Arbejdet bærer ikke lønnen i sig selv
Der har, i al den tid, jeg har været gymnasielærer på et erhvervsgymnasium, været en torn i øjet på erhvervsgymnasielærere, at der er forskel i lønnen på stx og på erhvervsgymnasierne. Dette skyldes bl.a., at der gives fagtillæg til de naturfaglige lærere på stx til apparatopstilling og forberedelse af faglokalerne. Man kan vel med rette sige, at det ikke giver så meget mening at have sådanne særtillæg, nu hvor der er indført tidsregistrering. Andre fag har jo også opgaver, som ikke direkte er forberedelse af undervisning eller undervisning som sådan. F.eks. skal der også hjembestilles bøger, kopieres materialer, gennemlæses materialer, findes motiverende opgaver og aktiviteter. Imidlertid kan fagtillægget på stx have en betydning for det generelle lønniveau, idet lokallønspuljen så f.eks. kan bruges på de lærere, som ikke får fagtillæg.
En anden ting, som desværre har stor indflydelse på erhvervsgymnasielærernes løn – både på htx, hhx og eux – er, at der afsættes alt for få midler til den lokale lønforhandling. Det er meget få gymnasier – hvis nogen overhovedet – der får tildelt 10% af den samlede lønpulje til lokal lønforhandling. Mange ligger meget langt fra den procentdel, og det er et fænomen, der især gør sig gældende for erhvervsgymnasierne. Disse midler forhandles lokalt, og på mange erhvervsgymnasier er direktionen ikke særlig velvilligt indstillet over for at tildele lokallønsmidler.
Med den generelle udbredelse af tidsregistrering i EU er det også et håb og fromt ønske, at tidsregistreringen vil blive taget alvorligt.
Vi er på liste 5 virkelig positive over, at det er lykkedes at få et krav om fagtillæg til naturvidenskabelige lærere på ACs liste over krav til OK24-forhandlingerne. Det er af stor betydning for ligestillingen af de gymnasiale uddannelser. Samtidig er det af stor betydning for erhvervsgymnasierne, at der stilles krav om, at lokallønnen skal fungere, før man på nogen måde overvejer at afsætte en større procentdel af lønnen til lokal forhandling. Med den generelle udbredelse af tidsregistrering i EU er det også et håb og fromt ønske, at tidsregistreringen vil blive taget alvorligt, og at merarbejde som konsekvens heraf vil blive honoreret som enten afspadsering eller udbetaling.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode