SRP retning

Kan/bør man både være vejleder og bedømmer af SRP-opgaver?
Det korte svar er, at det mener jeg ikke man kan, det lidt længere følger nedenfor.

Hvis vi først ser på den økonomiske side af sagen, så er det oplagt, at det vil være billigere at lade to fremmede censorer bedømme opgaven. Som det er nu, får man som fremmed censor løn for 2,5 times arbejde, men til en lavere sats end lærere med nogle års anciennitet i gymnasiet modtager. Efter den nuværende overenskomst for gymnasielærere honoreres deres arbejde med den tid der anvendes på en opgave. En SRP-opgave på ca. 20 sider plus nogle bilag vil typisk tage ca. 2 timer at læse incl. kontrol af litteraturhenvisninger m.v. Derefter et møde med medvejleder af 15-30 min varighed, og så kontaktvejlederens kontakt med den fremmed censor. Det bliver altså typisk 5 timers arbejde for de to vejledere i forbindelse med karaktergivningen. Dette sat i forhold til de 2,5 timer med lavere takst, som skulle betales for at få en anden fremmed censor på opgaven.

Det økonomiske argument er i mine øjne det mindst vigtige. Det vigtigste tager udgangspunkt i den umulige opgave, det er at bedømme en opgave, som man selv har vejledt i og formuleret. Det kan man ikke, uden at der kommer til at indgå en masse uvedkommende hensyn, der intet har at gøre med den konkrete opgave. Det eneste der skal bedømmes i denne sammenhæng, er de 20 sider der ligger på bordet. Det kan man kun gøre, hvis man ikke har andet!!

De, i denne sammenhæng helt uvedkommende, ting der kunne indgå i bedømmelse er bl.a. 

1. Eleven plejer at være meget dygtig, så derfor kan det ikke komme på tale at give mindre end 10
2. Som lærer vil man gerne bevare et godt forhold til sine elever, og det kan blive belastet af en lav karakter
3. Eleven har arbejdet meget hårdt med opgaven og skal derfor mindst have 7
4. Det har ikke rigtigt været muligt at finde noget materiale til opgaven, så selv om besvarelsen ikke er så god, så skal karakteren sættes op.
5. Læreren erkender, at man ikke lige var så opmærksom i vejledningsfasen, der var så meget andet at lave o.s.v, så karakteren skal lige justeres herfor.
6. Eleven har mere eller mindre misforstået opgaven, og som lærer tager man skylden for det, og så skal der karaktermæssigt kompenseres for det. Dette også på trods af, at eleven gennem hele skriveperioden har haft mulighed for vejledning og afklaring af eventuelle tvivlsspørgsmål.
7. Eleven har meget svære forhold derhjemme, lider af kærestesorg eller ….-fortsæt selv listen

Forfatteren er både censor, vejleder, opgaveformulerer og bedømmer og et ret almindeligt menneske. Med det sidste indrømmer jeg at jeg ikke tror at jeg er værre eller bedre end flertallet m.h.t. at lade ovennævnte irrelevante hensyn spille ind når karakteren skal fastsættes. Derfor: Lad karakterfastsættelse være en sag mellem to fremmede censorer, således som det også er tilfældet i forbindelse med skriftlige studentereksamensopgaver. Så kan jeg slippe for at bedømme min egen vejledning og opgaveformulering, samt at lade min irrelevante forhåndsopfattelse indgå i vurderingen.

Epilog:
I stedet for SRP opgaven som optager rigtig meget af elevernes  tid og opmærksomhed i efteråret og AT-opgaven som fylder meget i foråret er det foreslået at de to opgaver slås sammen, evalueres af to fremmede censorer og afsluttes med en mundtlig eksamen med udgangspunkt i opgaven. Det vil samlet tage kortere tid, (og derved give plads til mere undervisning) sænke udgifterne og minimere risikoen for at eleverne køber eller snyder sig til en høj karakter. Det forslag er jeg er kraftig tilhænger af.