Tekst_
Johan Rasmussen
Foto_
Shutterstock
Den mundtlige eksamen i SRP er med til at gøre eksamensperioden på gymnasierne presset. En del lærere giver udtryk for, at der ikke er afsat nok tid til at forberede SRP-eksamen, og flere giver udtryk for, at eksamensformen er med til at skævbelaste arbejdet, viser en undersøgelse fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).
Nu er Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) under Børne- og Undervisningsministeriet i gang med at se på, om det vil være en god idé at flytte den største skriftlige opgave i gymnasiet, Studieretningsprojektet, så skriveperioden ligger i november/december og den mundtlige prøve i vinterterminen.
“Hensigten med ændringen er blandt andet at lette det administrative pres i sommerterminen, idet der flyttes en prøve væk herfra, og samtidig vil det formentlig også kunne frigive censorressourcer i sommerterminen,” skriver STUK i en mail til Gymnasieskolen.
Næstformand, GL
“Det kræver, at lærere har undervisningsfri”
STUK havde i slutningen af sidste år en indledende dialog med GL, Danske Gymnasier og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) om idéen. Og STUK skriver, at der skal være yderligere dialog med sektoren om fordele og ulemper. Med andre ord er der ikke taget nogen beslutning om at flytte SRP.
I GL mener næstformand Anders Frikke, at det først og fremmest er meget positivt, at Børne- og Undervisningsministeriet indleder en dialog med sektoren om at lette noget af arbejdspresset i eksamensperioden på gymnasierne.
“Hvis det bliver planlagt fornuftigt og godt, vil det være i lærernes interesse at få fordelt eksamensbelastningen og arbejdsopgaverne mere jævnt hen over året. Men det kræver, at lærerne har undervisningsfri, og at der afsættes tid til, at lærerne kan forberede og afholde eksamen i SRP,” siger Anders Frikke.
Problemet er, at i sommerterminen er der for mange lærere, som ikke kan få det til at hænge sammen.
Med den nye gymnasiereform fra 2017 blev der indført en ekstra eksamen, og eleverne skal nu op i mindst 10 prøver til en studentereksamen. Den ene prøve er det mundtlige forsvar af SRP. Den prøveform har vist sig at være en forholdsvis stor arbejdsbelastning for lærerne og gør eksamensperioden yderligere presset.
“Problemet er, at i sommerterminen er der for mange lærere, som ikke kan få det til at hænge sammen. Læsning, forberedelse og forsamtaler til SRP ligger i mange tilfælde samtidig med undervisning af 1. og 2 g’ere,” siger Anders Frikke, som derfor er glad for, at ministeriet forholder sig til arbejdspresset.
“Problemet er, at det også kan være svært at skaffe censorer nok. Mange lærere ønsker ikke at være skriftlig censor, fordi de ikke ved, hvor belastede de bliver i eksamensperioden. En vintereksamen i SRP kunne måske også hjælpe på det,” siger Anders Frikke.
Elever: Eksamenspres skylder ikke SRP
Eleverne er dog ikke varme på idéen med SRP om vinteren.
“Eleverne sætter pris på, at de har et langt og grundigt forløb til at arbejde med SRP. Hvis skriveperioden skal ligge allerede i december, skal man forholde sig til SRP i begyndelsen af skoleåret,” siger Asger Kjær Sørensen.
Det kan ifølge ham betyde, at det er svært at skrive i fag på C-niveau, som introduceres i 3. g, og at eleverne kun har haft et B-niveau-fag i lidt over et år, før processen med at vælge fag, emner og idéer, til SRP’en begynder.
Asger Kjær Sørensen peger også på, at eksamenspresset på eleverne ikke i så høj grad skyldes den mundtlige eksamen i SRP.
“Det er i højere grad de fag, som bliver trukket ud til mundtlig eksamen, som især kræver tid til forberedelse,” siger han.
Vi tror, at mundtlig eksamen i SRP i januar vil gå for meget ud over undervisningen på gymnasierne.
Rektorer ikke lune på vintereksamen
I rektorernes forening Danske Gymnasier er der heller ikke opbakning til idéeen.
Formand, Danske Gymnasier.
“Vi tror, at mundtlig eksamen i SRP i januar vil gå for meget ud over undervisningen på gymnasierne. Vi kan ikke have undervisning og eksamen samtidig. Vi mangler i hvert fald at se et regnestykke for, at det kan lade sig gøre, uden at det går for meget ud over undervisningen,” siger Henrik Nevers, som henviser til, at over halvdelen af lærerne er eksaminator eller censor på SRP, og at det derfor bliver næsten umuligt at planlægge eksamen, uden det går ud over undervisningen for 1. og 2. g’erne.
“Vi kan ikke skubbe den undervisning til eksamensperioden om sommeren. Det viste erfaringerne fra coronaperioden,” siger Henrik Nevers.
Han mener dog alligevel, det er nødvendigt at tale om eksamensplanlægningen og eksamenspresset.
“Det er nødvendigt at kigge på hele eksamensperioden, og hvordan den bliver planlagt. Vi hører, at nogle skoler er meget belastede i eksamensperioden, mens andre næsten ikke får udtrukket censorer. Vi skal have en mere jævn belastning,” siger Henrik Nevers og peger pilen mod Børne- og Undervisningsministeriet.
“Der er behov for at skrue på algoritmerne, som laver udtræk til eksamen. Vi ser også eksempler på, at lærere bliver sendt ud til eksamen i et fag, hvor kun tre elever skal op. Jeg tror, vi kan udjævne eksamensbelastningen ved at justere på nogle ting strukturelt,” siger Henrik Nevers.
GL: Placer forsamtaler på eksamensdagen
Anders Frikke mener heller ikke, at SRP som vintereksamen er en snuptagsløsning, der med et fjerner alle problemer med eksamensbelastning.
“Det kan være en mulighed, men det kræver, at vintereksamen bliver planlagt rigtigt godt ude på skolerne. Og der vil også være en udfordring med at vælge at skrive i C-niveau-fag,” siger han.
GL har over for Børne- og Undervisningsministeriet foreslået, at den obligatoriske forsamtale mellem eksaminator og censor kan afvikles på selve eksamensdagen. Samtidig mener GL, at en censor maksimalt må have ni SRP’er på en prøvedag.
STUK skriver i mailen til Gymnasieskolen, at en ændring af skriveperioden og placeringen af den mundtlige SRP-prøve vil kræve en ændring af SRP-læreplanen.
“I så fald vil der som vanligt blive gennemført en offentlig høring, hvor alle interesserede har mulighed for at komme med bemærkninger til de påtænkte ændringer,” skriver STUK.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Kære fagblad.
Måtte man henlede opmærksomheden på muligheden for at indhente erfaringer andetsteds fra? På de erhvervsgymnasiale uddannelser har der siden reformen været mulighed for at placere SOP (Ja, det hedder det så der) i vinterterminen og mange htx-skoler har gjort dette. Skriveperiode op til jul og så eksamen i midten/slutningen af januar. Dette letter måske nok belastningen til slut i skoleåret – selvom det unægteligt ikke føles sådan – men prisen er ret høj. Det virker nemlig som om det er en stor overraskelse for ledelsen at vi skal ud som censorer og også selv afholde eksamen. Jeg synes det er lidt ærgerligt at I ikke har indhentet oplysninger fra de dele af sektoren der har erfaring med SOP i januar. Det er svært at være uenig med Anders i at der skal planlægges på en ordentlig måde, men virkeligheden er desværre nok en anden mange steder.
Gert
Kære Gert
Tak for din kommentar, og ja du har helt ret i, at det er oplagt at spørge nogle af de lærere, som allerede har SOP som vintereksamen, hvordan de har oplevet det. Nu var nyheden her, at det faktisk overvejes, derfor fik vi repræsentanter for gymnasielærerne og eleverne til at forholde sig til det på det mere generelle plan. Herefter er det oplagt at følge op med mere lokale erfaringer.
Vh Malene Romme-Mølby, digital redaktør, Gymnasieskolen