Professionel kapital
Et pletskud – kort og godt. Den etikette kan man roligt hæfte på Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) banebrydende projekt om professionel kapital.
Væk er den trættende diskussion om aftaler og tidsregistrering, for professionel kapital er hævet over den diskussion. Professionel kapital handler nemlig ikke om systemet, men om menneskene bag.
En arbejdsplads med høj professionel kapital kan håndtere begge arbejdstidsmodeller og giver derfor plads til fokus på kerneydelsen: undervisningen. Gennem arbejdet med professionel kapital opbygges en gensidig tillid mellem lærere og ledere, en større arbejdsglæde og kvalitet i vores arbejde.
Efter de indledende sonderinger om professionel kapital med professor Tage Søndergård stod det klart for Liste 3, at projektet kun havde mulighed for at udfolde sig med succes, hvis det blev lanceret som et samarbejdsprojekt og ikke iscenesat som en kampplads. Der var to veje at gå med projektet. Enten kunne skolerne frivilligt deltage, og dermed kunne lærere og ledelse samarbejde om projektet.
Eller man kunne uden om ledelsen gennemtvinge en afdækning af skolernes professionelle kapital.
Til gavn for skolerne, lærerne og lederne vandt samarbejdsvejen. Liste 3 anbefaler på det varmeste, at skolerne benytter sig af tilbuddet om at få afdækket deres professionelle kapital og i et samarbejde oversætte resultaterne til efterfølgende handling.
Liste 3 ved Lis Vivi Fonnesbæk Hansen, Alex Young Pedersen, Jeppe Kragelund og Kasper Bøcher
Medlemmer af GL’s hovedbestyrelse
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode