Tænk utraditionelt og brug jeres stedbundne kvaliteter!
VUC-sektoren oplever i disse år nedgang i antallet af elever/kursister i særdeleshed på vores enkeltfagstilbud. Hvad gør man så for at rekruttere nye elever/kursister så aktiviteten kan bevares på skolerne?
På Thy-Mors HF & VUC har vi også denne udfordring, og vi har forsøgt at gå nye veje.
Vi udarbejdede en ansøgning til Region Nordjyllands Uddannelsespulje 2020, hvor vi introducerede en ny HF-linje som vi kalder HF-Imagine.
Vi bosætter vores elever i Thy og betoner naturen og de mange skæve og kreative hjerner, som findes i lokalområdet som aktiver for den nye linje. Samtidig skaber vi et fællesskab for elever, som også udenfor skoletiden giver dem fælles aktiviteter og ligesindede at nyde fritiden sammen med. Fokuspunkterne for HF-Imagine er bæredygtighed, klima, kreativitet og naturforståelse. Disse emner søger vi i stor udstrækning at inddrage i den daglige undervisning og toningen heraf.
Vi vil gerne bryde med klassisk skoletankegang og forsøge at integrere de stedbundne kvaliteter i elevernes hverdag. Vi håber på at kunne åbne vores elevers øjne for Thy som egn og måske skabe en interesse for en mere permanent bosætning i området.
Ansøgningen blev imødekommet af Region Nordjylland.
Resten er historie!
På Thy-Mors HF & VUC har vi i samarbejde med Region Nordjylland udviklet et bæredygtigt uddannelsestilbud, som udnytter netop vores stedbundne kvaliteter og ressourcer.
Hvad kan andre uddannelsesinstitutioner lære af projektet?
- udnyt de stedbundne kvaliteter, som er til stede i jeres lokalområde.
- etabler interesse for jeres projekt i jeres lokalområde. Vores erfaring er, at det er nemt at engagere de lokale ildsjæle og kreative mennesker.
- det er nødvendigt for at rekruttere elever, at man tilrettelægger aktiviteter udenfor skoletiden, og derfor skal man være opmærksom på at ofre ressourcer på dette.
- for at berolige forældrene skal der etableres et støtteapparat, som elever og forældre er trygge ved, og som holder hånden under eleverne, når de af forskellige årsager har det svært. Der skal afsættes vejlederressourcer, SPS skal integreres i elevernes hverdag med faste SPS-lærere, og linjeaktiviteter skal arrangeres af faste aktivitetsmedarbejdere.
- det er nødvendigt at skabe et ejerskab hos institutionens medarbejdere, så de er med på at eksperimentere med undervisningen både i form af indhold, pædagogik, didaktik og lokation for undervisningen.
- Endeligt er det nødvendigt at træffe nogle klare valg omkring markedsføring. I vores tilfælde har sociale medier været vejen til succes. Her er det vigtigt, at man har de rette kompetencer tilgængeligt.
På Thy-Mors HF & VUC har vi i samarbejde med Region Nordjylland udviklet et bæredygtigt uddannelsestilbud, som udnytter netop vores stedbundne kvaliteter og ressourcer.
Det kan man også gøre andre steder i Danmark, men det er hårdt arbejde!
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode