Danskfaget er stort. Det rummer alt fra folkeviser og flydende betegnere til Facebook og features, og de tre stofområder litteratur, sprog og medier fordrer hver især deres værktøjer. Det kan være svært at bevare overblikket! Håndbog til dansk er tænkt som et opslagsværk, der kan benyttes som vejviser, når man farer vild i det store fag.
Bogen indledes med en kort introduktion til danskfagets særkender som et hermeneutisk fag, og dette kapitel kan anvendes såvel i danskundervisningen som i AT-sammenhænge. Dernæst er bogen inddelt i de tre stofområder, hvilket gør den overskuelig og let at finde rundt i. I hvert af de tre store kapitler kommer forfatteren omkring og dykker grundigt ned i de dele, der er væsentlige inden for hvert område, og bogen er spækket med gode eksempler fra tekster og billeder samt systematiske skemaer og figurer. Desuden er der små opgaver, der kan anvendes til at få trænet for eksempel den biografiske metode, ordklasser eller meningsjournalistik. Bogen indeholder desuden en række analysevejledninger til forskellige genrer, der kan hjælpe eleverne igennem analyser og til fortolkningen inden for genrer lige fra romaner til reklamefilm.
Bogen er en håndbog og en omfattende en af slagsen – alt er med! Den vil fungere rigtig godt som opslagsværk i et hvilket som helst forløb inden for danskundervisningen, og bogen kan bruges på tværs af gymnasiale uddannelser og klassetrin. En meget grundig bog, der kan guide selv den mest vildfarne!
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode