Nøgtern og poetisk venezuelansk litteratur
Borgo trækker i denne roman på selvbiografiske elementer, hun er selv fra Caracas, bosiddende i Madrid og med en journalistisk baggrund. Hun beskriver et moderne Caracas i sammenbrud i en følelsesforladt poetisk form. Svulstige og højtidelige metaforer og sammenligninger (som vi kender i forvejen fra den latinamerikanske litteratur) blandet med et fravær af spændingsopbyggende greb og uden medlidenhed driver historien fremad. Motivet udspiller sig i Venezuelas ødelagte hovedstad, med nøgterne, kortfattede beskrivelser af bestialske måder man kan blive slået ihjel på, manglen på varer, sulten, volden og frygten. Samtidig oplever den kvindelige hovedperson en stor indre sorg over dem og det, hun mister, men uden den luksus at kunne sørge. Selv bogstaverne på graven røves i et land uden anstændighed. Hovedpersonen, Adalaida Falcóns, sorg over tabet af sin mor og det liv, de havde, er det følelsesmæssige omdrejningspunkt.
Personligt fandt jeg mest interesse i beskrivelserne af en hverdag i en verden af åbenlys vold, sortbørshandlen med kræftmedicin, hyperinflation og den allestedsnærværende uretfærdighed, samtidig med at man forsøger at passe sit arbejde og bevare en vis normalitet. Den højtidelige brug af metaforer er ikke lige min stil, men andre vil sikkert nyde den mere og blive ført med af poesien. Tematikken er de ofringer, de uskyldige må bære i et sammenbrudt land, og de valg, de kommer til at leve med at have taget for at overleve.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode