Skriftlige eksaminer måler mest præcist

Jeg håber sandelig ikke, at Anette Nordstrøm Hansen repræsenterer den samlede hovedbestyrelse i GL, når hun udtaler følgende til DR d. 12. oktober: Det er en kunstig situation, når gymnasieeleverne kun har fire-fem timer til at skrive en opgave. Og derfor matcher de skriftlige eksamener ikke de vilkår, eleverne arbejder under til daglig, hvor de blandt andet også ofte snakker med hinanden om indholdet. Helt præcist citat: "Eksamensformen er en meget kunstig måde at måle eleverne på. Den tager ikke højde for alle elevernes kompetencer, men ser blot på et udpluk af det, vi har undervist dem i. Derfor overrasker karakterforskellen mig ikke…)"

Javel så – og derpå: Hm! Til oplysning fra mit hjørne af uddannelseshaven: Mine kursister får som regel altid højere karakterer til skriftlig eksamen i mine fag Dansk A og Engelsk A end dem, jeg ville give i løbet af året, hvis altså der var krav om karakterer på VUC. Det er der heldigvis ikke – og derfor er jeg ikke under pres fra ambitiøse elever og deres måske endnu mere ambitøse forældre om bedre karakterer, end der måtte være faglig dækning for?? Eller er jeg på tynd is her? Ingen gymnasielærer giver højere karakterer for at slippe for konflikter?

Anyway: En skriftlig eksamensform, der kan måle, hvad den enkelte elev sidder inde med af faglig (parat)viden i en specifik situation, hvor der skal leveres under pres – den form er den mindst  ringe af mange mulige. Ikke mindst fordi den bidrager til at klæde de unge bedre på til at håndtere de mange krav og udfordringer, som det senmoderne samfund stiller enkeltindividerne overfor.