Tænkning i takt?
Den 1.2. blev der afholdt en konference om fremtidens hf. Med GL-formandens indledning var kursen fra første sekund lagt: Hvis nogen i salen skulle være så formastelige at mene, at hf ikke skal give adgang til de videregående uddannelser, men alene til de mellemlange, så var der god grund til at få hjernekisten undersøgt.
Og så fortsatte det ellers derudad i en lind strøm med succeshistorier: Hf åbner døre, hf løfter kursisterne, hf inkluderer. Fint nok. Succeser kan vi ikke få for mange af, og det glæder mig såre, at så mange hf’ere har haft udbytte af deres uddannelse. Problemet er ”bare”, at analysen af de faktiske forhold i hf-industrien ikke er dækkende. Ikke fordi nogen lyver, men fordi der bliver foretaget en nøje udvalgt selektion af data, informationer, evalueringer og erfaringer, som kun fortæller en del af historien. De blinde vinkler står og stod i kø.
Her følger elefanterne i dagligstuen:
• Taxametersystemets ødelæggende virkning for det faglige niveau
• De tårnhøje fraværsprocenter
• Det store frafald
• Manglende aflevering af skriftlige opgaver
• Manglende lektielæsning
• SU-rytterne
• Kursister med anden etnisk oprindelse end dansk, der trækker store ressourcer og ofte klarer sig dårligt.
Flere oplægsholdere slog fast, at karakterer er af det onde, uden at dokumentationen brillerede. Også den voldsomme fokus på anvendelsesorientering fik lov til at stå uimodsagt.
Et indlæg fra salen dristede sig til at fremsætte kritik af den konsensuspræmis, konferencen var sammensat på, og blev efterfølgende skingert banket på plads af Gymnasieskolernes Lærerforenings formand. Ikke kønt at høre på.
Er deltagerne på konferencen monstro repræsentative for gymnasielærerprofessionen? Hm! Der bliver i så fald tænkt i takt på en måde, der ikke lover godt for kundskabsniveauet i de gymnasiale uddannelser. Selv følte jeg det nærmest, som om jeg var til fætter-kusine-fest – desværre bare som et af de to sorte får i familien, der bliver tålt, men som selskabet helt klart helst er fri for. Så kan man så dejligt bevare den gode stemning, hvor alle er behageligt enige og vil præcis samme vej under bannerne ”åbne døre” og ”anvendelsesorienterede kompetencer” (hvad gummivendingerne så lige står for …).
GL har stået som arrangør og må derfor påtage sig en del af ansvaret for en ensidig debat med en på forhånd givet konklusion: Hf er en succes, og folk med andre meninger burde få hovedet undersøgt.
Min konklusion: Absolut ikke den bedste dag for akademia og den højt estimerede kritiske tænkning.
Lone Nørgaard
VUC Roskilde
SVAR:
Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) gennemførte sammen med Danske Gymnasier en konference om hf, hvor flere end 200 inden for og uden for sektoren deltog. Alle politiske partier var inviteret, og ordet var frit. Når man inviterer aftagere i form af erhvervsakademier, professionshøjskoler og en universitetsrektor samt evalueringsinstituttet, så finder jeg, at vi har dækket området godt. Afhængigt af det blik, man ser med, ville en konference med dit opridsede sigte blive yderst ensidig. Men lad os blot konstatere, at dit og mit uddannelsespolitiske syn ikke er ens, men at der både i GL og i den offentlige debat er og skal være plads til alle synspunkter.
Annette Nordstrøm Hansen
Formand for GL
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode