Hybrid undervisning presses ned over lærerne

Forskere, der arbejder med den hybride undervisning, taler om, at vi skal se bort fra de erfaringer, vi gjorde under coronapandemien, eftersom der her er tale om nødundervisning. At vi blev kastet ud i og gennemførte virtuel undervisning, det er ikke ensbetydende med, at det udelukkende var en succes. Selvom vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at få undervisningen til at lykkes, skete det uden en idé om konsekvenserne på den lange bane. At omstille til hybrid undervisning kræver en helt ny didaktik og en masse ressourcer og efteruddannelse, hvis vi skal lave meningsfuld undervisning. Der er ikke noget quickfix i at indkøbe nyt udstyr uden at arbejde med undervisernes it-kompetencer. Det virker, som om at undervisere ofte er overladt til selv at finde ud af samspillet mellem teknologien, egne it-kompetencer og det didaktiske rum, med fare for at det hurtigt fravælges på grund af manglende tid. Vi må ikke falde for idéen om, at teknologien er løsningen på alt, selvom der er et omverdenspres, for at vi skal digitalisere uddannelsessystemet.

I min egen undervisning arbejder jeg med teknologier, der får eleverne til at arbejde i forskellige undervisningsrum. Jeg afprøver hele tiden muligheder for inddragelsen af ny teknologi i undervisningen. Mit fokus er dog altid, at teknologi kun skal anvendes, såfremt den bidrager med noget til læringsprocessen. Den skal ikke blot være en undskyldning for at få flere gadgets ind i undervisningen. De store producenter lokker lige nu med smarte kameraløsninger, der fra computeren kan filme 180 grader – ligesom hvis onlineeleverne fysisk befandt sig i rummet. Køber man to sæt, vil hele undervisningslokalet være online, og eleverne kan zappe ud og ind, når det passer dem. Det er teknologiproducenter og konsulenter, der med deres påvirkning af hele skolesystemet gør, at penge flyder ud af undervisningen, hvilket i sidste ende går ud over lærernes forberedelsesfaktor. Vi har en tilbøjelighed til at digitalisere ukritisk, mens lærerne står tilbage med et todelt klasserum, hvor det på forhånd forventes, at de mestrer den nye virkelighed. Man skal være en omstillingsparat YouTube-stjerne i det moderne undervisningssystem.

Samtidig kræver den hybride undervisning, at man som underviser gentænker hele det didaktiske grundlag for undervisningen, og det kræver meget forberedelse. Det er i folke- og gymnasieskolen mere korrekt at kalde det hybride undervisningsrum for parallelundervisning. Parallelundervisning tager netop udgangspunkt i, at der er to læringsrum, der kræver hvert sit didaktiske fokus. Derfor må man erkende, at der nødvendigvis vil ske et tab af læring, eftersom læreren skal navigere mellem to vidt forskellige domæner og derfor ikke kan være nærværende i begge på én gang. Forståelses- og kommunikationstabet er dog stadig for stort, til vi kan bruge teknologien på denne måde, eftersom hele det sociale samspil i undervisningen bliver udfordret.

Efter min mening fejler tanken om den hybride undervisning først og fremmest, når vi skaber en fortælling om, at den skal give noget ekstra til undervisningen. Tværtimod mener jeg, at hybrid undervisning giver en fragmenteret undervisningssituation, der stiller store krav til den enkelte lærer, når der skal forberedes undervisning til flere læringsrum. Jeg anerkender, at det er muligt at udvikle en undervisning, der kan tilgodese begge rum. Men jeg tænker, at vi på nuværende tidspunkt hverken kan bruge hybrid undervisning som værktøj i folkeskolen eller i gymnasieskolen. I min optik er det simpelthen for kompleks og forberedelsestung en undervisningsform, der samtidig kræver meget motivation af målgruppen. Jeg er af den overbevisning, at denne form for undervisning udelukkende er mulig at praktisere på de videregående uddannelser.