YES! Så kom Australien på skemaet, og det er jo bare dejligt, for mange af vores elever og kursister har lyst til at vide meget mere om Australien. Og nogle rejser derned efter gymnasiet.
Bogens omdrejningspunkt er dens tre temaer: 1) Nature’s Gift (om Australiens ekstreme natur og klima og australiernes forhold hertil); 2) The Past is Not Past (Australiens historie); og 3) One and Free? (om identitet og race).
Bogen retter sig imod både engelsk A og engelsk B, og den indeholder tekster inden for både fiktion (herunder novelle og graphic novel) og non-fiktion (herunder rejsebeskrivelse, opinion article og memoirer). Det er fint med genrespredning, så man som underviser husker at komme forbi dem alle sammen i undervisningen.
Forfatternes engelsksprogede tekst fortæller på interessant vis om de mange aspekter ved Australiens kolonisering og har korte nedslag i historiske emner, også nyere, for eksempel kvinders emancipation, immigration og klimakrise.
Bogen er omfangsrig (200 sider) og er rar at læse i: Den er velskrevet og har et behageligt layout. Disse forhold betyder meget for læsevenligheden, og om man vil arbejde med materialet. Jeg kan lide de fleste af originalteksterne, ikke mindst kvinden Robyn Davidsons biografiske ”Tracks” med fokus på rejse, land og natur. Kapitel 2 om blandt andet den oprindelige befolkning og dens spændende kultur er vigtigt, herunder viden om forbrydelserne begået imod aboriginerne i form af digtet ”Took the Children Away”.
Der er mange fine opgaver til teksterne, som læreren kan plukke i. Alt i alt vellavet materiale, fint ordforråd og spændende emner. Kapitel 3 engagerer mig ikke lige så meget som de to første. Jeg kunne godt have tænkt mig stof om ungdomskultur og storbyliv: Hvordan er det for vor tids australiere at bo i Sydney? – og få indsigt i deres daglige livsverden og udfordringer – for eksempel en universitetsstuderende, iværksætter, forretningsmand, kunstner eller politibetjent.
Alt i alt gives fem stjerner ud af seks for en fortrinlig bog.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode