I et letforståeligt sprog, der nemt forstås af målgruppen for ungdomsuddannelserne, fører forfatterne læseren ind i forholdet mellem ulige livsforhold og uddannelse, boligforhold, arbejdsbetingelser, tryghed og geografisk placering.
Budskabet er, at uligheden er voksende som følge af den økonomiske krise, hvor Danmarks overklasse er ”stukket af” fra underklassen, arbejderklassen og de to middelklasser, som bogen inddeler befolkningen i.
Den beskedne vækst i samfundet siden krisens indtog har overklassen nydt ”løvens part” af, som forfatterne udtrykker det. Afstanden mellem samfundsklasserne øges og bidrager til en større utryghed og dermed ændrede vilkår for den danske samfundsmodel.
Bogen er tematisk opbygget i kapitler, der kan anvendes hver for sig på de niveauer, hvor kursister og elever har lært grundlæggende forhold om ideologier og politik. I bogen og på hjemmesiden www.klassesamfund.dk findes en lang række særdeles anvendelige grafiske fremstillinger til anvendelse som udgangspunkt for diskussioner, projektarbejde og skriftlige opgaver.
Bogens lettere polemiske stil og let identificerbare ideologiske baggrund gør den meget brugbar, især fordi hverdagseksemplerne med citater fra interview af borgere fra arbejderklassen og inddragelser af mediernes omtaler af overklassens livsbetingelser så lysende klart underbygger bogens konklusioner, at det danske samfund vanskeligt vil bestå, hvis ikke spændet mellem overklasse og de øvrige klasser minimeres ved politiske tiltag. I bogens afslutning anbefales en række tiltag, der kan modvirke den stigende ulighed; blandt andet øget omfordeling, bekæmpelse af segregeringen i boligområder og bredere uddannelsesinvesteringer. Fremragende debatemner, der kan bidrage til arbejdet med at nå bekendtgørelsernes kompetencekrav om at engagere kursister og elever i den demokratiske debat om, hvilket samfund de ønsker – og ikke mindst hvordan det opnås.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode