Det er slut med mandlig dominans i Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) hovedbestyrelse. Det er det helt store resultat af hovedbestyrelsesvalget, der sluttede ved midnat mellem mandag og tirsdag. Med kvinder på 7 af de 13 pladser i hovedbestyrelsen afspejler kønsfordelingen nu langt om længe medlemmernes sammensætning, hvor kvinderne i en årrække har været i flertal.
Denne tirsdag var således imødeset med en vis spænding hos kandidaterne, der ved middagstid blev bekendt med resultatet. Tilsyneladende har spændingen ikke været helt så stor blandt medlemmerne. Med en stemmeprocent på 44 har der i hvert fald ikke været nær så stor tilslutning til valgdeltagelsen, som GL traditionelt kan mønstre. Ved seneste valg i efteråret 2018 var stemmeprocenten således 57.
Selv om stemmeprocenten isoleret set – og i forhold til mange andre organisationer – er ganske pæn, ærgrer det formand Tomas Kepler, der blev valgets topscorer, at ikke flere medlemmer valgte at sætte deres kryds.
”Først og fremmest tak til alle, der har deltaget,” siger han og peger på, at der givetvis ligger flere faktorer bag den lave stemmeprocent. Blandt andet at medlemmerne har travlt som aldrig før.
”Mange vil typisk gerne føle, at de har sat sig ordentligt ind i ting, før de træffer en beslutning. Dernæst har der ved de seneste valg måske nok været lagt mere op til et egentligt formandsvalg med større personfokus, end det har været tilfældet denne gang.”
Tomas Kepler understreger imidlertid, at den lave stemmeprocent rejser nogle vigtige spørgsmål til opbakningen og den demokratiske proces i GL. Så selv om procenten i sig selv som nævnt ikke er en katastrofe, havde han helst set, at den var kommet op over de 50.
”Man kan altid diskutere, om det har været de rigtige temaer, der har fyldt i valgkampen. Eller måske er valgdeltagelsen også et udslag af, at vi har haft en valgperiode med godt samarbejde i hovedbestyrelsen. Måske skyldes det en afmatning eller desillusionering i forhold til GL? Føler man ikke, det gør en forskel at deltage? De ting bliver vi nødt til at forholde os til,” erkender formanden.
Jeg hæfter mig især ved den lave stemmeprocent, som må mane til eftertanke i organisationen.
Både nuværende næstformand Anders Frikke fra Liste 3 og Mikael Busch fra Liste 2 – begge i øvrigt genvalgt – lyder samme bekymring om valgdeltagelsen.
”Jeg hæfter mig især ved den lave stemmeprocent, som må mane til eftertanke i organisationen. Hvad gør vi mon forkert?” siger Mikael Busch.
Mandatflytning
Formand Tomas Kepler blev personlig topscorer med 410 stemmer og må formodes at fortsætte som formand, ligesom Liste 1, som han står i spidsen for, med over 2.400 samlede stemmer var næsten 900 stemmer foran nummer to, som blev Liste 3. Dog mistede formandens liste et mandat og sidder nu på 5 af hovedbestyrelsens 13, mens 3’erne vandt et og dermed har 4 mandater.
Tomas Kepler ser dog snarere resultatet som et skulderklap end et nederlag trods tilbagegangen, forklarer han.
”Vi er utrolig glade for de 5 mandater, vi har fået. Det er 5 stærke mandater, og jeg ser ikke tilbagegangen som en afvisning af vores linje, tværtimod som baggrund for resultater skabt på basis af samarbejde,” siger han og byder alle nyvalgte og genvalgte velkommen til et bredt samarbejde i den nye hovedbestyrelse efter sommerferien.
”Jeg vil gerne ønske tillykke til alle, der er kommet ind og har lyst til at gøre en indsats, og jeg håber, alle kommer til at opleve, at de får mulighed for at sætte aftryk.”
Jeg håber, alle kommer til at opleve, at de får mulighed for at sætte aftryk.
Anders Frikke fra Liste 3 stemmer i, mens han glæder sig over det vundne fjerde mandat, der betyder, at listen har hentet lidt af det terræn, der blev tabt efter OK13, tilbage.
”Jeg er meget glad og tilfreds med valgresultatet, og jeg glæder mig til en ny valgperiode med godt, bredt samarbejde til glæde for medlemmerne. Og så er det dejligt, at vi endelig fik gjort op med skævheden i kønsfordelingen,” siger han.
Vindere og tabere
Netop kvinderne må, som nævnt i indledningen, siges at være valgets store vinder, skulle man endelig udpege en sådan. En af dem, Gitte Husted Madsen, kan måske endda siges at være dobbelt vinder, idet den nye Liste 5 (også kendt som Hhx-htx- og eux-listen, red.), som hun repræsenterer, lykkedes med at komme ind.
”Jeg er virkelig glad for valget og stolt af, at Liste 5 kom ind. Jeg håber, vi kan være med til at gøre en forskel for erhvervsgymnasiemedlemmerne, især for EUX, der nok er de, der har det hårdest i øjeblikket. Jeg ser valget som en anerkendelse af, at der er et behov. Jeg ved godt, det er op ad bakke, og at GL har kæmpet i mange år, men jeg tror og håber, at vores synlighed kan gøre en forskel. Når folk, der spørger, hvad GL gør, ser, at der er en liste, som med navn vil kæmpe for området,” siger Gitte Husted Madsen, der kunne finde det interessant både at få en plads i Arbejdspladsudvalget eller Overenskomstudvalget i forbindelse med konstitueringen.
”Men nu må vi jo se, om jeg overhovedet bliver tilbudt noget. Andre har jo mere erfaring i hovedbestyrelsesarbejdet,” lyder det diplomatisk.
Jeg tror og håber, at vores synlighed kan gøre en forskel.
Skal man tilsvarende pege på en taber, går pilen nok mest i retning af Liste 2, der mistede et mandat og dermed nu blot har 2. Liste 2 har ellers i den seneste valgperiode med den ene næstformand Asger Wille i spidsen spillet en vigtig rolle i blandt andet overenskomstprocessen. Men Asger Wille genopstillede som bekendt ikke af private årsager, og det lykkedes altså ikke listen at samle stemmerne op. Det kostede det mangeårige medlem af hovedbestyrelsen Sigrid Jørgensen pladsen. Liste 2 er i øvrigt nu den eneste liste uden kvinder repræsenteret i hovedbestyrelsen, idet de ikkefastansattes (IFA) repræsentant, der udgør hovedbestyrelsens 13. medlem, i øjeblikket også er en kvinde – Inger Staahl Jensen.
Listefører Mikael Busch, der selv blev overhalet i stemmetal af nyvalgte Jan Maintz, ærgrer sig da også.
”Det var et dyrt mandat for os. Det overrasker mig ikke, at Jan Maintz, som har haft en god valgkamp, kom ind, men det er tankevækkende, at vi ikke fik nogen kvinder ind,” mener Busch og tilføjer, at han i valgkampen har mødt medlemmer, der sagde, de ville have stemt på ham, hvis han havde været en kvinde.
Mikael Busch har tidligere offentligt betvivlet strukturel sexisme i gymnasieskolen, ligesom listens valgkamp blandt andet beroede på en foreslået medlemsundersøgelse, der blev afvist af et flertal i hovedbestyrelsen og som kom til at handle meget om Muhammedtegninger. Det gav muligvis utilsigtet modvind, medgiver Mikael Busch.
”Den her medlemsundersøgelse og al den snak om Muhammedtegninger har ikke gjort noget godt for os.”
Den nye hovedbestyrelse skal senest i slutningen af næste uge konstituere sig. Det skal nu blive interessant at se, hvad det kommer til at betyde med fire lister, der skal besætte forskellige poster samt ikke mindst med en svækket Liste 2, der i de seneste valgperioder i en konstellation med to næstformænd har besat den ene næstformandspost. Der skal i forhandlingerne fra formandens side således både tages hensyn til ønsket om en bred konstituering samt stemmetallene og de hårde realiteter. Det vil Tomas Kepler af gode grunde ikke sige noget om på nuværende tidspunkt – men du kan selvfølgelig læse mere her på gymnasieskolen.dk, når en konstitueringsaftale er på plads og offentliggøres.
Der var 12.861 stemmeberettigede medlemmer, og 5.667 har valgt at stemme. Det svarer til en stemmeprocent på 44,1 %. 94 stemmer var blanke. Der skulle i alt vælges 12 medlemmer, idet stående udvalg for ikke-fastansatte vælger hovedbestyrelsens 13. medlem.
De opstillede lister fik følgende antal stemmer og antal valgte kandidater:
Liste I: 2430 stemmer i alt og 5 valgt ind
Liste 2: 1005 stemmer i alt og 2 valg ind
Liste 3: 1561 stemmer i alt og 4 valgt ind
Liste 5: 528 stemmer og 1 valgt ind
Liste 4 fik 49 stemmer og ingen valgt ind
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode