Sikken en fest! I et overflødighedshorn af afhandlinger giver landets førende eksperter deres bud på reformationens kulturelle betydning for Danmark fra 1500-tallet og frem til i dag, hvor alle samfundsmæssige aspekter er dækket ind. Det er fagfolk, der har forsket i det emne, de skriver om, de kan deres metier, og der slås ikke større brød op, end der kan bages. Læseren bliver i den grad oplyst om reformationens virkningshistorie gennem de 500 år. Det er forskningsmæssig formidling af fineste karakter, så det er en fornøjelse at læse, og man bliver hængende.
Den redaktionelle tilrettelæggelse og den tekniske udførelse er fremragende.10 temaer om kirkens indre forhold, forhold til staten, troen, skolen, familieliv og kunsten gentaget kronologisk i de tre bind har givet en overskuelig struktur på værkets 1.518 sider. Værket kan derfor læses på forskellige måder, også ved hjælp af det fyldige stikordsregister. I de enkelte kapitler orienterer man sig nemt med de gode afsnitsoverskrifter, siderne er indbydende sat op med faktabokse og et meget smukt, oplysende og også underholdende billedmateriale. Hvad mere kan man ønske sig?
Alligevel et par stænk malurt. Jeg mangler en fremstilling af den magiske virkelighedsforståelse, der var ganske udbredt hos almuen i de forrige århundreder, og som også reformatorerne var oppe imod ud over de konfessionelle trakasserier. Redaktørerne mener i øvrigt, at Luthers socialetik så at sige er gået i vores kulturelle dna, men så må man umiddelbart undre sig, når de fleste kirkelige debattører omkring 1960 nærmest var imod det begyndende velfærdssamfund. Og Uffe Østergaard hypper endnu en gang sin teori om Socialdemokratiets velfærdspolitik som en sekulær lutherdom. Man venter efterhånden spændt på, at det også bliver vist rent historisk.
Det er den faglige soberhed, som i dette værk, der kan få en jubilæumssucces i hus. Det skal begribeligvis stå på skolens bibliotek, men skriv det også på din ønskeliste til jul.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode