Hvad et wienerbarn er, ved mange danskere.

Om tre måneder skal jeg hjem 
Under og efter 1. Verdenskrig var der stor nød i Østrig. Trods rationeringskort var der sjældent noget at købe. I Wien døde 53.000 mennesker af underernæring og kulde i 1919. 60 procent af dem var børn. Det neutrale Schweiz begyndte tidligt at tilbyde rekreationsophold for de sultende børn, hvilket inspirerede andre nationer. De første wienerbørn kom hertil på privat basis i 1919. Siden blev der stiftet en komite for Wienerbørns Ophold i Danmark, som indgik aftaler med et østrigsk ungdomsforbund, der udvalgte de mest trængende børn. Opholdet skulle vare tre måneder og give børnene så meget sul på kroppen, at de kunne stå den næste vinter hjemme igennem. Mellem 1919 og 1925 arrangeredes 20.000 ophold hos danske familier, og 11.400 børn var en eller flere gange heroppe i løbet af deres barndom. Historien gentog sig efter 2. Verdenskrig, og frem til 1959 kom i alt 6.000 børn fra Tyskland og Østrig hertil. 
Bogen følger 5 børn: Hilde og Elisabeth, der kom hertil efter 1. Verdenskrig, og Inge, Kurt og Franz efter den 2. Fire endte som danske statsborgere. Hilde genså aldrig sin mor og de to søstre, hun forlod i 1922. Franz lever i Østrig med tæt kontakt til sin danske familie. Deres skæbner gengives med forfatterens ord, men med indlagt passager af direkte tale. Bogen skitserer Østrigs historie og åbner diskussionen om det hensigtsmæssige i at give nødhjælp på lokalt plan i forhold til at føre børn væk fra deres familier til et land med fremmed sprog og kultur. Endelig berøres paradokset, at østrigske børn blev modtaget med åbne arme af de danske familier på trods af Østrigs rolle under 2. Verdenskrig, sat i relation til behandlingen af tyske flygtninge efter besættelsens ophør. 
Bogen er let læst og vil kunne bruges af elever, der skrive opgaver om de berørte temaer.