Artikel
Hf-skoler advarede om kaotisk og problematisk elevfordeling – og fik ret
elever_paa_trappe-aspect-ratio-348-234

Hf-skoler advarede om kaotisk og problematisk elevfordeling – og fik ret

Fordelingen og optagelsesproceduren af hf-elever har i år været dybt problematisk, lyder det fra sektoren. Systemet tager ikke hensyn til, at mange elever søger sent ind på hf.

Tekst_ Johan Rasmussen
Foto_ Shutterstock (Arkiv)

“Vi sagde, det ville gå galt, og vi fik ret.” Sådan lyder det samstemmende fra skoler og institutioner, der netop har budt velkommen til nye hf-elever.

Det nye system eller algoritmen, som skal fordele elever til de gymnasiale uddannelser, er dumpet i forhold til at håndtere hf-elever, lyder kritikken fra rektorer og lederforeninger, som gymnasieskolen.dk har snakket med.

Det væsentligste problem er ifølge hf-sektoren, at Børne- og Undervisningsministeriet satte hf-skolernes kapacitet urealistisk lavt i foråret. Kapaciteten blev sat til at passe med, hvor mange der normalt søger ind rettidigt i marts måned, men en lang række unge og voksne søger ind på hf efter den normale ansøgningsfrist for gymnasiale uddannelser.

De såkaldte eftertilmeldere har hf-skolerne i mange år været vant til at håndtere helt uden problemer.

I de sidste tre år har vi oprettet 12 klasser, men i år blev vores kapacitet i første omgang sat til 7 klasser.
Marianne Leth Weile, rektor
Frederiksberg HF

Men i år har systemet lavet et kæmpe benspænd for eleverne og for skolernes mulighed for at planlægge det nye skoleår bedst muligt, mener hf-skolerne. Det har ført til flere udfordringer, og skolerne frygter også, at flere elever, som ellers gerne ville begynde på en uddannelse, er blevet tabt.

Optagelsesbrev dagen før første skoledag
På Frederiksberg HF fik en række elever først et optagelsesbrev dagen før første skoledag i sidste uge. Flere af eleverne havde sendt en ansøgning før sommerferien, men Frederiksberg HF kunne først give besked i sidste øjeblik, da kapaciteten endelig blev sat op til 12 klasser.

“I de sidste tre år har vi oprettet 12 klasser, men i år blev vores kapacitet i første omgang sat til  7 klasser. Det har mildest talt gjort planlægningsarbejdet meget vanskeligt. Vi løfter en vigtig samfundsopgave med at samle unge op, som gerne vil have en uddannelse, men i år fik vi et benspænd i forhold til at løse opgaven,” siger rektor Marianne Leth Weile.

HF & VUC Fyn måtte i foråret afvise 36 ansøgere, som havde sendt en rettidig ansøgning til institutionen i marts måned. Kapaciteten på det store VUC var sat lavere end normalt, da eftertilmeldere ikke var indregnet i kapaciteten.

Efter at de 36 ansøgere var blevet afvist og var blevet optaget på andre uddannelsesinstitutioner, opstod der dog ledige pladser på HF & VUC Fyn.

“Det er en absurd situation, at unge mennesker, som sender en ansøgning senest den 13. marts, får et afslag, og så hører de om, at andre unge, som har ansøgt langt senere, er blevet optaget på uddannelsen. Det ville ikke ske, hvis ministeriet fra begyndelsen havde sat vores kapacitet, efter hvor mange der normalt søger ind helt frem til august,” siger rektor Stig Holmelund Jarbøl.

Administrativt har det været et kæmpe arbejde at optage elever i år,
Stig Holmelund Jarbøl, rektor
HF & VUC Fyn

15. maj satte Børne- og Undervisningsministeriet den endelige kapacitet på HF & VUC Fyn til 480 elever, selvom 516 elever havde søgt rettidigt. Dermed blev 36 elever henvist til deres 2. prioritet. Ud af de 480 optagede elever sprang nogle fra, og andre blev afvist efter optagelsessamtaler, eller fordi de ikke opfyldte alle formelle optagelseskrav. Dermed opstod der ledige pladser, som så er gået til eftertilmeldere. Nogle af dem kan godt være de elever, som i første omgang blev afvist.

“Det kan så betyde, at andre skoler har mistet elever, som de i første omgang har optaget. Administrativt har det været et kæmpe arbejde at optage elever i år, og regionen har også gjort et stort stykke arbejde med løbende at udvide vores kapacitet,” siger Stig Holmelund Jarbøl.

Elevfordelingsaftale blev droppet
I år er kapaciteten til landets gymnasier og hf-udbud blevet fastsat centralt af Børne- og Undervisningsministeriet. Samtidig er et nyt it-system taget i brug for at fordele eleverne. De tiltag skyldes, at den tidligere socialdemokratiske regering og flere partier i Folketinget vedtog en ny elevfordelingsmodel i 2021. Efter valget blev store dele af aftalen dog skrottet blandt andet fordelingen af elever efter forældrenes indkomst.

En stram kapacitet og fordeling efter en ny central fordelingsmekanisme er dog blevet bevaret.

Hf-sektoren mener dog, at hf-elever passer meget dårligt ind i det system, og de kritiserer skarpt, at Børne- og Undervisningsministeriet i kapacitetsfastssættelsen ikke har indregnet de eftertilmeldere, der søger ind helt frem til og efter første skoledag på hf.

“Mange hf-elever går ikke den lige vej, og der er også en stor aldersspredning. Nogle er droppet ud af uddannelse, nogle har været ude at arbejde i nogle år, nogle har særlige behov og har brug for ekstra støtte og vejledning, og andre har diagnoser. Mange af vores elever søger ind efter de normale ansøgningsfrister til gymnasiet,” siger rektor på Frederiksberg HF Marianne Leth Weile og fortsætter:

“Vi har været vant til at kunne garantere dem en plads og i god tid fordele elever i klasser, så det pædagogisk giver bedst mulig mening. I år har vi været nødt til at danne nye klasser i sidste øjeblik. Det har betydet meget ekstra arbejde og planlægning, og flere lærere har først i sidste øjeblik fået at vide, hvilke klasser de skal undervise,” siger Marianne Leth Weile, som frygter, at nogle af de afviste elever har droppet at tage en uddannelse.

Politikerne har med aftalen om elevfordeling villet tilgodese skoler i Udkantsdanmark, men i vores tilfælde er der sket det stik modsatte.
Erik Dose Hvid, rektor
Thy-Mors HF & VUC

På Thy-Mors HF & VUC har dette års fordeling af elever ikke kun betydet usikkerhed, det har ifølge rektor Erik Dose Hvid betydet, at skolen har fået færre elever og dermed dårligere økonomi.

“Politikerne har med aftalen om elevfordeling villet tilgodese skoler i Udkantsdanmark, men i vores tilfælde er der sket det stik modsatte,” siger Erik Dose Hvid.

Som andre hf-udbud fik Thy-Mors HF & VUC i år tildelt en lavere kapacitet end normalt, og ifølge Erik Dose Hvid er der ikke taget hensyn til de eftertilmeldere, der erfaringsmæssigt altid kommer efter ansøgningsfristen i marts.

Kapaciteten blev først sat til 75 elever og hævet til 80 kort før sommerferien. Normalt har i alt cirka 90 elever søgt ind på skolen lige før skolestart, og typisk kommer der lidt flere til i begyndelsen af skoleåret.

Erik Dose Hvid regner med, at i alt 17-18 ansøgere enten er blevet omfordelt til andre skoler eller vil få et afslag på optagelse i den kommende tid.

“Det svarer til 20 procent af vores elever og rundt regnet en million kroner i taxameterindtægter. Det er virkelig mange penge for en lille skole som vores,” siger Erik Dose Hvid.

Thy-Mors HF & VUC har flere alternative hf-tilbud blandt andet en Cold Hawaii-linje med fokus på surfing og en outdoor-linje. Eleverne vælger aktivt disse linjer til, og derfor mener Erik Dose Hvid ikke, at det giver mening at omfordele eleverne til andre uddannelser.

“Vi har fundet en løsning på udkantsproblematikken med faldende ungdomsårgange og færre unge, men elevfordelingsmodellen tager ikke hensyn til vores løsning,” siger han.

Sektoren har advaret om for lav kapacitet
Gymnasieskolen.dk har været i kontakt med andre hf-skoler, som nævner, at fordelingen af elever i år har været forbundet med langt større usikkerhed og et stort administrativt arbejde.

Lederforeningerne Danske HF & VUC og Danske Gymnasier, som også repræsenterer gymnasier med hf og hf-centre, bekræfter, at fordelingen af hf-elever har været forbundet med store problemer.

Søren Hindsholm, som er næstformand i Danske Gymnasier og formand for hf-gruppen, understreger, at sektoren i god tid har advaret Børne- og Undervisningsministeriet om, at det er en fejl ikke at medregne de mange eftertilmeldere i kapaciteterne til hf.

“Vores mest pessimistiske spådomme har vist sig at holde,” siger Søren Hindsholm.

Han nævner for eksempel, at der i systemet ikke er taget hensyn til, at flere unge med diagnoser søger ind på hf, og at skolerne har erfaring med at lave særlige tilbud for dem for eksempel klasser med færre elever.

“Vi ser tåbelige paradokser med elever, som får afslag på at blive optaget på den uddannelse, som passer til dem, eller må vente meget længe med at få besked på, om de er optaget,” siger Søren Hindsholm.

Pernille Brøndum, som er formand for Danske HF & VUC, bekræfter, at fordelingen af hf-elever har været problematisk i år.

“Vi vil gerne opfordre til, at regeringen finder en løsning, så vi ikke ser lignende absurde situationer fremadrettet,” siger hun.

Børne- og Undervisningsministeriet oplyser, at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye ikke har nogen kommentar til artiklen.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater