Lokale aftaler er bedre end tidsregistrering.

 Af Helene Caprani, Kåre Blinkenberg og Tomas Kepler,

medlemmer af GLs hovedbestyrelse for Liste 1.

Med OK13 kom der to grundlæggende måder at opgøre vores arbejdstid: Man kan tidsregistrere eller man kan indgå en lokal arbejdstidsaftale. Vi har selvfølgelig i GLs hovedbestyrelse arbejdet for at få tidsregistreringen til at fungere bedst muligt, men hvor nogle mener, at de to systemer i princippet er lige gode, tør vi godt sige, at aftalemodellen er langt det bedste system af de to i fraværet af centrale rammer. Aftaler løser ikke alle problemer – det ved vi også fra tiden før OK13, men den gode aftale skaber tillid og respekt, hvilket fremmer skolernes udvikling, og giver fremadrettet gennemsigtighed og ro til at fokusere på det centrale, nemlig undervisningen, frem for slåskampe om arbejdstid. I disse nedskæringstider kunne en aftale om arbejdstid også spare tidsregistreringssamtalerne væk og dermed bevare ressourcer til undervisning.

Vi har insisteret på, at der skal udbetales løn for det arbejde, man faktisk udfører – også når det har krævet, at vi indleder en voldgiftssag. Vi kæmper fortsat for en ordentlig implementering af tidsregistreringssystemet, så det kan fungere som værn mod det grænseløse arbejde, men vi kan også konstatere, at vi nu har måttet gå i arbejdsretten for, at vores medlemmer kan få løn. Mængden af historier fra medlemmer, som nu oplever et komplet uklart grundlag for opgavetildeling og honorering af udført arbejde, overstiger langt hvad vi så før OK13 og tidsregistreringssystemets indførsel. Det er sørgeligt, at vi har fået et system, der så let lægger op til slåskamp frem for samarbejde, og desværre er den omtalte voldgiftsag kun toppen af isbjerget. Heldigvis findes der fortsat gymnasieskoler med rigtige arbejdstidsaftaler, til trods for at Moderniseringsstyrelsen bestemt ikke ønsker, at eventuel lokal dialog antager sådanne forpligtende former, eks. som bindende aftaler om akkorder på arbejdsopgaverne (efter sigende et begreb, som helt får det til at sortne for øjnene af ledende embedsmænd). Dette signaleres klart til skolelederne, som skal reduceres til ridefogeder i et embedsmandsdrevet new public management-vælde. Imidlertid udøves der en betydelig mængde civilcourage over for ministeriernes ødelæggende krav om performance-målinger og konkurrenceudsættelse af lærerne. Mange ledere og lærere er blevet enige om at skabe fællesskab om opgaven gennem kollektivt forhandlede, solidariske, akkord-baserede aftaler. Man kalder det så nogle steder noget andet for at slippe for ”kammeratlige samtaler” i ministeriet, men det ændrer ikke på essensen.

Vi kæmper for at bevare en arbejdsmarkedsmodel, der er baseret på reel, forpligtende dialog mellem parterne. For det første, fordi den danske model er et direkte udspring af den danske kultur, der er præget af demokrati og dialog frem for ledelsesdekreter. For det andet, fordi modellen af adskillige forskere er blevet udpeget som grundlaget for den danske økonomiske succes. Fælles aftaler giver øget tillid på arbejdspladsen, og det er en central faktor for en god økonomi og et godt arbejdsliv. Den kollektive aftalemodel er fortsat tilladt ifølge overenskomsten, og der er ikke mindre behov for at bakke op om denne model nu, end der var før OK13. Når politikerne og embedsværket, forblændet af konkurrencestatens ideologi, kæmper imod den danske model fra oven, er vi nødt til at kæmpe imod fra neden, og vi vil opfordre ikke bare GLs medlemmer, men alle danske lønmodtagere, til at tage udfordringen op.