Hvordan virker krig på sine ofre? Det kan man få indblik i ved at læse den franske psykiater Boris Cyrulniks bog Sauve-toi, la vie t’appelle, der er udkommet på dansk under titlen Den farlige dreng.
Cyrulnik er kendt for sit arbejde med det psykologiske begreb ”resiliens” (modstandsdygtighed) i forbindelse med børns opvækst og traumer. Han er inspireret af psykoanalysen og født i 1937 i Bordeaux, hvor en del af bogen foregår.
Med afsæt i sin egen dramatiske historie søger Cyrulnik at forstå ting, der til dels er ubegribelige. Han skildrer sine egne oplevelser under Anden Verdenskrig som 6-7-årig, efter at hans jødiske forældre var blevet anholdt af den nazistiske besættelsesmagt og deporteret til Auschwitz. Forældrene kom aldrig tilbage!
Han fremkommer han med faglige tanker om hukommelse og glemsel som psykologiske fænomener i forbindelse med voldsomme og traumatiske oplevelser. Det er her, at bogen kan være interessant i psykologi.
Bogen er en velskrevet selvbiografi, som inddrager faglige vinkler og overvejelser uden at være en fagbog.
I historie kan bogen tjene som en glimrende førstehåndskilde. Og da bogen handler om Frankrig under krigen, er den også franskfagligt interessant samt naturligvis i tværfaglige sammenhænge som AT/SRP.
Skønt bogen har både selvbiografiske og faglige vinkler på temaer som barndom, krig, traumer, hukommelse, glemsel, fortielser med mere, er den ikke svær at læse. Den er fuld af nyttige refleksioner og illustrative eksempler. Bogen kan derfor appellere til både gymnasiaster, lidt ældre vuc-kursister og undervisere.
Når man har læst denne bog, er man ikke i tvivl om de store menneskelige omkostninger, krig altid har. Hvad betyder krig for éns psyke og livsduelighed? Hvordan lever man med at huske gruen?
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode