Gensidig dannelse og inspiration i udvekslingsbesøg

Når taiwanerne lørdag går til valg, handler det under overfladen om meget mere end præsidentposten og de 113 pladser i parlamentet på øen med næsten 24 millioner indbyggere i det Kinesiske Hav.

Resultatet, vurderer eksperter og analytikere, kan få betydning for en eventuel eskalering – eller deeskalering af den velkendte konflikt mellem Taiwan og Kina. Det handler om Taiwans fremtid som selvstændig nation. Og dermed om, hvad det er for et samfund, landets ungdom kommer til at overtage.

Faktisk er det heller ikke helt ligegyldigt for os her i Europa og Danmark. Hvad mange måske ikke er klar over, produceres en meget stor del af de mikrochips, som efterhånden er rygraden i al den teknik, der styrer vores liv og moderne digitale samfund, i Taiwan, som i øvrigt helt officielt lyder navnet Republikken Kina. Vi er med andre ord afhængige af den bjergrige ø, kun en smule større end Jylland, 9054 kilometer fra Danmark.

Netop ekspertisen i og produktionen af mikrochips er – selvfølgelig sammen med de historiske og politiske årsager – en medvirkende årsag til, at storebror på fastlandet – Den Kinesiske Folkerepublik – meget gerne vil ”genforenes” med Taiwan. I udråbstegn fordi der reelt vil være tale om en annektering. I værste fald en militær invasion. Altså krig.

Så mens de danske gymnasieelever og andre danske unge i stigende grad oplever mistrivsel på grund af sociale medier og præstationskrav, lever de taiwanske unge med en evig krigsskygge over sig. Det vender vi tilbage til.

Dannelsens element
Troels Kjems Petersen underviser i kinesisk og historie på Køge Handelsskole (hhx) og er desuden fagredaktør på og medforfatter til lærebogen ”Taiwan – politik, historie og samfund”, der udkom sidste år. I september havde han sine elever med på studietur til Taiwan. Tidligere er studieturene gået til Kina, men efter Covid-19 og på grund af det generelle politiske klima er Taiwan blevet tiltagende populært som studierejse- og udvekslingsmål, bekræfter Heather Su, som er leder af Taiwan International Youth Exchange Association – og tilføjer i samme ombæring, at flere taiwanske gymnasier savner en dansk partner.

Troels Kjems Petersen oplevede selv en større end forventet forskel på Kina og Taiwan.

”Jeg oplevede en skolekultur i Taiwan, der var mere åbensindet end i Kina, og hvor lærerne var åbne for at snakke med os om, at de har mange af de samme problemstillinger, som vi har i Danmark – for eksempel brugen af mobiltelefoner i undervisningen. Der også mere åbenhed over for diskussion og debat af politiske emner i taiwanske skoler, da Taiwan er et demokratisk land, hvilket også gør udveksling lettere. Strukturen er dog stadig mere hierarkisk end i Danmark, og de fokuserer mere på resultater, end vi gør,”” fortæller han.

Lærer i Taiwan

Lærerne i Taiwan har relativt gode forhold. Generelt nyder de stor respekt i befolkningen, og jobbet anses for attraktivt og er forbundet med høj status – således er det svært at komme ind på læreruddannelserne, og efter selve uddannelsen, der varer fire år, og et halvt års pædagogikum følger en årrække som en slags assisterende lærer. De fleste får derfor først deres formelle godkendelse som lærer, når de er 31-32 år.

Den høje status afspejles dog ikke på samme måde i lønnen, som er gennemsnitlig efter taiwansk standard.

”Men det, der tiltrækker mange, er muligheden for at dyrke et eller flere fag, samværet med børn og unge og se dem udvikle sig og så muligheden for at leve et godt liv ved siden af,” fortæller Ya-Huei Shih, rektor på den velansete Yanping High School midt i hovedstaden Taipei, tidligere forperson for skolelederne og nu sideløbende konsulent i landets undervisningsministerium.

”Der er ingen tvivl om, at man som lærer er under pres. Især forældrene har høje forventninger, selv om vi slet ikke er i nærheden af for eksempel Sydkorea, hvad det angår. Men jeg synes, vi befinder os i en god cyklus. Lærerne har et godt rygte i samfundet, og der er en udbredt forståelse hos både ledere og myndigheder for, at glade lærere giver dygtige og glade elever og studerende,” siger hun.

En taiwansk gymnasielærer har som udgangspunkt 16 ugentlige undervisningstimer. Mange har dog færre på grund af funktioner som klasselærer, studievejleder, koordinator eller andre opgaver. Der er typisk 28-35 elever i klasserne.

Den officielle pensionsalder er netop blevet hævet til 65 år, men den reelle gennemsnitlige pensionsalder blandt lærere skønnes i øjeblikket at være under 60 år.

Sektoren har imidlertid ifølge Ya-Huei Shih et efteruddannelsesproblem i forhold til kunstig intelligens og generel digitalisering.

Køge Handelsskole har nu etableret et partnerskab med Feng Shan High School i storbyen Kaohsiung på sydkysten. Set fra danskernes synspunkt vil han betegne den første tur som en succes både for lærere og elever.

”Som kinesisklærer fik jeg en dybere indsigt i taiwanske skoler, som jeg kan bruge i min undervisning fremover. Men det var også fedt at se, hvor meget det rykkede eleverne sprogligt og socialt. Og ikke mindst se deres refleksion over at opleve noget helt andet. Det er en gave, man ikke kan give i klassen i det daglige. Eleverne har fået nye venner og ny viden. Det er dannelse, og det er jo meningen med studieture,” siger Troels Kjems Petersen, der efterfølgende i sin historie- og kinesiskundervisning blandt andet har oplevet eleverne selv lave kobling mellem Taiwan-Kina konflikten og Israel-Palæstina konflikten og andre komplekse problemstillinger – ligesom de også har fået en selverkendelse af, at vi har det med at anskue verden fra et meget eurocentrisk udgangspunkt i Danmark.

Manglende motivation
På Feng Shan High School er de også meget glade for partnerskabet og den første udveksling med Køge Handelsskole. Planen og håbet er, at de taiwanske elever og deres lærere skal på genvisit i Danmark i løbet af i år, fortæller Trista Su, der er en slags ledende studievejleder og koordinator for skolens udvekslingsprogrammer. Hidtil har de mest været med japanske og koreanske skoler, så den danske tilføjelse har givet en ny dimension, lyder det fra både lærere og elever, da Gymnasieskolen under et besøg i Taiwan i anden anledning har lagt vejen forbi skolen, der i dansk kontekst svarer til en blanding af et erhvervsgymnasium og en EUD-skole.

”Danske elever er meget aktive og åbne og taler meget mere i undervisningen end her i Taiwan, hvor meget i forhold til curriculum stadig handler om reproduktion, og meget er multiple choice-baseret. Vores elever udstråler slet ikke så meget selvtillid og siger kun noget, hvis de er 100 procent sikre på, at det er korrekt. Og her bruger vi kun mobiltelefoner eller computere i timerne, hvis undervisningen helt konkret omhandler det – blandt andet fordi vi er en skole med alle sociale segmenter, så vi kan ikke forvente, at alle har den nødvendige teknologi med hjemmefra,” svarer engelsklæreren Lin på spørgsmålet om, hvad de største forskelle er på danske og taiwanske elever.

Selv om Taiwan er moderne og relativt rigt og på mange måder minder om et europæisk socialliberalt samfund med udbredt lighed, er nogle familier stadig afhængige af, at børn, når de når gymnasiealderen, hjælper økonomisk til for eksempel ved at arbejde i familiens butik i fritiden. Den store udfordring er derfor ifølge lærerne ofte at motivere eleverne til at engagere sig i de fag, de ikke umiddelbart kan se behovet for. Herunder faktisk engelsk, som i denne del af verden ikke fylder helt så meget som i vores. Eleverne i Taiwan vil typisk hellere lære japansk eller koreansk. Oveni har tiden efter Covid-19, hvor al undervisning foregik online, ikke været let. Eleverne sakkede i stort omfang bagud og har svært ved at indhente det forsømte. I det hele taget har mange svært ved at fokusere, lyder det.

”Det, og så den manglende motivation, er et stort problem. Mange elever er ikke rigtig bevidste om, hvorfor de skal lære. I den henseende har mødet med de danske elever været virkelig godt og åbnet deres øjne for andre kulturer. De har skabt nye relationer, og så tror jeg, det har været meget inspirerende at se, hvor initiativrige og uafhængige danske gymnasieelever er,” siger Jimmy Chen, som ligeledes er engelsklærer – og tilføjer, at i forhold til sprog, var de taiwanske unge imponerede over danskernes engelskkundskaber og ikke mindst Troels Kjems Petersens beherskelse af kinesisk.

Truslen som usynlig følgesvend
17-årige Tseng er en af de taiwanske elever, der deltog i udvekslingsprogrammet med de danske elever fra Køge Handelsskole. For hende var det en speciel oplevelse, fordi hun aldrig før havde mødt fremmede på sin egen alder. Dels var det en god anledning til at få øvet engelskkundskaberne, dels fik hun nogle nye venner, som hun håber at besøge i Danmark. Desuden var det lærerigt at drøfte både ligheder og forskelle mellem taiwanske og danske unge, fortæller hun. Den største forskel er hun ikke i tvivl om:

”Festerne. Vi har ingen!” siger hun og giver lidt udtryk for både en for- og beundring af den danske fest- og alkoholkultur, som fylder en del i både de danske unges beretninger og på deres sociale medier.

”Det virker også, som om der er en anderledes dialog mellem lærere og elever. Det er ikke en kritik af vores lærere, for jeg kan godt lide dem og har stor respekt for dem. Det handler nok om, at vi som elever her er mere generte og ikke er vant til samme åbenhed. Det er noget, der har gjort stort indtryk på os alle sammen. Både lærere og elever.

Som nævnt i indledningen er der dog en anden stor forskel på at være ung i Danmark og Taiwan: Den evige trussel om krig eller i hvert fald en eller anden form for invasion fra fastlands-Kinas side. Hvordan håndterer de unge at leve med det åg?

”Vi prøver at lade være med at tænke for meget over det. Selvfølgelig ved vi, der er en risiko, men de fleste af os tror nok ikke for alvor på, at det ender i krig,” svarer Tseng.

Hendes lærer Jimmy Chen nikker med en alvorlig mine.

”De fleste her – i hvert fald de unge – har jo aldrig oplevet andet end den nuværende situation. Jeg tror ikke, vi opfatter det på samme måde som europæerne og amerikanerne, som også på grund af krigen i Ukraine kigger med bange anelser på os. Men måske lukker vi som mennesker bare øjnene for faren, fordi man ikke kan leve i evig frygt. Mange – også jeg – har svært ved at forestille sig, at det ender i væbnet konflikt, fordi der er masser af økonomiske, personlige og familiære forbindelser, som jo hænger sammen med den fælles fortid.”

Måske bliver vi en smule klogere allerede i den kommende uge, når resultatet af morgendagens præsident- og parlamentsvalg foreligger, og Kinas præsident Xi Jinping eventuelt vil kommentere udfaldet. Eller ikke vil; det kan jo også være et signal.

Det er ifølge udenrigspolitiske kommentatorer og militæranalytikere kun et spørgsmål om tid, før fastlands-Kina tager skridtet over Taiwan-strædet. Udfaldet af lørdagens valg anses af mange som en indikator for graden af eskalering af konflikten i nærmeste fremtid. Favoritten, den nuværende vicepræsident William Lai fra DPP, det Demokratiske Progressive Parti, står nemlig for en Kinaskeptisk linje.

Således vil Beijing foretrække Lai’s rival Hou Yu-ih fra partiet Kuomintang, KMT, hvilket umiddelbart kan synes spøjst, da historisk interesserede vil vide, at det netop var Kuomintang og Chiang Kai Chek, der oprindeligt sad på magten i Kina og måtte flygte til Taiwan efter en blodig borgerkrig på fastlandet.

Rationalet bag dette er imidlertid, at Kuomintang i dag står for en mere pragmatisk linje og vil undgå væbnet konfrontation med Kina gennem øget kulturelt, politisk og økonomisk samarbejde. Kritikerne frygter imidlertid, at Taiwan på den måde vil ende som Hong Kong og ophøre med at være et frit, demokratisk samfund.