I skrivende øjeblik arbejder regeringen på sit ghettoudspil. Socialdemokratiet vil lave asylcentre et sted i Afrika. Et hovedtema i valgkampen op til næste folketingsvalg bliver med al sandsynlighed migration. Med andre ord god timing for en temabog som denne.
Ærkedansker perkerdansker kommer rundt om alle relevante aspekter af temaet og er et oplagt valg, når der grundigt skal behandles integration i samfundsfagsundervisningen. Bogen er struktureret i tre dele: politiske, sociologiske og økonomiske aspekter af integrationsprocessen. Typisk har forfatteren, Morten Hansen Thorndal, taget fat i de tre discipliners normale emner og så knyttet dem til den aktuelle integrationsproblematik. I politikkapitlet betyder det fokus på integrationens vælgermæssige skillelinjer, på værdipolitiske modsætninger, på indvandrere og efterkommere som demokratiske medborgere, på de forskellige partiers holdninger til integrationen og endelig diskursanalyse af partiernes holdninger.
Sociologisk behandles emner som identitetsdannelse hos indvandrerne, årsager til kulturkonflikterne og radikaliseringen hos nogle indvandrere.
Økonomiske aspekter af indvandringen er emner som tilknytningen til det danske arbejdsmarked, indvandrere som økonomisk byrde, forskelle i uddannelse og kulturforskelle på det danske arbejdsmarked.
Det kan undre lidt, hvorfor de politiske aspekter af indvandringen behandles før sociologien og økonomien. Undertegnede ville have foretrukket at sætte sociologien og økonomien ”på plads” først og så herefter analysere de politiske uenigheder som følge heraf.
Men tilbage står indtrykket af en grundigt gennemarbejdet bog, hvis indhold, tekstbokse og arbejdsopgaver lægger op til gode analyser og diskussioner.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode