Fra underviser til facilitator

Fra underviser til facilitator

Af Tormod Hansen, Paderup Gymnasium

Den traditionelle undervisning er generelt truet fra flere sider i øjeblikket: Besparelser, Facebook, store klasser m.m. Den traditionelle lærerrolle udfordres af uro i klasselokalet, mindre forberedelsestid, manglende autoritet – “og så vid’re”, som H.C.Andersen skriver i “Hist hvor vejen slår en bugt”. Sorte skyer, som kan få enhver pessimist til at føle sig veltilpas. Verden er af lave – og det har den altid været.

Ja – det er der ikke noget at gøre ved. Sådan er det bare, som politikerne siger i øjeblikket, selvom de voldsomme besparelser på gymnasierne selvfølgelig er politiske valg. Man kan så vælge  – enten sidde og begræde verdens tilstand eller se det som en mulighed for forandring (god gammel kliche), men alligevel…

Læreren har i de sidste århundreder undervist på den samme måde. Læreren er:

• oraklet med den store faglige viden,

• den der styrer og kontrollerer,

• den aktive – eleverne passive.

Er denne undervisningsform tidløs og universel, kan man spørge sig selv, siden der er sket så lidt rent pædagogisk på trods af mange nye teorier om undervisning. Det virker mærkeligt, at disse teorier ikke er slået mere igennem rent praktisk i klasserne. Der har været mange forskellige pædagogiske “bølger” og gode intentioner, men de fleste lærere underviser stadigvæk grundlæggende på den samme måde som for 100 år siden.

Så derfor er det  måske netop nu på tide at gøre op med den traditionelle undervisningsform, fordi så meget har forandret sig, siden læreren stod ved kridttavlen, og eleverne sad andægtigt lyttende ved deres pulte, og gjorde de ikke det, så skulle læreren nok lære dem noget andet. Den måde kan og vil vi ikke undervise på i dag, men alligevel har undervisningen ikke grundlæggende forandret sig. Godt nok har vi elektroniske tavler, eleverne har pc’ere og læreren har mistet sin autoritet, men det er stadig en dialog, hvor læreren er den aktive og styrende, og eleverne er passive. Mange elever er i hvert fald. Mon ikke de fleste undervisere kender til at spørge ud i klassen, – tavshed –  kun nogle få kigger op fra deres skærme og rækker hånden op. Så kan man selvfølgelig bede eleverne om at lukke deres pc’er, men det er også vanskeligt, idet mere og mere undervisningsmateriale ligger på nettet i ebogsform, – og nogle elever tager virkelig noter.

Så måske skulle vi benytte lejligheden – besparelser som har ramt/rammer os – til at sige farvel til den traditionelle undervisning, som vel heller ikke er særlig effektiv, fordi eleverne ikke selv er aktive i forhold til stoffet, – og goddag til en undervisningsform, hvor læreren er en facilitator, der hjælper eleverne til at tilegne sig stoffet. Det betyder selvfølgelig, at læreren stadig skal formidle sin faglige viden, men tavleundervisningen skal ikke længere være det bærende i undervisningen. Derimod skal der fokuseres på læringsprocessen, vejledning og organiseringen af elevernes læring.

Facilitator: Vejleder/leder der hjælper en gruppe igennem

en proces/udvikling frem mod et mål. (Fremmedord.dk)

Hvis vi vil en sådan undervisningsform, kræver det en række forandringer i den daglige undervisning:

Vi må  opgive at have kontrol med eleverne hele tiden. Vi tror, at vi har kontrol med eleverne, når de sidder på deres pladser, men alligevel har vi vel alle oplevet at blive overraskede over, hvor lidt eleverne har lært, når man et halvt år efter spørger til den faglige viden om et emne. Derfor skal eleverne i højere grad involveres i undervisningen som medspillere, og de skal selv være aktive, selv arbejde med stoffet. Altså – vi må involvere eleverne i undervisningen og dermed også give dem ansvar – ikke ansvaret!

PC’eren skal gøres aktiv. I den traditionelle undervisning er mange elever optagede af, hvad der foregår på skærmen foran dem. Pc’eren lokker og drager med spændende nyt – og det er nok sjældent undervisningsrelevant. F.eks Facebook eller lignende sider. Det medfører manglende koncentration og deltagelse i undervisningen.  Derfor skal pc’eren gøres aktiv i undervisningen til notetagning, gruppereferater eller anden dokumentation af arbejdet. Altså – pc’eren gøres aktiv!

Vi må skabe muligheder for, at elevernes arbejde i timerne kan evalueres. Hvis vi forlader håndsopræknings-konkurrencen, må vi evaluere deres arbejdsindsats og niveau på andre måder. F.eks. ved at eleverne dokumenterer deres arbejde i form af elektroniske logbøger fra gruppearbejde, projekter eller oplæg om emner, som de har arbejdet med. Det er der ikke noget nyt i. Kun at vi lægger mere vægt på, at de selv arbejder med stoffet og derfor selvfølgelig også skal være ansvarlige for det. Google Apps eller lignende kunne anvendes til at oprette portfolios eller simple vidensbaser – ligesom Socrative, Padlet, Mindmaps eller andre af den slags programmer kan anvendes. Vi kan samtidig vinde noget af den tabte kontrol tilbage, idet vi kan følge med i elevernes arbejdsproces og gribe ind eller kommentere eller spørge ind til processen, hvis man kan se at en gruppe ikke rigtig får arbejdet med det faglige stof. Altså – dokumentation af det faglige arbejde!

Den traditionelle lærerrolle må nødvendigvis forandre sig i takt med de teknologiske muligheder. Der virker mærkeligt, at undervisningen ikke for længe siden er blevet ændret, når man tænker på de meget forandrede vilkår, som der er i klasselokalet. Lærerrollen må drejes i retning af vejledning af eleverne og organisering af arbejdet, idet vi så ikke skal stå ved tavlen, men i højere grad vejlede elever enkeltvis eller i grupper. Derfor bliver gruppeorganiseringen også langt mere vigtig end tidligere, så læreren må sammen med eleverne aftale, hvilken gruppestruktur, der er bedst mulig for de forskellige emner, som der arbejdes med i timerne.

Vi må i fællesskab udvikle undervisningsmaterialer, som er tilgængelige på nettet. F.eks. i Microsofts netbaserede gratisprogram “Sway” eller nogen af de portaler, som allerede pt. er til rådighed. Besparelser på forberedelsestiden vil nødvendigvis kræve, at den enkelte lærer ikke kan bruge lige så meget tid på forberedelse som i dag. Det er sørgeligt, at glæden ved, at forberede sit eget materiale og få det til at virke i undervisningen, vil forsvinde, men jeg tror ikke, at der er nogen vej udenom. Derfor må gymnasierne i gang med at etablere faglige vidensbaser, som lærerne kan trække på i deres forberedelse, hvis ikke mange lærere skal få stress, når nu besparelserne på forberedelsestiden begynder at vise sig. Erfarne lærere har forløb derhjemme i skuffen, hvorimod det er et stort arbejde for unge lærere at opbygge egne forløb og materialer.  Altså – netbaserede, fælles undervisningsmaterialer, som eleverne selv kan arbejde med!

Hvor fører alt dette hen? Bliver det, at være lærer/underviser så kedeligere, mindre fagligt, eller mere krævende, hvis vi vælger en anden lærerrolle? Nej, tværtimod. Vi kommer mere på niveau med eleverne, når vi “kravler” ned fra den traditionelle lærerrolle og får en mere organisatorisk “projektlederagtig”-rolle, hvor vi hjælper eleverne med at forstå det faglige stof og deres egne evner og potentialer.

Jeg er sammen med en klasse i dette skoleår så småt begyndt en forandringsproces for at afprøve teorien i praksis. Jeg prøver mig frem, og vi er i fællesskab ved at have en struktur, hvor vi arbejder med Google Apps. Her skal eleverne i deres egne mapper gemme stile, individuelle noter eller gruppenoter, så dette materiale kan anvendes i evaluering og vejledning. Vi arbejder med 2 gruppetyper: 1) hvem eleverne bedst kan lide at arbejde sammen med og 2) grupper sammensat ud fra fagligt niveau. Jeg anvender det tidligere nævnte internetbaserede program “Sway” i undervisningen. Programmet er velegnet til at lave undervisningsmateriale i, da det er nemt at dele med elever eller andre lærere. Det kræver bare et link. Der kan selvfølgelig indsættes videoer, links, pdf-filer, word mm.

Ovennævnte er ikke revolutionerende nyt, men nærmere udtryk for en forundring over, at vi stadig underviser på den samme måde, selvom så meget som tidligere nævnt er forandret og forandres, så måske er det nu, at vi – tvunget af omstændighederne – skal vove os ud i nye lærerroller og nye undervisningsformer. Ikke alt nyt er godt, men det er alt gammelt heller ikke.