Postkolonialismens relevans for undervisningen i dag
I øjeblikket lever vi, på mange måder, i en brydningstid, hvor der forekommer en større bevidsthed om sproglige virkemidler og samfundsstrukturer, og samtidig bliver der stillet spørgsmål til vores forståelse af normalitet. Alt dette er med til at udfordre de erkendelser, vi hidtil har haft på især etnicitet, køn og seksualitet, hvilket nogle vil finde provokerende. Nogle politikere har endda angrebet forskning inden for især migration og køn og peget på, at forskere inden for dette felt, som fx postkolonialisme og kønsstudier, er drevet af aktivisme i stedet for videnskab. I det følgende vil jeg gennemgå, hvad postkolonialisme er, og hvorfor vi bør beskæftige os mere med det i undervisningen.
Begrebet postkolonialisme blev for første gang anvendt i 1950erne og kan fejlagtigt give et indtryk af, at det er et studie, der beskæftiger sig med perioden efter koloniseringen og imperialismens tidsalder. I virkeligheden er postkolonialismen en tilgang, der kan anvendes inden for mange forskellige discipliner: litteratur, historie, samfundsfag, økonomi m.m., og dens formning begyndte i 1980’erne af vestlige studerende med indvandrerbaggrund eller intellektuelle fra de tidligere kolonier i Afrika og Asien, herunder Mellemøsten. Postkolonialisme blev formet af Edward Said, Frantz Fanon, Gayatri Spivak, Dipesh Chakrabarty m.fl. og forsøger at fremstille nye perspektiver til bl.a. litterære værker, historiske begivenheder og økonomiske faktorer, både fra før og efter koloniseringen. Formålet er at udfordre Vestens dominans på politisk, kulturel og akademisk viden (som ellers anses for at være objektivt) – altså det, der også kaldes dekolonisering.
Inden for postkoloniale studier undersøges de dynamikker, der har eksisteret mellem interkulturelle relationer, det vil sige, når et kulturmøde har fundet sted. Og herved er der en klar bevidsthed om et ubalanceret magtforhold mellem Vesten og de ikke-vestlige lande, der først og fremmest er som følge af kolonisering. Postkolonialisme forsøger at udfordre og afklare de magtstrukturer og forestillinger, der eksisterer i verden, der afspejler et system, som fremstiller bestemte forestillinger og konstruktioner om Os og de Andre. Nogle hegemoniske strukturer, der er blevet gentaget i flere århundrede, at de nærmest fremstår som sandheder. Disse strukturer er en integreret del af vores samfundssystem og kan derfor være svære at bemærke, hvis ikke man opnår en større bevidsthed om dem og de sproglige dikotomier, der verificerer, at nogle befolkningsgrupper (læs hvide) er ‘civiliserede’ med en nærmest guddommelig ‘pligt’ til at lede andre befolkningsgrupper (læs racialiserede). Men hvorfor er det relevant for os som undervisere at sætte os ind i postkolonialisme og dekolonisering, og hvorfor skal vi undervise i det? Det korte svar er: tiden.
Måske vil eleverne finde undervisningsmaterialet mere spændende, hvis de får lov til at bruge deres forforståelse, som de møder uden for skolen, i klasseværelset.
De seneste 50 år har vores samfund udviklet sig til at være mere mangfoldigt, hvilket afspejler sig i vores skoler i dag. Vi møder elever, som kan have andre erfarings- samt forståelsesrammer end flertallet. Disse perspektiver bør der gives plads til i en undervisningssammenhæng. Vi har også været vidne til en række bevægelser og opgør, som fx. Metoo og Black Lives Matter. Begge bevægelser forsøger at gøre op med nogle bestemte magtstrukturer i samfundet, der netop marginaliserer kvinders og afroamerikaneres (eller andre racialiserede befolkningsgruppers) krænkende oplevelser med fx en bortforklaring om, at hun ‘selv lagde op til det’ eller ‘han så kriminel ud’. Forklaringsrammer, der er sexistiske eller racialiserende og funderet i de kategorier, samfundet tildeler en person ud fra køn eller etnicitet. Under disse bevægelser kom aktører, som ellers ville blive marginaliserede, til orde ved hjælp af de sociale medier, hvilket førte til, at bevægelserne blev globale. Her tilsluttede flere kvinder og mænd sig til bevægelserne via hashtags og deling af oplevelser og erfaringer på de sociale medier uden behov for nogen godkendelse oppefra. Det eneste, det krævede, var en profil på de sociale medier, hvor man selv var redaktør for den presseinformation, der blev delt. Herigennem kommer vores elever til at stifte bekendtskab med en bredere informationsmængde, som de ikke nødvendigvis deler samme oplevelser med, men som de kan blive påvirket af.
Disse bevægelser skaber altså en større bevidsthed hos vores elever om dynamikker, der forekommer i et samfund. En større bevidsthed om sprog, magt og ulighed. Nogle vil endda angribe det og identificere det som woke. Problemet er, at vi som undervisere ikke kan insistere på en bestemt tilgang til undervisningsmaterialet, hvis vores elever læser og forstår teksten anderledes end os lærere, fordi de har andre referencerammer. Det er trods alt bevægelser, der bliver underbygget videnskabeligt inden for forskning og berører netop, hvordan sprog og magt kan føre til uligheder. Derfor bør vi uddanne os, studere disse mekanismer og undersøge, hvordan sproget skaber et modsætningsfyldt indhold, der kan lede til de ubalancerede magtstrukturer, der findes i samfundet. Vi er nødt til at forstå den virkelighed, som ikke kun vores elever er en del af, men som vi selv er en del af, hvis vi ønsker, at de tidløse værker, historiske begivenheder og samfundsfaglige diskussioner, skal forblive tidløse og relevante for vores elever og deres samtid. Af disse grunde bør vi tage samtalen med eleverne, når vi læser Karen Blixen, som fx italesætter afrikanere som ‘primitive’ og som ‘børn’. Vi bør anerkende vores elevers iagttagelser og udforske nye perspektiver af undervisningsmaterialet, fx når de stiller spørgsmålstegn til, hvad begrebet ‘integration’ betyder i en samfundsmæssig sammenhæng. Og vi, som lærere, skal også turde læse materialet ud fra nye vinkler. Hvem ved, måske vil eleverne finde undervisningsmaterialet mere spændende, hvis de får lov til at bruge deres forforståelse, som de møder uden for skolen, i klasseværelset.
Kommentar til indlægget
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Som med andet af Iman Hassani er denne fremlæggelse af postkolonialismen ensidig og unuanceret. Jeg tror, vi er en del historielærere, der har en ganske udmærket forståelse af postkolonialismens muligheder og begrænsninger i undervisningen, og som har brugt postkoloniale begreber i undervisningen i mange år (det er jo ikke just et nyt perspektiv). Jeg køber ikke påstanden om, at unge i dag generelt har en postkolonial forforståelse, herunder en større bevidsthed om sprog, magt og ulighed. Det er måske tilfældet, hvis man udelukkende færdes i bestemte miljøer. Men det er i hvert fald ikke tilfældet hos de unge, jeg møder i mit arbejde. Som med andre abstrakte begreber, skal brugen af de postkoloniale begreber optrænes i undervisningen.
Vi er ikke forpligtet i undervisningssektoren på at lade SoMe udstikke retning (selvom SoMe i sig selv bestemt kan behandles), og faktisk vil det nok være meget lidt tilrådeligt. Med SoMe er der tale om en forretningsmodel. Den er skabt til at berige dens skabere og ejere, ikke til at understøtte oplysning og demokrati, og ofte, hvis der er mere at tjene, designes den på måder, der underminerer disse. Ønsker man eksempler, så dyk ned i f.eks. Cambridge Analytica skandalen, den efterfølgende høring i Senatet, whistleblowere som Frances Haugen o.a. eller stormen på Kongressen med dens igangværende efterspil. De mange publikationer fra det danske Center for Information og Boblestudier leverer glimrende teoriapparat til at forstå de problematiske forhold ved SoMe. Selvfølgelig er køn, race og seksuel orientering vigtige spørgsmål, vi tager med os fra det 20. århundredes progressive bevægelser, men SoMe forstærker OG forvrænger på måder, der ikke nødvendigvis er progressive. Saglig afvejning er lige så essentiel ift. SoMe-identitetspolitik fra venstre – herunder #MeToo og #BlackLivesMatter – som SoMe-identitetspolitik fra højre. Ingen af delene huskes altid. Og bestræbelsen på objektivitet kan ikke opgives, selvom den aldrig kan fuldføres.