sig selv i forhold til brugen af ChatGPT. Selv havde han ret hurtigt efter ChatGPT’s fremkomst produceret de første afleveringer med dens hjælp. Afleveringer, som ikke var blevet ret gode, og som han havde lært meget lidt af at lave. Han ville ønske, at vi som lærere havde taget snakken med ham og skolens øvrige elever langt, langt tidligere. Også selv om vi selv var usikre på, hvad ChatGPT kunne bruges til. Undersøgelser viser desværre, at hans kritik ikke er helt uberettiget. Mange af os vægrer os stadig ved at undersøge, hvad ChatGPT er og kan. Dermed får vi sværere ved at hjælpe vores elever i forhold til deres brug eller ikke-brug af ChatGPT, ligesom vi får sværere ved at gennemskue, hvornår eleverne har arbejdet tilstrækkeligt selvstændigt.
Der er ikke noget mærkeligt i, at vi er usikre og afventende, men vi er desværre i en situation, hvor vi tilsyneladende kan komme til at vente længe endnu, for vores minister afviser igen og igen hurtige løsninger. Han vil, jævnfør en artikel i Gymnasieskolen for nylig, ”bruge god tid på at tænke, før han handler”. Det lyder jo rigtig flot. Desværre matcher det udsagn helt utrolig dårligt vores behov for handling nu og her. Det går ud over vores elever, og det går ud over os, at der ikke for længst er sket noget på det her område. Det kan jo umiddelbart virke fornuftigt ikke at gennemføre forhastede og potentielt forkerte løsninger i forhold til såvel eksaminer som daglig undervisning. Samtidig er vi imidlertid også et så sårbart sted lige nu, at enhver løsning næsten ville være at foretrække frem for ingenting. Som minimum kunne man i hvert fald fra regeringens side forholde sig til det massive behov for kompetenceudvikling, der er opstået i kølvandet på ChatGPT og anden generativ AI’s fremkomst.
Jeg ved stadig ikke, hvad den rigtige måde at håndtere AI i forhold til min undervisning er. Jeg ved, at jeg også fremover kommer til at være både ked af det, frustreret og i tvivl. Men lige nu virker det som den bedste strategi for mig at spille med åbne kort og dele min tvivl, mine frustrationer og min uformåen på det her område – både med mine elever, med mine kolleger og med min ledelse. GL presser på for at få en løsning, og det skal vi blive ved med. Men med en urimeligt nølende minister er vores eneste handlemuligheder nu og her at dele frustrationer, erfaringer og gode idéer med hinanden, tale åbent med vores elever om AI og presse på for at finde lokale løsninger.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode