Lokalt aftalerum skal udnyttes

Det er ikke kun ved at være juletid – det er i den grad også snart overenskomsttid, om end forhandlingerne om forholdene på arbejdsmarkedet af en eller anden grund sjældent er årsag til samme sitren og forventningens glæde, som den tykke, rødklædte mand i den rensdyrtrukne kane er i stand til at skabe.

Det private område færdiggjorde som bekendt forhandlingerne i foråret i år, og nu er turen så kommet til det offentlige, hvor parterne, arbejdstagerorganisationerne og arbejdsgiverne, udveksler krav i næste uge for derefter formelt at påbegynde forhandlingerne kort efter nytår og efter planen lande en aftale i februar.

Overenskomst var således naturligvis også et af punkterne på Gymnasieskolernes Lærerforenings ordinære repræsentantskabsmøde i slutningen af november, hvor Anne Sophie Huus Pedersen, forkvinde for overenskomstudvalget, blandt andet kiggede lidt frem mod de kommende forhandlinger.

Hun påtalte de på det tidspunkt pågående løntrepartsforhandlinger, som nu har sendt næsten syv milliarder kroner til de regeringsudpegede ”særlige grupper”.

”Det er ikke kun en trussel mod den danske model. Det er også en trussel mod arbejdsmarkedets sammenhængskraft. Vi har sympati og forståelse for andres behov, men vi bryder os ikke om den stigende akademikerbashing,” lød det blandt andet fra Anne Sophie Huus Pedersen, som også betonede risikoen for, at lønspørgsmålet kommer til at præge forhandlingerne på en uskøn måde – samt at lønspørgsmålet kommer til at tage al fokus i forhandlingerne.

For der er blandt fagfolk næppe nogen tvivl om, at sikringen af reallønnen bliver et væsentligt tema i forhandlingerne. For GL handler det dog i høj grad også om elementer som underviserarbejdstid, arbejdspres og dårligt arbejdsmiljø samt bedre vilkår for tillidsrepræsentanter. Det er ikke en udtømmende liste, gjorde overenskomstforkvinden opmærksom på – men mange af foreningens krav er kommet med videre i akademikerkravene, og dermed er der styrke bag mange af de krav, der anses for afgørende for GL’s medlemmer, lød beskeden.

”Det lokale forpligtende samarbejde skal styrkes. Udmøntning af lokalløn skal virke – så længe den ikke virker ordentligt, giver det ikke mening at udvide. Og den forbandede tidsregistrering skal virke,” sagde Anne Sophie Huus Pedersen.

Det stærke adjektiv foran tidsregistrering skulle dog nok mest tolkes som frustration over, at tidsregistreringen alt for mange steder netop ikke virker. For GL ønsker at stå vagt om overenskomsten og værne om den danske model.

”Tidsregistrering bliver nok aldrig en sællert, men vi svækker overenskomsten, hvis vi står udenfor, og så kommer medlemmerne i klemme,” bedyrede overenskomstformanden med henvisning til både OK 21’s tekst om tidsregistrering og det kommende EU-dikterede lovkrav om tidsregistrering for alle offentligt ansatte med undtagelse af højtplacerede ledere og særlige akademiske stillinger – en lov, der dog er udsat til 1. juli 2024 og ikke, som først antaget og beskrevet i Gymnasieskolen, med virkning fra 1. januar 2024.

’Gudsriget’
Netop tidsregistreringen har været – og er fortsat – et gevaldigt smertensbarn i GL-perspektiv. Mange gymnasielærere finder tidsregistrering uforeneligt med arbejdet som underviser og nærer derfor en vis modstand, hvilket nogle af repræsentantskabets medlemmer også gav udtryk for på mødet i november.

Det fik GL-formand Tomas Kepler til at reagere:

”Vi sagde ikke i ’21, at Gudsriget var kommet. Vi sagde, at det var et skridt på vejen. Det savner jeg en gang imellem i debatten om tidsregistreringen. Jeg synes, vi glemmer det faktum, at vi i dag ikke har den samme tid til at løse opgaverne, som vi havde før. Der er fjernet en milliard kroner fra sektoren siden 2013. Der er ikke sammenhæng længere mellem OK-forhandlinger og finanslov.”

Anne Sophie Huus Pedersen udtrykte glæde over udsættelsen af loven om tidsregistrering, så skolerne kan nå at forberede sig ordentligt. GL anser ikke loven som noget, der spænder ben for muligheden for at indgå aftaler om andre ting vedrørende arbejdstid, men der er blandt mange tillidsrepræsentanter og medlemmer naturligt nok en bekymring for tidsregistreringens konsekvenserne for det lokale aftalerum.

Netop det lokale aftalerum var GL’s eksterne advokat Karen-Margrethe Schebye inviteret til repræsentantskabsmødet for at fortælle om betydningen af. Der har i GL og med ledelserne været mange diskussioner om, hvad man egentlig kan, må og skal i forhold til lokale aftaler.

‘Bibelens veje’ er uransagelige
Karen-Margrethe Schebye kom med den overordnede besked, at selv om der er mange udfordringer som tillidsrepræsentant, er det vigtigt ikke at give op, hvis eller når man har mulighed for at indgå en lokal aftale. Det er et udtryk for, at man kan få indflydelse og begrænse udmøntningen af ledelsesretten, ligesom der som regel er en grund til, når overenskomsten helt udtrykkeligt giver en bemyndigelse til indgåelse af lokale aftaler.

Advokaten brugte allegoriske illustrationer af overenskomsten som en bibel, man kan slå op i, og som en hellig gral, der skal bevogtes.

”I er Gralens vogtere! Gralen er den store tykke overenskomst. Jeg ved godt, det ikke altid er sjovt, men det giver jo altså også lidt magt, indflydelse og muligheder for at sætte dagsordenen. Så kan det være, at man ikke altid er enige med kollegerne, men nu lever vi jo heldigvis i et demokrati, og i et sådan er det nok flertallet, der bestemmer, men det, der bestemmes, skal jo fortsat være lovligt. Det er derfor vigtigt at få fortalt kollegerne, at vi som Gralens vogtere har en pligt og nogle muligheder, og dem må vi benytte os af, indtil vi eventuelt får nogle muligheder, der er bedre,” sagde hun blandt andet.

Gymnasieskolen har efterfølgende sat Karen-Margrethe Schebye stævne for at få uddybet nogle af pointerne.

– Hvad må man egentlig aftale, og hvad må man ikke?

”Man kan i princippet lave lokalaftaler om alt, der ikke er reguleret i overenskomsten, dog kan der være ting som er lovreguleret, som naturligvis ikke kan ændres på. Nogle gange opfordres der til det eller forudsættes det som sagt ligefrem i overenskomstteksten. Andre gange kan det bare være fordi, man lokalt finder det hensigtsmæssigt, for eksempel om opgaver i forbindelse julefesten på skolen, som der ikke står noget om i overenskomsten. Man må så bare ikke i en sådan lokal aftale komme i karambolage med overenskomstens regler om for eksempel regler om arbejde udenfor normal arbejdstid. Kun hvis det udtrykkeligt er angivet i overenskomsten, at bestemmelserne i denne om arbejdstid kan fraviges lokalt, vil man i en lokalaftale om opgaver i forbindelse med en julefest så kunne begynde at forholde sig til spørgsmål om arbejdstid i den forbindelse. Generelt må man aldrig i lokale aftaler gå videre, end overenskomsten foreskriver – derfor kan vi kalde den en bibel. De skal ude på skolerne være bevidste om, hvad man kan og ikke kan aftale lokalt; altså være bevidste om, hvorvidt man holder sig indenfor overenskomstteksten. Det er det lokale niveaus opgave at melde ind til de centrale parter, hvis de er i tvivl i så henseende eller opdager noget i aftalerne eller administrationen heraf, som ikke harmonerer med rammerne for det, der er aftalt. Hvis det ikke passer med ’bibelens’ tekst.”

– Du sagde på repræsentantskabsmødet, at hvis man har fået lov til at hæve 100 kroner på en fuldmagt, hæver man selvfølgelig ikke 1000 kroner. Hvad nu, hvis der er uenighed om fortolkningen af en fravigelse fra overenskomsten eller om, hvor grænsen går?

”Hvis man bevæger sig udenfor overenskomsten, forholder det sig sådan, at de aftaler, man laver, bliver ugyldige. I værste fald bodspådragende. Det medfører også, at når der i en overenskomst en sjælden gang er en bemyndigelse til, at man ved lokal aftale kan fravige denne, skal man nøje læse, hvad det er, man må. Det er i sidste ende de centrale parter, der skal afgøre, om man lokalt holder sig inden for sine rammer – så hvis man som TR ikke kan læse teksten og er i tvivl om, hvad rammen er, må man ringe til GL’s sekretariat. Inden man kaster sig ud i noget, der er forkert. Det er jo spildt arbejde, og der opstår risiko for bod, hvis de aftaler, der laves, falder udenfor rammen og bliver tilsidesat. Jeg kan sagtens forstå, det kan være svært at sige nej til rektor – og derfor er det så vigtigt at få meldt tilbage i systemet, hvis man kan se, der foregår noget, som ikke er rigtigt. Det er TR, der ved, hvad der foregår og derfor er forreste geled af  ’Gralens vogter’.”

– Vi har jo set eksempler på skoler, hvor TR og ledelsen var enige om noget, der viste sig at være overenskomststridigt.

”Det med at lave en aftale og mene, at man holder sig indenfor rammerne, er som sagt ikke noget, de lokale aftaleparter afgør. Hvis de centrale parter mener noget andet end de lokale parter, må de centrale parter forsøge at afdække, hvad intentionen med aftalen er – og så forhåbentlig blive enige om at tilpasse. I de situationer, hvor ’bibelen’ giver mulighed for at gå udenfor rammerne, er det fortsat de centrale parter – altså i dette tilfælde Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og GL – der lægger rammen. Det er ligesom, at en lov skal være i overensstemmelse med Grundloven. Når vi har en lokalaftale, skal den overholde overenskomstens bestemmelser.”

– Nogle har nævnt, at der i det såkaldte bilag 10 i stx-overenskomsten er givet en bemyndigelse til lokalt at aftale en fravigelse af overenskomstens bestemmelser om tidsregistrering.

”Det er korrekt, at der i  bilag 10 om blandt andet jævn arbejdsbelastning står, at man kan fravige bestemmelsen. Her er det vigtigt at hæfte sig ved, at der ikke står ”overenskomsten”, men ”bestemmelsen”. Bemyndigelsen til at lave lokal aftale angår således det, som bilag 10 angår. Og det, der kan læses af bilag 10, er alene, hvordan de centrale parter mener, at man skal følge op på det helt grundlæggende krav fra OK13 om, at der skal etableres et tidsregistreringssystem. Hvad betyder det? Det betyder, at man ikke er bemyndiget til at lave aftaler lokalt, der fraviger eller omgår selve udgangspunktet for overenskomsten om pligten til at etablere et tidsregistreringssystem, men alene kan indgå aftaler, der fastlægger en anden måde til opfølgning herpå end den, der er beskrevet i bilag 10. Det er jo for så vidt helt naturligt. Man har jo ikke i 2013 brugt lang tid på at lave en overenskomstaftale med et helt grundlæggende og absolut krav, for og så bagefter at sige, at ”det kan I for resten bare aftale jer ud af”. Så uanset, hvad man kan blive enige om lokalt, må man kun udnytte det aftalerum, man har. Konkret kan man sige, at man kan aftale et bestemt tidsregistreringssystem og opfølgningen på de informationer, der kan hentes ud af dette system, men hverken eksistensen af et system eller sikringen af formålet med et sådan system kan man ved lokal aftale fravige. Bilag 10 handler således ikke om tidsregistrering – bestemmelserne i bilag 10 handler kun om bilag 10! Så det er kun dem, man kan fravige.”

Yderste led er vigtigt
Karen-Margrethe Schebye påpeger, at det som TR er vigtigt, når man får muligheden for at indgå en lokalaftale, at overveje, hvad man kan gøre for at gøre forholdene bedre, end de ellers ville være og så udnytte den mulighed, en lokal forhandlingsret giver. Også det ikke at lave en aftale kan i sidste ende være en tilsidesættelse af aftaler på et højere niveau, siger hun og forklarer dette med situationen ved forhandling af lokal løn:

”Hvis TR giver hurtigt op og pakker sammen, er der jo for så vidt lavet en aftale lokalt, og så har GL ingen mulighed for at træde ind. Så her bliver det yderste led utrolig vigtigt – hvis en aftale lukke lokalt, er det således en game over i forhold til muligheden for at komme videre med forhandling af lokal løn.”

– Nogle oplever jo ledere, der trækker på skuldrene og siger, der ikke er nogen penge tilovers at forhandle lokal løn om. Hvad gør man så?

”Det er jo en forudsætning i overenskomsten, at lønnen består af en grundløn og nogle tillæg. Det sidste skal forhandles lokalt, så der skal være en forhandling lokalt herom. Derfor kan det ikke være i overensstemmelse med overenskomsten at sige ”der er ingen penge”. Man kan i øvrigt diskutere, om man kan komme ud med et nul fra en lønforhandling, når overenskomsten forudsætter, at løndannelsen blandt andet sker via lokale lønforhandlinger. Det handler dybest set igen om ikke at give op for tidligt ude på skolerne, og så er det vigtigt ikke at få lukket døren for tidligt.”