Akavet afstand

I maj måned, efter næsten to måneder uden elever, kolleger og den ellers alvorligt nødvendige daglige cykeltur, efter at have postet Dan Turélls ‘Hyldest til Hverdagen’ på Facebook, efter at have have delt hjemmekontor med mand og børn, efter at have erfaret, at det eneste i verden, der er mere tåkrummende end online-møder, er online-undervisning, efter at have lært at give albue- og fodbump, efter at have indset, at det vigtigste i verden er normaliteten, det velkendte, det trygge, var mit højeste ønske helt naturligt, at vi ville vende tilbage til en normal skoledag efter ferien.

Hjemmearbejdsdage bliver aldrig det samme igen, tænkte jeg. Godt, det snart er overstået, drømte jeg.

Det er faktisk ikke så skidt, at simple manøvrer, som jeg altid har betragtet som almindelig høflighed, hensyn og hygiejne, er blevet almindelige: Hold til højre, hold tilbage, vask hænder og undlad at rage på alle agurkerne i Netto, mens du tørrer dig om næsen, klør dig bagi og hoster lidt på agurker og peberfrugter. Lad os holde fast i det.

Men afstandskravene, de så afgørende afstandskrav, de er straks sværere at efterleve. Og det, man som voksen synes, er svært, er nærmest umuligt for teenagerne – for gymnasieeleverne.

De er jo udødelige og usårlige, uregerlige og utilregnelige, de unge. Og mens mange af landets unge faktisk flot håndterede nedlukningen (der varede en livstid for dem), var genåbningen sværere. Det blev tydeligt, da vi mødtes til (nød)undervisning i maj og juni.

For det er da svært at sige nej til en ven, der vil have en high-five eller et kram. Det er svært at huske, at man ikke må gå tæt sammen i flok, når man for filan er et flokdyr. Det er umuligt at lave gruppearbejde med en meters mellemrum. Det gælder særligt, hvis man er så usikker, at man ikke vil have, at de andre grupper skal høre, hvad man siger (og faktisk helst heller ikke dem i ens egen gruppe).

Nu står vi så i en situation, hvor det er tydeligt, at vi er nødt til at holde fast i det her svære og unaturlige afstandskrav, også i undervisningen.

Den, der må sørge for, at afstandskravet bliver overholdt i løbet af undervisningen, er naturligvis læreren. Som lærer må man dels henstille, dels holde øje. Først og fremmest, dog, må man gå forrest som det gode eksempel. Man må være vildt opmærksom på, at man selv overholder den der meters afstand, når man går rundt i klassen.

Og her kommer min største udfordring: Hvordan kan jeg huske ikke at gå helt hen til eleverne, når de stiller et spørgsmål – og hvor skal jeg så placere mig? Hvordan kan jeg kompensere for det at sidde på hug på den anden side af bordet og tale med eleverne, lavmælt og i øjenhøjde? Skal jeg stå en meter fra dem og småråbe om deres for dem måske fortrolige spørgsmål? Hvordan skal jeg kommunikere med dem om deres noter, deres svar på arbejdsspørgsmål, deres grammatik, deres ordforråd, ja, hele deres skriftlige output i modulet, hvis jeg ikke kan stå ved siden af dem, læne mig frem, kigge med på computerskærmen, pege og samtale om det, der står?

Det er ikke umuligt. Undervisning bliver for en stund (forhåbentlig kun en stund!) noget andet. Det bliver stift, unaturligt og akavet – samlet set en ringe pris at betale for et stabilt sundhedsvæsen og forhindring af en ny nedlukning.

Men det er svært. Vi er jo alle sammen teenagere indeni. Vi vil alle sammen helst bare kramme, kysse, råbe ‘revolution’ og undervise anarkistisk – og tilfredsstillende.

Det er svært nok at lade følelserne vige for fornuften – her er der tale om, at vi skal lade instinkterne vige.

Den normale skoledag må vente. Jeg håber, den er derude i fremtiden et sted, om ikke andet, så i form af en (buzzwordadvarsel!) Ny Normal, som vi kan leve med. For håndsprit alle vegne og fravær af dele-salt er jo ikke et rigtigt problem. Men den menneskelige interaktion, som undervisning i bund og grund er, i hvert fald for mig – den gode relation, den sjove ping-pong, den venlige omsorg, den nære kontakt – det er svært at undvære. Og det er svært at skabe, hvis læreren ikke kan finde sig tilpas i de unaturlige, kontraintuitive, akavede afstandsrammer.