Det er for let at snyde under eksamen
Det er uhensigtsmæssigt, at det er to censorer ude i byen, der retter skriftlige eksamensopgaver.
I dag er det to censorer ude i byen, der retter elevens skriftlige eksamensopgave. Censorerne kender ikke elevens faglige niveau, og derfor vil censorerne ikke undre sig over, at eleven klarer sig godt. Som lærer kan man opdage, at en elev der hele året har fået -3 pludselig har fået 10 ved eksamen. Hvis eksamensvagterne ikke har opdaget noget, så kan man som lærer og ledelse intet stille op, selvom man er 100% sikker på, at eleven har snydt.
Der er alt for meget IT, der i dag går galt under de skriftlige prøver.
Man har løbende indført mere og mere IT ved de skriftlige prøver i gymnasiet, hvilket har medført, at det er særligt kompliceret at gennemføre skriftlige prøver for alle parter. Eleverne skal benytte UNI-C login eller NemID for at logge ind på netprøver.dk, man skal teste om sin computer og browser understøtter programmerne, man skal kunne konvertere filer til pdf, man skal have opdateret sin computer inden eksamen, man skal have lukket alle programmer korrekt, man skal finde alle programmer med notifikationer og lukke dem, man må kun være på skolens eksamensnetværk, man skal have sin licens til matematikprogram og meget meget mere. Hvis en computer bryder sammen under eksamen, så er det bare ærgerligt.
Det er alt for let at snyde ved skriftlige prøver, og risikoen for at blive opdaget er minimal.
Når man tillader selv en begrænset brug af internettet under de skriftlige prøver, så er det alt for let at snyde. Man snyder lettest ved at bruge cloud-tjenester som Dropbox, OneDrive eller Google Drive. Man kan lægge hele sin eksamensopgave i en delt Dropbox, man kan skrive i Word, som gemmer dokumentet i OneDrive online, eller man kan skrive i et Google-dokument, som flere har adgang til. Selv den mest rutinerede vagt, vil ikke kunne opdage denne form for snyd, og derfor bliver næsten ingen taget i eksamenssnyd i dag. Selv hvis man fuldstændig forbyder internet under skriftlige prøver, så vil ovenstående snyd stadigvæk kunne forekomme, da eleverne kan bruge deres eget mobile netværk.
Man kan ikke forhindre snyd med overvågningsprogrammer.
Et overvågningsprogram som Exam Monitor vil ikke kunne opdage snyd som beskrevet ovenfor. Man kan muligvis skræmme nogle elever fra at snyde ved at indføre overvågningsprogrammer, men på sigt har det ingen effekt. Exam Monitor kan registrere, at der er aktivitet på elevens dropbox, men den kan ikke se indholdet. Selv hvis man som eksamensvagt har fuld adgang til alle elevers computere og aktivitet under hele prøven, så vil mængden af data være for stor til at kunne finde snyderne.
Eksamenssnyd er et voksende problem.
Computerprogrammer bliver kun hurtigere og stærkere. Desuden kommer der flere og flere kommunikationsplatforme og delingsmuligheder i fremtiden og flere enheder kan gå på internettet. Mulighederne for at snyde vil derfor kun vokse, og det bliver lettere at skjule sine spor.
Elever snyder fordi de kan, ikke fordi de har en dårlig moral.
Hvis elever for 50 år siden havde samme muligheder for snyd, som man har i dag, så ville de snyde lige så meget, som elever gør i dag. Hvis man sætter børnehavebørn til at spise frokost i en slikbutik, så vil nogle børn spise slikket, selvom de ikke må. I stedet for at beskylde børnene for at være dårligt opdraget og skælde dem ud, så skal man beslutte at spise frokost et andet sted. I dag frister man elever til at snyde ved at åbne op for internettet ved de skriftlige prøver.
Det er for risikabelt, at man benytter den samme skriftlige prøve i hele landet.
Man kan i dag meget vel forestille sig en situation, hvor én elev sender eksamensopgaven til en hjælper, som løser opgaven. Derefter bliver besvarelsen distribueret rundt i hele landet, og alle elever, som vil, kan have adgang til en fuld besvarelse. I dag foregår dette i mindre grupper rundt om i hele landet, men det er min opfattelse, at disse grupper vil vokse med tid.
Fixminopgave.dk har sat snyd i system.
Jeg har meldt mig som opgaveskriver/eksamensskriver i fixminopgave.dk for at få indsigt i, hvordan firmaet fungerer. Fixminopgave.dk kommer med detaljerede beskrivelser til, hvordan man bedst kommunikerer med elever under eksamen uden at blive opdaget. De kommer med forslag til, hvordan filer kan sendes og deles. De har et regneark med alle deres bestillinger, hvor man kan vælge de opgaver, man har lyst til lave. Fixminopgave.dk havde inden årets skriftlige eksamener 14 bestillinger til skriftlige eksamener, hvor de fleste allerede var booket.
IT er ikke løsningen på alle problemer.
Der er alt for mange personer, som er alt for IT begejstrede, og som ikke ser problemerne ved at indføre IT alle steder i undervisningssektoren. Vi gør ikke eleverne fagligt stærke ved at indføre IT i timerne og ved eksamen, tværtimod. IT er ofte et forstyrrende og tidskrævende element, og sandsynligheden for at noget bryder sammen eller ikke fungerer er stor. I spansk må man benytte Google translate og i matematik kan matematikprogrammerne så meget, at man blot skal indtaste få oplysninger og trykke på enter, og alle resultater, inklusiv mellemregninger, bliver spyttet ud. Det er ikke høj faglighed. Man skal lade lærerne gøre det de er bedst til, og lade dem inddrage IT, hvor det giver mening, i stedet for at pådutte dem tvungen brug af IT. IT-dannelse vil være bedst placeret i et obligatorisk informatikfag i folkeskoler og gymnasier, så kvalificerede undervisere, kan undervise eleverne i IT og dets fordele og ulemper.
Ved en lille justering af de skriftlige prøver, kan man løse mange problemer.
Skriftlige eksamener bør foregå i et klasselokale, hvor lærer og censor er til stede. Lærer og censor samtaler løbende med eleverne om deres besvarelse og noterer vigtige ting. Hvis der opstår nogle problemer, så kan læreren guide eleven videre, og eventuelle tekniske problemer kan løses straks med lærerens hjælp. Ved at flytte eksamen op i et klasselokale med lærer og censor tilstede, så løser man rigtig mange problemer:
• Det er ikke to fremmede censorer, der retter opgaven, men lærer og censor, som også følger elevens arbejde løbende under prøven. Det vil forhindre snyd.
• Man behøver ikke netprøver.dk, det er ligegyldig hvilken enhed eleven laver sin opgave på, og eventuelle tekniske problemer med pop-up eller konvertering til pdf kan løses af læreren.
• Det vil stort set være umuligt at snyde ved denne prøveform. Man kan på ingen måde få en hjælper ude i byen til at løse sin opgave.
• Det er ikke nødvendigt at indføre overvågningsprogrammer på alle elevcomputere.
• Eleverne kan benytte internettet, hvis det er nødvendigt. Hvis eleven er i tvivl om en side er lovlig at benytte, så kan læreren hjælpe.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode