Hvordan ser en latinamerikaner ud? Dominerende, aggressiv, smuk og fantastisk på et dansegulv? Måske narkobaron og medlem af en bande parat til koldblodig hævn og massakre? Eller hvad med kvinden? Altid iført høje hæle og osende af sex, men from som et lam og trofast i ægteskabet, selvopofrende og underdanig som en hundehvalp. Nej, vel?!
Temabogen El sexo en proceso sætter spørgsmålstegn ved kategorierne og stereotyperne. Dens fokus på køn, kønsidentiteter og menneskerettigheder vil appellere til 2.g- og 3.g-elevernes lyst til at udtrykke personlige holdninger og til at lære spansk sprog og kultur gennem cases, interview og forskellige tekstgenrer fra Spanien og Latinamerika.
Få danske gymnasieelever er klar over, hvor dybt den katolske kirkes rodnet af forestillinger og holdninger gennem århundrederne har bredt sig tæt som normer og uskrevne regler under den latinamerikanske befolkning, og hvilke radikale opgør det kræver af den enkelte anno 2022 at sætte sig selv fri af et samfunds religiøst-konservative kønsblik. El sexo en proceso bidrager her til elevernes globale kompetencer, når de kan læse om konkrete, levede liv og livskampe, som de folder sig ud på bogens sider, samtidig med at de, hvis de bliver bedt om det, kan faktatjekke den reelle lovgivning, som i mange tilfælde er langt mere progressiv end de normer, man i hverdagen underlægger sig selv og hinanden. Det er i den kontekst også én af bogens mange styrker, at den gennem stor opgavevariation løbende beder eleverne om at skrive læserbreve, dagbogsindlæg, spille rollespil, forestille sig, at de er til stede, eller at sætte sig i andre personers sted for på den måde at give den enkelte elev tid til refleksion, sammenligne og relatere til egen hverdag og miljø, hvormed de i højere grad ikke bare får indblik i og viden om ganske anderledes forhold og livsmuligheder end deres egne, men også får mulighed for at skærpe deres argumenter og holdning til verden i al almindelighed.
Der er altid en reel risiko for at skabe stereotype forestillinger om verden. Bogen her er ingen undtagelse med dens fremhævelse af voldsproblemer og undertrykkelse i mange latinamerikanske samfund. Det behøver ikke at blive et problem, fordi den skildrede virkelighed i bogen er virkelig nok. Blot kan det være vigtigt som underviser at holde sig for øje, at eleverne er klar over, at temabogen er en linse, vi anvender, og at linsen kan drejes i andre retninger.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode