Hvad tiden er fuld af, flyder munden over med er fuld af talemåder og ordsprog både som behandlede eksempler og i sin stilistik. De faste vendinger undersøges for logik, og deres historik forklares pædagogisk og grundigt.
Fordelen her er, at mellemrubrikkerne kan fungere som eksemplarisk sproganalyse for elever, der skal lære at skrive om sprog på mere end blot et par overfladiske linjer. I den forbindelse er der også flere nyere eksempler på fejlkonstrueringer og den logik, disse ofte har, fra for eksempel Amalie og Brian Mikkelsen, som behandles med samme respekt som de korrekte eksempler. Mere almindelige personer fra danskundervisningen får også et par ord med på vejen, for eksempel Blixen, Peder Syv og Per Vers. Den grundige behandling af eksemplerne og den pædagogiske tone bliver i længden trægt, da der skal mange sider til at forklare noget enkelt.
Indholdsfortegnelsen har fire kapitler: et om videnskaben og det at studere sprog, et om ordsprog, et om talemåder, og det sidste kapitel tager os med til udlandet og tilbage i historien. Som undervisningsbog synes jeg, det er en mangel, at der ikke er et indeks eller som minimum underkapitler i indholdsfortegnelsen, således at det er muligt at slå op efter begreber. Forklaringerne om konnotationer, billedsprog, hjernens arbejde med at afkode de sproglige enheder og så videre må man lede efter på de enkelte sider. I den forbindelse hjælper opsætningen heller ikke, da den mestendels består af tætskrevet centreret tekst afbrudt få gange af punkttegn, nogle enkle tegninger med sort tusch og mellemrubrikkerne. Bagerst i bogen er desuden et par refleksionsøvelser af induktiv karakter, som eleverne kan summe eller skrive over uafhængig af bogens kapitler.
Hvis man ser gennem fingre med opsætningen og bruger en times tid på bogen, får man som underviser mange relevante eksempler, forklaringer og kulturelle kontekster, som kan klæde en bedre på til AP og sprogundervisningen generelt.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode