Kvadratisk, praktisk, god

Sammenligningen er søgt, men under læsningen af første bind af Peter Frederiksens verdenshistorie i tre bind kom jeg hele tiden til at tænke på sloganet for chokoladen Ritter Sport: “Kvadratisk, praktisk, god”. Alt er lagt an på, at indholdet skal glide ned så ubesværet som muligt, og anvender man Frederiksens trebindsværk, så kan man sætte flueben ved samtlige af læreplanens (mange) krav. På den tilknyttede hjemmeside findes ikke bare supplerende kildemateriale og ‘tjek på lektien-spørgsmål’, men sågar forløbsplaner og PowerPoints til læreroplæg. Vores verdenshistorie er kort sagt den ultimative pakkeløsning for den fortravlede historielærer – og dermed svaret på de seneste års effektiviseringer.

Indholdsmæssigt bevæger vi os i relativt trygt og velkendt farvand: Fra en ultrakort introduktion til de tidligste civilisationer bevæger vi os kronologisk frem fra “Demokratiets vugge” (Antikkens Grækenland) over “Pax Romana” (Romerriget), “Det store kulturmøde” (Byzans og de muslimske imperier), “Kirken i centrum” (Middelalderens Europa), “Den store drage” (Det kinesiske kejserrige), “Solgudens riger” (højkulturer i Mesoamerika) frem til “Mennesket i centrum” (renæssancen og tidlig moderne tid). Som kapiteloverskrifterne med al tydelighed illustrerer, så befinder vi os på det gængse hovedspor, hvor Europa opfinder demokratiet og efter en del kampe med kirke og konger ender med mennesket i centrum. Afstikkerne til Byzans og de muslimske imperier Kina og Mesoamerika ændrer ikke på denne grundfortælling. I mine øjne kunne dette ‘master-narrativ’ godt udfordres noget mere.

Til sidst skal værket roses for flere gode didaktiske tiltag, som bryder den ellers lidt monotone fremstilling. Jeg er dog lidt i tvivl om, hvor godt de korte kildeuddrag fungerer, eftersom de er beskåret så voldsomt, at de indimellem er tæt på at være uforståelige. Til gengæld er fokuspunkterne et fremragende tiltag, som åbner for diakrone såvel som synkrone læsninger og for en mere metodisk tilgang til grundbogsstoffet. Alt i alt en god begyndelse på trebindsværket, men efter at have tyret en Ritter Sport sidder man så alligevel ikke med en fornemmelse af at have valgt den lidt for lette løsning?