Artikel
Elever vil hellere have en sløv start på dagen end sent fri fra skole
shutterstock_2139768939-2-aspect-ratio-348-234

Det vil gavne indlæring og undervisning, hvis elever kan sove længere om morgenen. Elever ønsker dog ikke at få senere fri om eftermiddagen.

Elever vil hellere have en sløv start på dagen end sent fri fra skole

Søvneksperters forslag om senere mødetid afvises af eleverne. GL’s formand er mere åben for idéen, men erkender også udfordringerne.

Tekst_ Johan Rasmussen
Foto_ Shutterstock

Elever afviser at kunne blive liggende under dynen i længere tid om morgenen, hvis det i sidste ende betyder, at de får senere fri for skole.

En senere mødetid for eksempel klokken ni om morgenen vil ellers betyde, at gymnasieeleverne er mere friske og deres hjerner vil være bedre indstillet til matematik, dansk, og fremmedsprog.

Det slog flere søvneksperter fast i en artikel på gymnasieskolen.dk i sidste uge. Her henviste de også til positive forskningsresultater fra udlandet med senere mødetider for teenagere.

Læs: Teenagehjernen er ikke klar til tidlig undervisning: Eksperter foreslår senere mødetid

Selvom man måske kunne tro, at det lyder tillokkende at kunne sove en time længere om morgenen, så bliver det et nej tak til senere mødetid fra eleverne. I hvert fald hvis man spørger forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) Madeleine Steenberg Williams.

“Skoledagen er lang nok i forvejen. Det vil gå ud over mange elevers muligheder for at have fritidsaktiviteter og arbejde om eftermiddagen. Mange unge har enormt travlt, og de føler, de har for få timer om dagen. En senere skoledag vil bare gøre det værre,” siger hun.

Hun erkender, at nogle elever får for lidt søvn, men det tilskriver hun også, at der er et for stort pres i gymnasiet og for mange lektier.

“Jeg tror ikke, det vil hjælpe særlig meget på elevernes søvn at møde senere i forhold til den ulempe, det vil være, at skoledagen forlænges,” siger Madeleine Steenberg Williams.

Teenagere er B-mennesker
Ifølge søvneksperterne giver det ellers god mening at møde senere. Biologisk set bliver døgnrytmen forskubbet for mange i teenageårene. Hormonet melatolin, som styrer vores døgnrytme, udskilles senere om natten for de fleste teenagere. De bliver med andre ord trætte senere, men sover til gengæld også tungere om morgenen, som blandt andre overlæge og speciallæge i søvnmedicin Jan Ovesen forklarer i den tidligere artikel.

Jeg kan godt genkende, at eleverne den første time er lidt mindre oplagte.
Tomas Kepler, formand
GL

Formand for Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) Tomas Kepler vil ikke på forhånd afvise tanken om at indføre senere mødetid i gymnasierne.

“Jeg synes altid, vi skal og vil lytte til viden om, hvordan eleverne lærer bedst muligt. Jeg tror også, alle lærere er interesserede i, at deres undervisning fungerer bedst muligt. Jeg kan godt genkende, at eleverne den første time er lidt mindre oplagte,” siger Tomas Kepler.
Han kan dog også se udfordringer ved en senere mødetid, da skoledagen i den anden ende så bliver længere.

“Det ville betyde, at eleverne fik senere fri, og at lærerne nogle dage skulle undervise senere til måske langt ud på eftermiddagen. Det rummer de samme udfordringer for lærere som for alle andre, hvis man for eksempel skal hente børn,” siger Tomas Kepler, som pointerer, at eleverne også kan være trætte i den sidste undervisningstime.

Han peger dog på, at lærerne kan holde møder og forberede sig om morgenen, selvom eleverne først møder senere. Med andre ord ville lærernes generelle arbejdstid ikke ændre sig væsentligt undtagen de dage, de underviser sidste modul.

“Måske er udbyttet af undervisningen i første time for begrænset i forhold til den tid læreren bruger på at forberede sig. Vi skal ikke uden videre afvise ideen om senere mødetid, selv om den også kan give udfordringer,” siger Tomas Kepler.

Hvis skoledagen bliver en time længere, så er der risiko for, at det vil gå for meget ud over elevernes engagement i foreningslivet.
Henrik Nevers, formand
Danske Gymnasier

Formand for Danske Gymnasier Henrik Nevers er heller ikke begejstret for ideen om en senere mødetid.

“I dag slutter skoledagen ofte klokken tre halv fire, og hvis skoledagen bliver en time længere, så er der risiko for, at det vil gå for meget ud over elevernes engagement i foreningslivet, og der er også mange, som har erhvervsarbejde,” siger Henrik Nevers.

“Jeg tror, eleverne vil være kede af at få endnu senere dage i skolen, end de har i forvejen. Det vil være en stor beslutning at flytte på mødetiden, og det ville kræve en grundig dialog inden,” siger Henrik Nevers, som også peger på, at mange lærere gerne vil hjem og hente børn.

Større fleksibilitet og digitalisering
Formand for Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier Ole Heinager – Lederne kalder senere mødetid i gymnasiet for en interessant problemstilling. I første omgang peger han på udfordringen ved, at elever også skal passe fritidsaktiviteter og arbejde, og at der skal tages hensyn til undervisernes familieliv.

Han mener dog, det er værd at tænke i alternative baner, der måske kan give senere mødetider, uden at skoledagen nødvendigvis bliver tilsvarende længere.

“Man kan tænke undervisningen anderledes og overveje, hvordan de erfaringer, vi har gjort os under coronanedlukningen, kan tages med ind i fremtidens gymnasier. Det er en balancegang, for vi ved, hvor vigtig den sociale sammenhængskraft er for undervisningen, men jeg er også fortaler for, at skolerne kan gøres mere fleksible, og at digitale læringsmiljøer kan bidrage til dette,” siger Ole Heinager.

Kommentar til artiklen
  1. Hvis man vil dræbe alt hvad der hedder frivillige aktiviteter efter skoletid – idræt, musical og meget mere, skal man bare gøre som der foreslås…

  2. Man kunne jo også starte med at lave regler for, at virksomhederne ikke må lade deres fritidsjobbere arbejde efter kl 22 på hverdage uden for ferierne. Det ville nok hjælpe på deres morgenfriskhed i skolen, at de ikke har arbejdet på den lokale McDonalds til midnat dagen før…

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater