Alsidigt stof på ét sted
Denne læringscentral er beregnet til fransk på alle niveauer i folkeskolen og gymnasiet/hf. Som bruger (for eksempel et franskhold) får man et alsidigt materiale, for eksempel over 350 interaktive øvelser – mange med lyd, og alle med vejledende feedback. Derved trænes ordforråd, grammatisk forståelse, udtale og dialog – og eleven klædes på til de nye eksamensformer.
Portalen, der er resultatet af et stort og entusiastisk arbejde, indeholder et fint galleri med velegnede fotos og vejledning i at beskrive dem.
Grammatikken er samlet under 22 hovedemner, og eleven kan med få klik finde frem til den præcise grammatiske regel, han/hun søger, for eksempel spørgeord, nægtelse og aspekt.
Der findes endvidere 10 delprøver (forskellige niveauer og med retteark). Masser af gode tekster, som gerne måtte være længere. Stoffet er aktuelt (for eksempel Macron, ‘De gule veste’, SDF og ekstremsport). Fokus er på Frankrig med emner som politik, kultur og historie samt frankofoni. Gloseringen er generøs (både lister og mouse-over).
Der er 30 sange. Sang er super i sprogundervisningen, for eleverne træner samtidig udtale og sprogforståelse. Adgang til sangene skal man dog have via Lyricstraining (eller Youtube). De andre videoer, blandt andet forfatterens interview med unge (som skaber hygge og autenticitet i undervisningen), er der direkte adgang til.
Der er ingen tvivl om, at www.franskportal.dk gør fransktimerne sjovere og mere motiverende. Designet er lækkert. Indholdet, der kan dække alle dele af pensum, fremtræder brugervenligt. Udvalget er adækvat for de faglige mål og relaterbart for målgruppen, hvilket er grundlaget for en vellykket læringssituation såvel som gode resultater. Derfor topkarakter for en varieret, nem at bruge og udbytterig læringsportal, der fungerer.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode