14 ud af 14 indsatte bestod dansk på A-niveau: “Det er så vildt at se deres ansigtsudtryk”

At undervise indsatte er en helt særlig og givende opgave, men også en opgave fyldt med bureaukratiske udfordringer og praktiske krumspring. For nogle af de indsatte har kun begrænset adgang til computere og internet, mens andre slet ikke har adgang til nogle af tingene. Det fortæller Louise Ostenfeldt Henriksen, der fjernunderviser i dansk med base på VUC Fyn.

Den 39-årige dansklærer var for seks år siden med til at opstarte et fjernundervisningstilbud til indsatte i fængsler og arresthuse. Det skete i samarbejde med Kriminalforsorgen, der ønskede at styrke uddannelsesmulighederne for de fanger, der var klar til at tage en gymnasial uddannelse.

“Det betød, at alt det materiale, vi havde i fjernundervisningsdatabasen, skulle laves om. Det var digitalt, dynamisk og rigtig godt, men vi skulle gøre det fladt, så det kunne printes og bruges i fængslerne. Reelt skulle jeg dræbe materialet. Det føltes som at skære arme og ben af,” husker hun om opstarten.

Processen med at forandre de interaktive, digitale undervisningsmaterialer til print tog flere måneder.

“Det gav mange hovedbrud for mine kolleger og mig. Det var slet ikke optimalt. Samtidig skulle vi sikre at de kunne mærke mig som underviser i materialet, så det var mig, der fulgte dem igennem hele forløbet. Dansk på A-niveau er jo et omfattende materiale, når man skal efterleve bekendtgørelsen og gøre det spændende. I denne forbindelse har vores IT-folk været uundværlige.”

Den 39-årige lærer har været på VUC Fyn i 12 år og har parallelt med det såkaldte “krim-projekt”, der er målrettet indsatte, også haft almindelige hf-hold. Og for hende har det været en meget positiv oplevelse.

“De er begejstrede og engagerede. De retter aldrig deres frustrationer mod mig, når der sker fejl, eller der er noget, der ikke virker. Selv folkeviser fra middelalderen viser de glæde for,” siger hun og griner.

I løbet af det første år oplevede hun også, at kursisterne bag tremmer havde en vis ukuelighed over sig.

“Jeg blev overrasket over, hvor meget gåpåmod de har, hvor ustoppelige de er, selv når det føles som Sisyfos gange hundrede. Selv når meningen kollapser fuldstændigt, fortsætter de,” fortæller Louise Ostenfeldt Henriksen og tilføjer:

“Hvis de er trygge i pensum og forstår strukturen, så kommer det faglige hurtigt på plads.”

Vidt forskellige muligheder
Fordi de indsatte er forskellige steder i deres fængselsforløb, har de også meget forskellige muligheder. Nogle sidder varetægtsfængslet i et arresthus og har endnu ikke fået dom. Andre sidder i et lukket fængsel på en meget lang dom, mens andre igen sidder på uddannelsesafdelinger i et åbent fængsel.

“Det er meget forskelligt, hvordan jeg har kontakt med de indsatte. Jeg er ekstremt afhængig af samarbejdet med deres kontaktpersoner, som er de uddannelsesansvarlige i fængslerne. Nogle steder har de rigtig god tid, men andre steder er der meget lidt kontakt, der står de kun for kort at introducere materialerne og scanne opgaverne ind, så de kan sendes til mig,” forklarer hun.

En af kontaktmodellerne er SK-nettet, som er et særligt begrænset internet, som nogle – men ikke alle – indsatte har adgang til under deres afsoning. På SK-nettet findes de samme materialer, som indsatte kan få adgang til i print, men til gengæld er der mulighed for, at de skriftligt kan kommunikere med Louise Ostenfeldt Henriksen, uden at det skal gå igennem en fængselsbetjent.

En meget lille gruppe indsatte har fået dispensation til at få en rigtig internetforbindelse. De kan dermed deltage i fjernundervisningen på stort set samme vilkår som andre fjernundervisningskursister. Det giver adgang til alt det digitale undervisningsmateriale, højtlæsning for ordblinde og en række andre teknologiske hjælpemidler.

“Fordi de indsatte har forskellige muligheder for at tilgå materialet og kommunikere, bliver det meget forskelligt, hvor meget støtte de får. Jeg læser og retter deres opgaver, men nogle indsatte kan kun kontakte mig ved at sende brev via deres kontaktperson, og så kan de i nogle tilfælde vente længe på at få hjælp til den udfordring, de står over for i deres opgave.”

Fra tid til anden besøger Louise Ostenfeldt Henriksen fængslet Søbysøgård lidt syd for Odense. Det er et fængsel, hvor der er stort fokus på uddannelse.

“Det foregår eksemplarisk hos dem. Personalet følger op på kursisternes proces og er i dialog med de indsatte om faglige udfordringer,” fortæller hun og siger samtidig, at der i nogle af de andre fængsler og arresthuse ikke er tid til det samme fokus på uddannelse.

“Når jeg er på Søbysøgård, sætter jeg tre-fire timer af til besøget. Jeg gennemgår udvalgt materiale for kursisterne, svarer på spørgsmål og taler individuelt med kursisterne om deres forstående eksamen. Derudover afleverer de opgaver direkte til mig, og vi kan være i dialog om opgaverne. Det fungerer rigtig godt.”

Alle bestod
For nylig var Louise Ostenfeldt Henriksens 14 indsatte kursister til eksamen i dansk A.

“Det gik så godt! Alle bestod, både mundtligt og skriftligt. De præsterede så flot. Censorerne er altid meget begejstrerede, når de møder “krimholdene”. Kursisterne leverer en meget seriøs og habil indsats, og de har udviklet sig meget i løbet af året. De er vilde med Nexø, og retorisk er de stærke,” lyder det fra den stolte underviser.

Hun fortsætter:

“Det er så vildt at se deres ansigtsudtryk, når de får at vide, at de er dygtige til at analysere en tekst. Men jeg bliver også sorgfuld over, at de er så overraskede. Nogle af dem tror så lidt på sig selv, de er så usikre, men de er så dygtige og har så mange kvaliteter.”

Plads til forbedringer
Spørger man Louise Ostenfeldt Henriksen, hvad der kunne sikre flere uddannede indsatte, er hun stille længe.

Så byder hun ind:

“Jeg synes, man skulle samle alle kontaktpersonerne i fængsler og arresthuse og spørge dem, hvordan deres arbejdsdag kunne optimeres. Det er dem, der står i krydsfeltet mellem Kriminalforsorgen og VUC,” siger hun og fortsætter:

“I det hele taget ville jeg kaste meget mere tid efter kontaktpersonerne. Det er dem, der gør en forskel. Det ville give så meget mening, at de havde mere tid til uddannelsesarbejdet.”

Til sidst har hun en bøn om, at der findes en løsning, så de indsatte kan få lov at afslutte en hel HF inklusive laboratoriekurser.

“Vi kan nok ikke flytte et helt kemilokale ind i et fængsel, men vi kan flytte de indsatte den anden vej.”