Hvad vil GL-toppen med GL?

GL står uden en klar profil. Skal GL være en traditionel fagforening eller en sammenslutning af personer med samme profession?Svaret på dette spørgsmål bliver afgørende for GL’s fremtid.

Hvad vil GL-toppen med GL? GL-toppens manglende selvkritik efter OK13. Med resultatet af OK13, hvor GL-toppen bortforhandlede sin suveræne aftaleret og dermed de facto mistede sin berettigelse som forhandlingspart overfor sin modpart (Finansministeriet), kunne medlemmerne med rette have forventet, af de valgte repræsentanter i GL’s top have gjort status over, i hvilken situation foreningen nu befinder sig.Mig bekendt har dette endnu fundet sted (eller i så fald ikke offentligt!).Jeg må som menigt medlem konkludere, at GL som organisation på intet tidspunkt offentligt har foretaget en åbenhjertig kritik af sin fejlagtige tilgang til OK13.Denne kendsgerning gør det derfor vanskeligt for GL at fremlægge en fornuftig strategi for sit kommende virke, når GL-toppen ikke vil tage ved lære af sine egne fejltagelser. Dette er så meget desto mere beklageligt, som det næppe er sandsynligt, at arbejdsgiversiden vil holde inde med sine ønsker om effektivisering og omkostningsreduktioner inden for det offentlige, så længe der er økonomisk lavkonjunktur. GL’s foretrukne strategi (for så vidt som det overhovedet kan kaldes en strategi) synes at være at “hælde sit hoved til vore arbejdsgiveres gode vilje”, dvs. GL sætter sin lid til, at velvillige rektorer vil indgå nogle for GL’s medlemmer gunstige aftaler på skolerne (jf. herom i sidste nr. af Gymnasieskolen). Dette kan næppe siges at gøre det ud for en offensiv strategi, da den udelukkende bygger på modpartens gode vilje. GL’s fokus på indgåelse af “gunstige” lokalaftaler er en afledningsmanøvre. GL’s fokus på gunstige lokalaftaler må betragtes som en afledningsmanøvre fra GL-toppens side for at bortlede opmærksomheden fra det eklatante nederlag, som GL-toppen tilføjede GL’s medlemmer ved at acceptere resultatet af OK13, hvor GL bortforhandlede sin aftaleret og gik med til at afskaffe den centralt fastsatte arbejdstidstilrettelæggelse. Når GL intet andet har at byde på end at håbe på modpartens velvilje, må dette betegnes som en nederlagsstrategi, som ingen vegne fører. GL har tværtimod brug for en offensiv og proaktiv strategi, hvor medlemmerne gør op med GL-toppens fejlagtige faglige og politiske linje, som har spillet fallit.Gør op med professionstankegangen og gør GL til en kæmpende fagforening. GL-toppen har i efterhånden mange år – bevidst eller ubevidst – accepteret den New Public Management-tænkning, som efterhånden har vundet indpas i alle dele af den offentlige sektor. Sidste skud på stammen er, at GL nu de facto med OK13 har accepteret, at ledelsen på skolerne skal gives et større ledelsesrum for bedre at kunne udnytte arbejdskraften med henblik på effektivisering og omkostningsreduktioner. GL-toppen er gået for langt i deres accept af arbejdsgiversidens ønske om at have pålidelige og tjenstivrige underordnede medarbejdere, som blot passer deres daglige dont. GL-toppens forestillinger om den ideelle medarbejder ligner til forveksling den gamle tjenestemandsmodel (dog uden pension og ansættelsessikkerhed). En gang i slut-60-erne og 1970-erne var GL en kæmpende fagforening, som sloges for sine medlemmers berettigede krav om ordentlige løn -og arbejdsvilkår. Den nuværende GL-top har købt arbejdsgiversidens ønskeforestillinger om GL som en sammenslutning af mennesker med den samme akademiske uddannelse og nogenlunde ens faglige og pædagogiske kompetencer – en organisering af medlemmer i en profession. Dette opfattes af GL-toppen som tidssvarende og passer som fod i hose til arbejdsgivernes forventninger om medarbejdere, som udelukkende går op i deres undervisningsfag og den pædagogiske formidling heraf. Mens medlemmerne passer deres daglige dont, skal GL-toppen nok tage sig af mellemværendet med ministeriet. Dette medfører en passivisering, som GL-bureaukratiet nyder godt af, og som gør, at det – dog heldigvis ikke altid – kan slippe af sted med ynkelige kompromisser som OK13 (som dog blev klart stemt ned). Bureaukrater lever godt af medlemmernes passivitet og tager ikke hensyn til, at de kommer i åbenlyst mindretal. De fortsætter intetanende som altid. Hvis GL skal have en fremtid. GL står på nuværende tidspunkt forsvarsløs overfor modpartens initiativer. Arbejdsgiversiden har ingen grund til at betragte GL som en forhandlingspart, som de behøver tage alvorligt. Hvorledes vil GL f.eks. stille sig til mulige krav fra arbejdsgiverside, som muligvis kan blive fremsat: Finansministeriet ønsker et andet beregningsgrundlag for taxameterprincippet ved tildeling af økonomiske midler til skolerne, således at skolerne først får udbetalt taxametertilskuddet efter endt og bestået eksamen. Finansministeriet ønsker ikke AC’s lønskala anvendt for akademikere i uddannelsesjob, men vil lade det være op til de enkelte selvejende institutioners bestyrelser selv om at ansætte medarbejdere til den relevante løn. Har nogle i GL gjort sig forestillinger om, hvorledes GL skal reagere på disse – og andre – muligvis kommende krav fra arbejdsgiverside?Det er på tide, at GL får en offensiv og proaktiv holdning til fremtidens fagforeningspolitiske udfordringer. Palle Bo Nielsen.